Trods lange udsigter til kampe på Grand Slam, ATP, WTA og ITF niveau, kan Universal Tennis Rating bevare kampformen med motiverende internationale kampe

Den verdensomspændende corona-virus har indtil videre sat en effektiv stopper for, at der kan afvikles internationale turneringer på Grand Slam, ATP, WTA og ITF niveau.
Derfor er en af de største udfordringer for spillere på internationalt niveau at finde motivationen til at træne målrettet, hvis der indenfor en overskuelig tidshorisont ikke er udsigt til at spille kampe, hvor der for alvor er noget på spil.

Dette gælder både for top 100 spillere på ATP og WTA ranglisten, og de mange spillere, som har ambitioner om at nå tennistoppen eller gøre sig gældende på et hvilket som helst niveau i både nationale og internationale turneringer.

For mange af disse spillere, kan Universal Tennis Rating (UTR) være en brugbar platform, som kan bidrage til, at spillerne trods ned-lukningen af globale turneringer alligevel snart kan få mulighed for at holde sig i skarp kampform, og desuden kan der afvikles kampe, som muligvis kan være attraktive for tennisinteresserede at følge på TV og livestreaming.

Alle turneringer og kampe tæller til UTR-ranglisten

For alle ambitiøse tennisspillere er en væsentlig motivationsfaktor udsigten til at konkurrere om titler eller rangliste-point, og for de allerbedste er det især ATP eller WTA ranglisten, der er i fokus, men forinden handler det måske først om at etablere sig på klubbens interne rangliste, og senere på Dansk Tennis Forbunds ranglister i de forskellige alders-kategorier, og for mange juniorer gælder det herefter Tennis Europes (TE) ranglister og efterhånden også ITFs juniorrangliste.

Imidlertid tæller alle resultater fra både ATP, WTA, ITF, TE, College m.fl. samt flere resultater fra nationale turneringer til Universal Tennis Rating (UTR), hvorved hver enkelt spiller opnår en “rating”, som rimelig præcist afspejler spillerens niveau sammenlignet med andre.

Det vil uden tvivl kræve mere end en matematisk studentereksamen med et 12-tal at forklare eller forstå de algoritmer, som bruges til at udregne præcist, hvilken effekt et konkret resultat vil have på den enkelte spillers rating, men en beskrivelse af principperne bag udregningen, kan formentlig give et indblik i, hvordan UTR fungerer og kan bruges.

En udførlig forklaring kan studeres denne side “Understanding The Algorithm“, men herunder forsøges nogle af de vigtigste principper belyst.

  • Kampe på nogenlunde tilsvarende niveau
    På baggrund af en spillers rating, bliver det nemmere at finde turneringer og modstandere, som svarer til ens eget nuværende niveau.
  • Rating baseres på max. 30 kampe i 12 måneder
    Kun kampe de seneste 12 måneder indgår i beregningen, hvor det højst er de seneste 30 kampe, der medregnes, hvorved UTR i højere grad end de traditionelle ranglister afspejler en spillers aktuelle niveau.
  • Forskel i spillernes rating afgørende for pointberegning
    Algoritmen udregner på baggrund af forskellen i spillernes rating sandsynligheden for størrelsen af en forventet favorit-sejr, og i den beregning er en anden væsentlig faktor “competitiveness”, som afhænger af procentandelen af vundne partier.
    Afhængig af sejrens størrelse i forhold til det forventede optjenes eller mistes point.
    Hvis algoritmen eksempelvis “forventer”, at spiller A vinder 6-2, 6-2 over B, men kun vinder 6-4, 6-4, mister A point, som B til gengæld vinder trods nederlaget.
    En tiebreak betragtes som 1 parti, dog 2 partier hvis en kamp afgøres i match-tiebreak til 10 i 3. sæt.
  • Vægtning af resultater
    Kampenes format har betydning for, hvor meget resultatet vægtes, hvorved kampe bedst a 3 sæt vægtes højere end eksempelvis et “8 game pro set”, hvor vinderen er den, der først har vundet 8 partier.
    Jo større forskel, der er i spillernes rating, des mindre vægt får en favoritsejr, og er forskellen i rating større end 2, medregnes resultatet ikke, hvorimod sejr til en undertippet spiller altid tilføjes/fratrækkes spillerne.
    Jo flere kampe en spiller har deltaget i, des større pålidelighed tillægges ratingen, som derved ligeledes har større vægt i point-beregningen.
    I takt med at kampe bliver af ældre dato, tillægges de mindre vægt, hvorved en højere vægtning af de seneste kampe bedre afspejler en spillers aktuelle niveau.

MyUTR.com kan man selv studere nogle af spillernes UTR-rating.
Startsiden viser top 5 for PRO MEN. Listen indeholder 3 kolonner
1. UTR viser spillernes UTR-rating
2. 3 Mo.Trend viser UTR-rating baseret på de seneste 3 måneders resultater
3. ATP viser den aktuelle placering på ATP-ranglisten

No. Spiller UTR 3 Mo.Trend ATP
1 Novak Djokovic 16.18 16.32 1
2 Rafael Nadal 16.17 16.35 2
3 Roger Federer 16.02 4
4 Stefanos Tsitsipas 16.00 16.02 6
5 Dominic Thiem 15.95 15.53 3

Ved at klikke på “Women” fremkommer nedenstående oversigt med top 5 hos PRO WOMEN.

No. Spiller UTR 3 Mo.Trend WTA
1 Bianca Andreescu 13.44 6
2 Naomi Osaka 13.36 10
3 Ashleigh Barty 13.36 13.45 1
4 Karolina Pliskova 13.35 13.31 3
5 Serena Williams 13.33 9

Endvidere kan man få en oversigt med de 5 højst ratede blandt U14, U16, U18, High School og College.
Ved at klikke på “Show All” kan man få adgang til UTR-rating for endnu flere spillere, hvilket dog forudsætter, at man har et login, som kan oprettes gratis på MyUTR.com.

På U18 oversigten er begge de danske 17-årige Holger Vitus Nødskov Rune og Clara Tauson blandt de højst ratede i aldersgruppen, hvilket for Holger er baseret på en blanding af både junior og professionelle resultater, mens der for Clara blot indgår et enkelt junior resultat, som i øvrigt forældes ved udgangen af maj måned, hvorefter alle resultater er fra professionelle turneringer.

Top 10 for U18 drenge

No. Spiller UTR 3 Mo.Trend
1 Harold Mayot (FRA) 14.88 15.02
2 Lorenzo Musetti (ITA) 14.86 14.76
3 Carlos Alcaraz Garfia 14.60
4 Dalibor Svrcina (CZE) 14.07 14.16
5 Zachary Svajda (USA) 14.02
6 Holger Vitus Nødskov Rune (DEN) 13.98 13.94
7 Nicholas David Ionel (ROU) 13.97 14.10
8 Jeffrey Von Der Schulenburg (SUI) 13.85 13.85
9 Leandro Riedi (SUI) 13.84 13.86
10 Arthur Cazaux (FRA) 13.84 13.82


Top 10 for U18 piger

No. Spiller UTR 3 Mo.Trend
1 Cori Gauff (USA) 12.89
2 Marta Kostyuk (UKR) 12.73 12.83
3 Leylah Annie Fernandez (CAN) 12.64 12.87
4 Daria Snigur (UKR) 12.44 12.62
5 Clara Tauson (DEN) 12.42 12.65
6 Emma Raducanu (GBR) 12.31 12.53
7 Daria Lopatetska (UKR) 12.22
8 Whitney Osuigwe (USA) 12.17
9 Elsa Jacquemot (FRA) 12.17 12.20
10 Anastasia Zakharova (RUS) 12.13 12.08

 

Med søgefunktionen på MyUTR kan man finde og nærstudere den enkelte spiller.
Danmarks højst rangerede på ATP ranglisten, no. 168 Mikael Torpegaard har en UTR-rating på 14.63, men da Torpegaard inden corona stoppede for yderligere spil var inde i en “winning streak”, som afspejles i hans “Trending 3 mo. UTR”, som er 14.91 – svarende til en placering som no. 116.

August Holmgren, der er no. 1084 på ATP-ranglisten baseret på 3 ITF-turneringer, har optjent hovedparten af sine UTR-point ved kampe for University of San Diego, og sammen med de førnævnte ITF-turneringer har han opnået en UTR-rating på 13.78.

Søger man på Christian Sigsgaard, der har spillet for University of Texas, er han anført med 14 UTR-point, mens både Johannes Ingildsen fra University of Florida, Benjamin Hannestad fra University of Miami samt Simon Friis Søndergaard fra North Carolina er anført med 13 UTR-point.

For at få adgang til den præcise 2-cifrede UTR-rating for de 3 sidstnævnte og andre danske spillere, skal man opgradere sit login til “Power User”, som desuden giver adgang til flere andre detaljer.

MyUTR.com/search kan man ved hjælp af en række søgeparametre eksempelvis få et overblik over de danske spillere ved at vælge “Danmark” under “Nationality”. Under “Gender” kan man vælge “Male”, “Female” eller begge køn – “All”.
Ved “UTR” kan man begrænse søgningen til et bestemt interval – f.eks. UTR-rating 10-16.
Under “Segment” kan vælge kun at få vist “PRO”, “College”, “Highscool”, “Junior”, “Adult”, og ved at vælge “College” kan man få et hurtigt overblik over de 29 danske spillere, der er på college.
Under “Colleges” kan man eksempelvis begrænse søgningen til “Division I”, hvor de fleste danskere befinder sig, men der er også danskere, hvis man vælger “Division II”, “NAIA”, “NJCAA” eller “California CC”.

Prisen for “Power User” adgang er $99 (ca. 682 Dkr.) for et år eller $10 pr. måned.

På baggrund af UTR-rating for spillere med dansk tilknytning er udarbejdet nedenstående top 20 rating-lister.

Top 20 Mænd

No. Spiller Single Double
1 Mikael Torpegaard 14,63
2 Christian Sigsgaard 14,06 13,62
3 Holger Vitus Nødskov Rune 13,98 13,40
4 August Holmgren 13,78 13,45
5 Frederik Løchte Nielsen 13,54 14,57
6 Elmer Møller 13,48 12,55
7 Henrik Korsgaard 13,46 13,15
8 Johannes Ingildsen 13,18 13,09
9 Christian Lerby (NED/DEN) 13,13 12,57
10 Nicolai Ferrigno 13,11 12,30
11 Eric Vanshelboim (UKR) 13,06 13,12
12 Philip Hjorth 12,98 12,06
13 Simon Friis Søndergaard 12,97 13,49
14 Benjamin Hannestad 12,90 13,27
15 Anders Grinderslev 12,89 12,06
16 Sebastian Grundtvig 12,87 12,40
17 Sander Gjøls-Andersen 12,87 12,71
18 Maxim Landa 12,76
19 Anders Ahrenfeldt Holm 12,63 13,53
20 Carl Emil Overbeck 12,59 12,45

 

Top 10 Kvinder

No. Spiller Single Double
1 Clara Tauson 12,42 11,69
2 Karen Barritza 11,31 9,37
3 Emilie Francati 11,15 11,40
4 Mai Grage 11,08 9,05
5 Hannah Viller Møller 11,03 10,18
6 Karina Ildor Jacobsgaard 11,00
7 Olga Helmi 10,92 10,90
8 Maria Jespersen 10,62 11,40
9 Sofia Nami Samavati 10,60 10,49
10 Clarine Lerby (NED/DEN) 10,37 10,00
11 Johanne Christine Svendsen 10,34 9,79
12 Mathilde Tranberg 10,18 9,54
13 Rebecca Munk Mortensen 10,02 9,52
14 Helena Francati 10,01 10,61
15 Simone Alipieva 9,85 9,97
16 Frederikke Svarre 9,84 9,78
17 Emilie Haakansson 9,83 10,01
18 Divine Dasam Nweke 9,80 9,73
19 Olivia Gram 9,79 9,96
20 Karoline Laursen 9,67 9,05

Sammenholdes ovenstående med både ATP, WTA og Dansk Tennis Forbunds ranglister, er der flere forskelle i rækkefølgen, men UTR-ratingen afspejler bedre det styrkeforhold, som holdkaptajnerne for Davis Cup og Fed Cup holdene har vurderet ved de seneste udtagelser.

Jævnbyrdighed på tværs af alder og køn

Billedet til denne orientering om UTR er ikke valgt helt tilfældigt, men det illustrerer, at systemet tilbyder mulighed for konkurrere om rangliste-point på tværs af både alder og køn, hvorved en ung talentfuld junior eventuelt kan få en meningsfuld kamp mod sin rutinerede “Bedstemor med slaw i”, hvis de begge har nogenlunde samme UTR-rating.

Hovedparten af resultaterne i UTR-systemet er baseret på såkaldte “Verified UTR” fra officielle turneringer – Grand Slam, ATP, WTA, ITF, Davis Cup, Fed Cup, m.fl. og andre sanktionerede turneringer.
For at tælle som “Verified UTR” skal resultater indrapporteres via en “Verified Digital Club”.

Hørsholm Tennis Klub (HRT) er et eksempel på en “Digital Club”, som derved selv kan indtaste interne resultater fra klubmesterskaber, fredagskampe m.v.

Udover førnævnte “Verified UTR” kan en spillers UTR-rating omfatte resultater fra træningskampe og andre lokalt arrangerede kampe, og systemet kan anvendes på alle niveauer fra begyndere til professionelle i verdenstoppen.

Forskellen på UTR og Verified UTR er beskrevet detaljeret på dette link – “What’s the difference between UTR and Verified UTR?

Ekstra fokus på UTR under corona-pausen

Før covid-19 lukkede ned for globale tennisturneringer, har der de fleste steder været meget lidt fokus på UTR-ratingen, som tidligere kun sporadisk har været omtalt i Tennisavisen, der senest omtalte UTR i forbindelse med UTR Winter Cup i Hørsholm.

90 kampe på 46 timer i UTR WINTER CUP

I en periode uden mulighed for at spille om point til hverken ATP, WTA eller ITF-ranglisterne, kan Universal Tennis Rating være den motivations-faktor, som de mest ambitiøse spillere sukker efter, da de derved får mulighed for at spille kampe, hvor der for alvor er noget på spil, og derved kan de holde kampformen ved lige, indtil der igen åbnes muligheder for globale turneringer.

Der er allerede taget flere initiativer til at arrangere turneringer, hvor der optjenes point til UTR-ratingen, som derved kan blive en ekstra gulerod, der kan påvirke de psykologiske mentale aspekter, som er forbundet med al konkurrencesport.

Play Locally. Count Globally

Da grænserne mange steder fortsat er lukket på grund af risikoen for covid-19, er der dog mest tale om lokale turneringer, hvor deltagerne er fra samme nation, hvilket UTR markedsfører under mottoet: “Play Locally. Count Globally”

Et eksempel på et sådant arrangement er Tennis-Point Exhibition Series, som afvikles i Tyskland over 12 dage i 3 sessions, hvor Session 1 blev afviklet 1-4. maj, efterfulgt af Session 2 7-10. maj, og der afsluttes med Session 3 14-17. maj.
Blandt deltagerne er den mest kendte formentlig Dustin Brown, som ses på billedet herunder efter en opvisningskamp i Båstad mod legenden Stefan Edberg.

Foto: Sportsfotograf.com.

I en Session spiller hver deltager 2 kampe dagligt bedst a 3 sæt til 4 med tiebreak ved 3-3 og noAdd for at undgå lange kampe.
Vinder af Session 1 blev Yannick Hanfmann, der både i en puljekamp og finalen vandt 2-0 over Dustin Brown.

Kampene kan bl.a. følges på livestream hos Bet365/Unibet, som også viser kampe fra flere andre lokale turneringer, hvor resultaterne tæller til UTR.

8-10. maj afvikles UTR Men’s Pro Match Series presented by Tennis Channel på private baner i West Palm Beach i Florida, hvor følgende 4 spillere deltager:

Foto: UTR

Kampene transmitteres på Tennis Channel, men de kan desuden følges live på facebook på dette link – https://www.facebook.com/MyUTR/videos/234295244473983/

Kampene afvikles uden tilskuere, boldbørn eller linjedommere, og der gives ikke hånd efter kampen, som overvåges af en enkelt dommer.
Banefaciliteterne bliver desinficeret både før og efter kampen, og hver spiller tildeles sit eget separate område udenfor banen.
Der serves med egne bolde, og spillerne forsynes med egne drikkevarer og håndklæder.

22-24. maj følges op med UTR Women’s Pro Match Series presented by Tennis Channel efter samme skabelon med følgende deltagere:

UTR Pro Match Series
Foto: UTR

UTR kampe som alternativ til ATP, WTA, ITF

Med lange udsigter til at spille om point til ATP og WTA ranglisterne, kan UTR kampe være en oplagt mulighed for, at de danske topspillere i stedet kan holde både motivationen og kampformen ved lige, hvis de får mulighed for at spille kvalitetskampe, hvor der reelt er noget at spille om, så det er mere end “blot” træningskampe.

Når der formentlig snart åbnes mere for rejser over grænserne, kan UTR-kampe mellem de største danske navne og udvalgte udenlandske spillere uden tvivl være interessant for et større dansk TV-publikum.

Holger Rune og Clara Tauson delte 'C WorldWide Talentprisen’ på 100.000,-
Foto: Sportsfotograf.com. – Holger Vitus Nødskov Rune og Clara Tauson deler C Worldwide Talentprisen 2018.

I skrivende stund er der dog ingen officielle udmeldinger om sådanne planer, men Morten Lyngbæk har oplyst, at Leschly Tennis Foundation er i færd med at forberede UTR Summer Cup 2020, og inden længe forventes udmelding om både termin og præmiebeløb.

UTR mere et supplement end alternativ til ATP

Holger Rune’s team ser UTR som en god mulighed for at få nogle gældende kampe, og på længere sigt – når der igen åbnes for ATP/ITF – kan UTR bl.a. bruges til at indarbejde elementer fra træningen i kampsituationer, hvor der er UTR-point på spil, men uden samme pres om at undgå at blive sendt ud af en turnering eller at optjene/forsvare point til ATP-ranglisten.

UTR-ratingen spiller ofte en afgørende rolle for spillere, der ønsker at komme på college, hvilket ikke er aktuelt for Holger, men UTR ses alligevel som en genial måde at blive udfordret på, og derfor betragtes UTR mere som et supplement end et alternativ til ATP-ranglisten.