Efter en række ITF double-titler valgte Johannes Ingildsen og hans svenske makker Simon Freund at gå all in i double. Lørdag blev de belønnet med den første ATP Challenger titel

Da Johannes Ingildsen (Joe) i starten af 2024 vandt M25 double-titler i både Ithaca (NY, USA) og Wesley Chapel (FL, USA) var det hans 17. og 18. double titel i karrieren.
Begge titler blev vundet sammen med hans svenske makker Simon Freund, som Joe tidligere havde vundet double-titler sammen med ved M25 Tavira i Portugal og Falun i Sverige i 2023, hvor de desuden vandt double-titlen ved M15 i Vejle.

I 2022 vandt de desuden M25 Kalmar i Sverige og M25 Skopje i Nord Macedonien samt Poprad i Slovakiet, og scroller man tilbage i resultatlisterne finder man endnu flere titler til Joe med flere forskellige makkere.

Efter så mange titler på ITF-niveau var det et naturligt næste skridt, for både Joe og Simon Freund at blive testet på et endnu højere niveau, og med en stadig bedre rangering opstod muligheden for at kunne deltage på ATP Challenger niveau.

Foto: Privat – Simon Freund og Johannes Ingildsen

I det første forsøg i 2024 ved Challenger 75 i Cherbourg-en-Cotentin blev det dog til et “hæderligt nederlag” 4-6, 6-3, [8-10] mod Niklas Schell (GER) og Ryan Nijboer (NED), men både ved CH 75 Asuncion og Florianopolis nåede Joe og Simon kvartfinalen, og i alle de tabte kampe var nederlagene efter tætte opgør, som bekræftede at de har niveauet til at være med i Challengers.

I den forløbne uge ved CH 75 Tallahassee (FL, USA) lagde Joe og Simon ud med en suveræn sejr 6-2, 6-0 over det amerikanske par Thai-Son Kwiatkowski og Alex Lawson, og de uddelte også “æg”, da de vandt 6-0, 7-6(2) over et andet amerikansk par Martin Damm og Alex Rybakov.

I semifinalen havde Joe og Simon marginalerne med sig, da de efter matchtiebreak vandt 6-4, 6-7(3), [10-7] over 2. seedede Christian Harrison (USA) og Marcus Willis (GBR), og efter endnu et jævnbyrdigt opgør i finalen vandt de lørdag deres første ATP Challenger titel, da de vandt 7-5, 7-6(4) over 1. seedede William Blumberg (USA) og Luis David Martinez (VEN).

Resultatet betyder, at Joe optjener 75 point til double-ranglisten, hvor han fra mandag vil være i top 200.
oe og Simon deltager i den kommende uge ved ATP Challenger 75 Savannah i Georgia

Forrige artikelCat 1 Antalya: Emilia Henningsen vinder titel efter lutter suveræne 2-sæts sejre
Næste artikelUge 17: Fornuftig lodtrækning for både Caroline Wozniacki og Holger Rune
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.