Ej heller KBs herrer var i det gæstfri humør, for holdet tog en ret så suveræn finalesejr mod slutspils-debuttanterne fra KFUM. KB var klare forhåndsfavoritter til titlen og det levede holdet op til. KB råder over en stærk og bred trup, og det har resulteret i en suveræn førsteplads i grundspillet og nu også i slutspillet. Der skal dog lettes på hatten for KFUM som er oprykker til Elitedivisionen, og allerede i debutsæsonen formåer at spille sig i finalen og hjemtage klubbens første holdmedaljer nogensinde.

Foto: Bagerst fra venstre: Eric Vanshelboim, Elmer Møller, Johannes Ingildsen, Christian Grønfeldt, Anders Grinderslev, Cornelius Shalmi, Lewie Lane. Forrest: Cheftræner Jacob Holst, Jonas Zacho Larsen, holdkaptajn Peter Bastiansen og Philip Hjorth

KB – KFUM 4-1

Kampene
Skulle KFUM have en chance i titelkampen, så var det nødvendigt at holdets svenske førstesingle, Filip Bergevi besejrede KBs Eric Vanshelboim. På verdensranglisten er der over 1100 pladser forskel på de to, for KBeren ligger nr. 358 og KFUMeren nr. 1489. Således burde KBeren være klar favorit, men til historien hører at svenskeren internationalt fokuserer på double, hvor han er placeret som nr. 146 i verden, og så det faktum at KBs indendørsbaner er meget hurtige og det er ikke Eric Vanshelboims livret. Derfor var kampen anset for at være en lige forestilling, men det blev den aldrig rigtigt, for KFUM-spilleren satte sig fra starten på opgøret og brød i begge sæt tidligt og KBeren haltede hele tiden lidt efter. 1-0 til KFUM
På andensinglen bragte KFUMs Christian Samuelsson sig også foran med break i første sæt, og der var en vis uro på KB-bænken over den udvikling, men KBs Elmer Møller kom stærkt igen og da han først havde taget første sæt i tiebreak, så han sig aldrig tilbage og kørte andet sæt hjem i overlegen stil. 1-1 i holdkampen.
Tredjesinglen var en gentagelse af grundspilskampe, hvor KBs Johannes Ingildsen og KFUMs Robin Thour også stod overfor hinanden, og igen var KBeren en alt for stor mundfuld for svenskeren. 2-1 til KB
Fjerdesinglen var et dansk opgør mellem KBs Philip Hjorth og KFUMs Oscar Danielsen, og indledningsvist bed KFUM-spilleren godt fra sig, men fra 3-3 så fik KBeren overtaget og havde ingen problemer med at køre sejren hjem. 3-1 til KB og så var det tid til doubler.

KFUM var nu tvunget til at vinde begge doubler for at holde liv i gulddrømmen, men selvom holdet i Filip Bergevi har en yderst kompetent doublespiller, så var KBs to konstellationer bare en klasse bedre end KFUMs. Tidligt i begge doubler fik KB-parrene overtaget efter eminent flot doublespil og da andendoublen var hurtigere end førstedoublen, så vandt KB holdkampen 4-1.

Resultater:
1. HS: Eric Vanshelboim – Filip Bergevi 46 36
2. HS: Elmer Møller – Christian Samuelsson 76 61
3. HS: Johannes Ingildsen – Robin Thour 61 63
4. HS: Philip Hjorth – Oscar Broadbent Danielsen 63 62
1. HD: Vanshelboim/Hjorth – Bergevi/Mikkel Paludan-Müller 62 42 afbrudt efter holdkampen var afgjort
2. HD: Møller/Ingildsen – Thour/Samuelsson 61 61

Forrige artikelKB besejrede HRT i finalen
Næste artikel1. div: TC Odense og Rødovre rykker op
Avatar photo
Tennisavisen.dk er Danmarks største digitale tennisunivers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser, debat og aktuelle opdateringer fra tennisverdenen – både fra Danmark og internationalt.