Efter udsving i kvalifikationen leverede Clara Tauson en pragtpræstation mod Aliaksandra Sasnovich med 12 vundne partier på stribe fra 0-2 efter storspil

De fleste tennisinteresserede danskere er uden tvivl klar over, at 20-årige Clara Tauson har været igennem et mareridt som følge af både sygdom og skader siden marts sidste år, hvilket samtidig medførte, at det økonomiske grundlag for at fortsætte med det daværende setup smuldrede.

Det er dog i nødens stund, at man har brug for sine sande venner, som trådte til i skikkelse af hendes danske klub KB, der med Kjøbenhavns Erhvervsklub i ryggen indgik en aftale, hvorved KB-træner Jacob Holst fortsat kunne rejse med Clara som træner på “ad-hoc” basis.

ITF Maribor: KB offentliggør aftale med Clara Tauson, der er i W40 semifinale

Aftalen har uden tvivl haft afgørende betydning for, at Team Tauson har fået mulighed for at indlede et samarbejde med den spanske træner Carlos Martines, der var coach for Clara første gang i starten af maj ved WTA 125 i Reus, hvor det dog endte med et ærgerligt 1. runde nederlag i 3 sæt mod Viktoriya Tomova (BUL).

WTA 125 Reus: Clara Tauson med ny træner på sejrskurs overhalet i både 2. og 3. sæt

Et par uger senere ved W100 Madrid indledte Clara turneringen med en sikker – om end overraskende – sejr over 2. seedede no. 83 Emma Navarro (USA), og hun kom desuden flyvende fra start i næste runde, hvor hun vandt 1. sæt 6-0 mod Katarina Zavatska (UKR), der dog fik vendt kampen og vandt 0-6, 7-6(8), 6-1 efter at have afværget flere danske matchbolde.

Tidligere havde Clara i midten af april vist storspil mod tilbagevendte Elina Svitolina, hvorefter hun ikke fandt samme takter i de næste kampe, og de seneste måneder har i det hele taget båret præg af store udsving i præstationerne, hvilket dog i høj grad må tilskrives, at Clara både havde brug for at få genopbygget fysikken efter en lang periode præget af skader samt få flere kampe under bæltet, inden et mere stabilt højt niveau kan forventes.

I de 3 kampe i kvalifikationen var der fortsat udsving undervejs, men der var dog tegn på, at Clara nærmede sig et niveau, som kunne give håb om succes i hovedturneringen.

French Open: Clara Tauson videre fra kvalifikation trods udsving i præstationerne

I starten af 1. runde kampen mod 29-årige no. 50 Aliaksandra Sasnovich blev det hurtigt klart, at Clara skulle finde et højt gear for at vinde kampen, og selvom Clara faktisk spillede på et fornuftigt niveau, bragte Sasnovich sig foran 2-0 efter offensivt og fejlfrit spil, hvor hun pressede Clara med flere bolde på og nær linjerne.

Sasnovich kunne dog ikke fastholde sit tårnhøje niveau, hvilket hun heller ikke fik lov til, idet Clara overtog taktstokken og løftede sit eget spil til et hidtil uset niveau på grus, og i modsætning til kampene i kvalifikationen var der ganske få fejl fra Clara, der – i bedste Caroline Wozniacki stil – hægtede sig fast, når hun var bagud 15-40, og derved vandt alle de tætte partier.

De fleste partier blev vundet rimeligt overbevisende, og en optælling af de næste 23 point i 1. sæt fra 2-2 30-15 i modstanderens serv, viser at Clara vandt 18 af de næste 20 point, hvorved hun havde sætbolde ved 2-5 0-40, hvor Sasnovich dog vandt yderligere 2 point, inden Clara efter 6 partier i træk vandt sættet 6-2.

I 2. sæt fulgte Sasnovich godt med i de første 5 partier, hvor stillingen i de 2 første partier var 30-30, inden Clara først holdt serv til 1-0 og derefter brød til 2-0, men i de næste 3 partier var stillingen undervejs 40-40, og Sasnovich havde desuden break-muligheder ved 0-2 30-40 og og igen ved 0-4 15-40, men Claras høje niveau og stabilitet bevirkede hver gang, at hun vandt de afgørende point frem til 5-0, hvorefter hun ved 15-40 afgjorde kampen på den første matchbold til resultatet 6-2, 6-0.

I et efterfølgende opslag på Clara’s Instagram, havde Katie Swan, som Clara mødte i 1. kvalrunde, denne kommentar: “thanks for making me feel a bit better about losing to you”

Mirjam Bjorklund, der pressede Clara ud i 3 sæt i kvalfinalen, har formentlig ærgret sig over nederlaget, men hun kan dog – i lyset af Claras opvisning i 1. runde – være pavestolt af sin præstation.

Selvom der blot var en enkelt hviledag efter en opslidende kvalfinale, var der ikke tegn på, at Clara havde problemer med fysikken, og da kampen blev afgjort i 2 relativt hurtige sæt, og hun desuden har hviledag både mandag og tirsdag, er der gode chancer for, at fysikken ikke behøver at være et problem, når hun i 2. runde onsdag møder den jævnaldrende Leylah Fernandez (CAN). der i 1. runde vandt 6-3, 1-6, 6-3 over 21. seedede Magda Linette (POL).

Clara har i et interview forsøgt at lægge favoritværdigheden hos Fernandez, hvis bedste resultat er en finale ved US Open 2021 mod den ligeledes 20-årige Emma Raducanu (GBR), der sensationelt blev titelvinder, hvilket i øvrigt var ugen efter, at Clara havde vundet over Raducanu i en WTA 125 finale i Chicago.

Det er dog Clara, der har overhånden indbyrdes mod canadieren, som vandt deres første indbyrdes opgør 6-3, 7-6(4) i finalen ved Grade A Porto Alegre i Brasilien i 2018, men i de 3 efterfølgende opgør vandt Clara i 2 sæt, da hun i 2018 vandt 6-2, 6-4 ved Junior Masters i Chengdu, og i januar 2019 vandt Clara først 6-2, 6-3 i finalen ved Grade 1 Traralgon forud for Australian Open, hvor de igen mødtes i finalen, som Clara vandt 6-4, 6-3.

Junior Grand Slam: Clara Tauson Grand Slam vinder og no. 1 på rangliste

Selvom det seneste indbyrdes møde er mere end 4 år siden, er der gode argumenter for at tro på endnu en dansk sejr, da kampen mod Sasnovich uden tvivl har styrket selvtilliden hos Clara, der har potentialet til at nå langt i turneringen, hvis hun kan bevare det høje stabile niveau, som kan bringe hende et stort skridt videre op ad ranglisten, hvor hun på liverankingen er tilbage i top 100.

For at nå top 50 kræves, at Clara når kvartfinalen, hvilket ikke bør udelukkes på forhånd, og da det også er tilladt at drømme stort, skal det også nævnes, at Clara ved at gå hele vejen kan nå top 20, men lad os nu tage en kamp ad gangen!

Kampen mod Fernandez spilles onsdag, hvor den kan følges på 6’eren samt på Discovery+ og Eurosport Player.
Desuden bliver der mulighed for efterfølgende at se et sammendrag af kampen på TV 2 Play, hvor der i forvejen ligger et sammendrag af kampen mod Sasnovich.

Forrige artikelTurneringer uge 22-23: Holger blandt favoritterne til French Open hvor Clara har sikret deltagelse
Næste artikelAarhus er tilbage på det internationale tennislandkort
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.