Når French Open indledes søndag, spiller Clara Tauson 3. kamp på Court 8 mod Alaksandra Sasnovich

I optakten til denne uges turneringer blev udtrykt positive forventninger til, at 20-årige Clara Tauson kunne klare sig igennem kvalifikationen til Grand Slam turneringen French Open, som indledes Pinsesøndag.

Det blev samtidig påpeget, at Clara var nødt til at finde et mere stabilt niveau, end det var tilfældet i den seneste turnering ved W100 i Madrid, hvor hun efter en forrygende kamp mod 2. seedede no. 83 Emma Navarro (USA) i 1. runde, satte en 6-0, 2-0 føring over styr i den næste kamp mod no. 248 Katarina Zavatska (UKR).

Turneringer uge 21: Clara Tauson har gode chancer for at kvalificere sig til French Open

Clara har i forbindelse med sine bestræbelser på at vende tilbage til den øverste halvdel i top 100 ofte vist spil af samme høje klasse, som for mere end et år siden bragte hende helt op som no. 33 på WTA-ranglisten, men manglende stabilitet og kamprutine, som ofte er en følge af skadespauser, har flere gange været medvirkende årsag til tidlige exits mod spillere, som langt fra har samme topniveau som Clara.

For at kvalificere sig til French Open var opgaven for Clara at vinde 3 kampe i kvalifikationen, og i den første kamp tirsdag mødte Clara 24-årige no. 161 Katie Swan (GBR), der blev brudt allerede til 2-0, og Clara udbyggede føringen til både 3-0 og 4-1.
Da Clara servede ved 4-2, blev hun dog selv brudt til 3-4 efter 15-40, men Clara brød igen serven til 5-3, hvorefter hun igen blev brudt til 4-5 i en periode, hvor fejlprocenten var i den høje ende for Clara, og samtidig viste Swan især med sin forhånd store kvaliteter, når hun fik tid og plads.
Imidlertid strammede Clara grebet, da hun med god disciplin brød Swan og sikrede 1. sæt 6-4.

I 2. sæt kom Clara igen foran 2-0 efter et break på 3. mulighed, men Swan brød øjeblikkeligt tilbage og udlignede efterfølgende i egen serv til 2-2, men i det næste britiske serveparti brød Clara serven ved 15-40, hvorefter hun vandt sit eget serveparti rent til 5-2, og med endnu et break på den 2. matchbold vandt Clara kampen i sikker stil 6-4, 6-2.

Katie Swan
© 2023 Jimmie48 Tennis Photography
This photo is available for editorial usage. Please contact: licensing@j48tennis.net
Unauthorized editorial or commercial usage is fee-liable. – Katie Swan

Næste dag mødte Clara den 17-årige kroat Petra Marcinko, der ligesom Clara havde vundet junior udgaven af Australian Open og været no. 1 på junior-ranglisten.
Marcinko havde sidste år i slutningen af oktober mødt Clara ved W80 i Poiters i Frankrig, hvor Clara vandt 1. sæt 6-3, hvorefter Marcinko vandt 2. sæt 6-1 og førte 2-1 i 3. sæt, da Clara måtte trække sig fra kampen.

Clara kom i problemer i sit første serveparti, hvor hun måtte afværge break-muligheder ved 15-40, men derefter brød hun kroaten til 2-0, og hun udbyggede til 3-0 efter 40-15, inden Marcinko kom på tavlen med et rent parti til 1-3.
Herefter fulgte 2 partier i træk, hvor begge spillere blev brudt rent, inden Clara vandt sit serveparti til 5-2 og på den 2. sætbold efter 0-40 vandt Clara 1. sæt 6-2.

2. sæt startede næsten på samme måde, idet Clara afværgede en enkelt break-mulighed, hvorefter hun selv skulle bruge 5 break-muligheder, inden hun brød til 2-0, og hun udbyggede føringen til 3-0 efter 40-15.
Derefter havde Clara break-muligheder ved 15-40, men Marcinko slap med skrækken i første omgang, da hun vandt sit serveparti til 1-3, hvorefter Clara med et rent serveparti øgede til 4-1, og på den 3. break-mulighed i det næste kroatiske serveparti øgede Clara til 5-1, og efterfølgende udnyttede Clara sin første matchbold ved 40-15 til en dansk sejr 6-2, 6-1, som lyder lidt “nemmere”, end spillet indikerede.

Petra Marcinko
© 2023 Jimmie48 Tennis Photography
This photo is available for editorial usage. Please contact: licensing@j48tennis.net
Unauthorized editorial or commercial usage is fee-liable. – Petra Marcinko

Clara havde god power i spillet, og hun havde ofte succes med stopbolde, og serven fungerede udmærket, og disse kvaliteter opvejede rigeligt en række danske fejl og et antal “drømmehug” fra den talentfulde kroats ketsjer.

Derfor var der grund til optimisme inden fredagens kvalfinale, som blev et skandinavisk opgør, idet 24-årige no. 159 Mirjam Bjorklund havde vundet 7-5, 6-4 over 9. seedede no. 117 Tamara Korpatsch (GER), og i 2. kvalrunde havde svenskeren nærmest udraderet 32-årige Polona Hercog (SLO), der siden hun i maj 2022 måtte trække sig fra et opgør mod Laura Pigossi (BRA) ved stillingen 4-6, 0-1 kun havde spillet 2 kampe ved W25 Feld am See i Østrig i sidste uge samt 1. runde i kvalifikationen, hvor hun vandt 5-7, 6-0, 7-6(4) over no. 231 Harmony Tan (FRA).

Bjorklund indledte grussæsonen med en god skalp, da hun sensationelt vandt 6-1, 4-6, 7-6(3) over Elise Mertens (BEL), der var seedet 1 ved WTA 250 Bogota, men herefter fulgte 4 nederlag i træk, inden hun som nævnt vandt over Korpatsch i 1. kvalrunde.

Det ubesvarede spørgsmål inden kvalfinalen var, om Clara er så langt fremme i sin “genopbygning”, at hun for 3. kamp i træk kunne levere endnu en tilstrækkelig solid præstation mod svenskeren, der havde imponeret i sine første kampe.

Mirjam Bjorklund
© 2023 Jimmie48 Tennis Photography
This photo is available for editorial usage. Please contact: licensing@j48tennis.net
Unauthorized editorial or commercial usage is fee-liable.- Mirjam Bjorklund

Clara indledte kampen med et sikkert serveparti efter 40-15, og hun havde i svenskerens første serveparti selv en break-mulighed, som dog ikke blev udnyttet.
Ved 2-2 mistede Clara en anelse fokus, da 2 dobbeltfejl hjalp Bjorklund, der på sin 3. break-mulighed brød til 3-2, men da Clara derefter skærpede koncentrationen, brød hun tilbage efter 0-40 på den 2. break-mulighed, som dog var en kæmpe stor svensk afbrænder ved nettet.

2 dømte fodfejl skabte frustrationer hos Clara, der dog – trods flere fejl – afværgede 3 svenske break-muligheder og med stort besvær holdt serv til 4-3.
I det næste svenske serveparti løftede Clara igen sit spil, som udstillede niveau-forskellen, når Clara er bedst, hvorved hun brød serven rent til 5-3, men da Clara derefter servede for sættet, manglede den fornødne tålmodighed, da Clara et par gange oversatsede, hvorved Bjorklund brød tilbage efter 0-30 og 30-40, og hun udlignede derefter til 5-5 ved 40-15.

I det næste danske serveparti fandt Clara tilbage på sporet, da hun vandt sit serveparti efter 40-15, og i svenskerens efterfølgende serveparti brød Clara til 7-5, da hun igen løftede sit spil til et niveau og sikrede 1. sæt.

I det første parti i 2. sæt udnyttede Bjorklund efter 15-40 den 2. break-mulighed, og hun udbyggede forspringet til både 2-0 og 3-1, men Clara udlignede til 3-3, da hun efter 15-40 udnyttede sin 4. break-mulighed i partiet.

2 afbrændere til 0-30 åbnede døren på klem for et nyt svensk break, men disciplineret dansk spil derfra sikrede partiet til 4-3, hvorefter Clara med klassespil havde break-muligheder ved 15-40, men et par sjuskede bolde åbnede døren for Bjorklund, der for alvor fik tro på tingende, da hun derefter brød rent til 5-4, men da Clara genfandt disciplinen, brød hun straks tilbage ved 15-40.

Da Clara derefter ikke udnyttede en break-mulighed til 6-5, blev sættet afgjort i en tiebreak, hvor Bjorklund efter minibreak til både 3-2 og 6-3 vandt 7-3.

De første partier i 3. sæt bar præg af store udsving hos begge spillere, men i svenskerens næste serveparti spillede Clara disciplineret og udnyttede sin 2. break-mulighed, som blev fulgt op med et sikkert serveparti til 3-1, hvorefter Bjorklund blev tilset af en fysioterapeut, inden hun derefter sikkert vandt sit serveparti til 2-3 ved 40-15.

Clara Tauson
© 2023 Jimmie48 Tennis Photography
This photo is available for editorial usage. Please contact: licensing@j48tennis.net
Unauthorized editorial or commercial usage is fee-liable. – Carlos Martinez giver råd til Clara Tauson under Medical Timeout

I pausen, hvor Bjorklund blev behandlet under en medical timeout, benyttede Clara muligheden for en snak med sin coach Carlos Martinez, og selvom momentum ofte bliver brudt efter en pause, fastholdt Clara overtaget, da hun med en rent serveparti udbyggede føringen til 4-2, og hun fulgte op med et rent break til 5-2, hvorefter kampen blev lukket med endnu et dansk break ved 30-40 til slutresultatet 7-5, 6-7(3), 6-2.

Set med danske øjne er det opløftende, at Clara tilsyneladende er i en fysisk form, hvor hun kunne stå distancen både fysisk og mentalt i 3 sæt, selvom hun havde haft store muligheder for at lukke kampen i 2 sæt.
Kampen viste dog også, at der stadig er store udsving med perioder, hvor fejlprocenten er for høj, men flere gange under kampen formåede Clara at skærpe koncentrationen, når det var nødvendigt, og derfor har hun god grund til at være tilfreds, som hun tydeligt udtrykker i opslaget på hendes Instagram herunder.

Efterfølgende er de 16 vindere i kval-finalerne indplaceret i lodtrækningen, hvor Clara i 1. runde møder sin tidligere double-makker no. 50 Aliaksandra Sasnovich, som Clara i starten af sidste år mødte i kvartfinalen ved WTA 250 Melbourne Summer Set 2 forud for Australian Open.
Sasnovich førte dengang 6-3, 2-0, da Clara måtte trække sig med en lårskade.

WTA 250 Melbourne: Lårskade tvang Clara Tauson til at opgive i kvartfinalen

Sasnovich er i grus-sæsonen nået 2. runde i WTA 1000 i både Madrid og Rom, men hun var dog i 3 sæt mod både no. 34 Marie Bouzkova i Madrid, hvor hun i 1. runde vandt over Elina Svitolina, og i Rom mod no. 22 Donna Vekic i Rom.

Clara er ikke uden chancer, men det forudsætter et højere bundniveau end i kvalfinalen, og niveauet skal uden tvivl hæves yderligere, hvis Clara spiller sig videre til 2. runde, hvor modstanderen bliver vinderen af opgøret mellem 21. seedede Magda Linette og no. 51 Leylah Fernandez, som Sasnovic besejrede i 1. runde i Rom.

Hvis Clara leverer en overraskelse og spiller sig videre til 3. runde, kan det blive en forpremiere på Hopman Cup mod 12. seedede Belinda Bencic, der møder Clara i opgøret mellem Danmark og Schweiz onsdag 19. juli i Nice.

Vinderen møder i 1/8-finalen formentlig 8. seedede Maria Sakkari, der er seedet til at møde 3. seedede Jessica Pegula i kvartfinalen, og hvis seedningerne holder nogenlunde, bliver semifinalen mod 2. seedede Aryna Sabalenka eller 5. seedede Caroline Garcia.

I øverste halvdel af lodtrækningen er 1. seedede Iga Swiatek som altid favorit til at vinde turneringen, men hun kan dog blive alvorligt udfordret i en eventuel semifinale mod 4. seedede Elena Rybakina, der tidligere i år vandt over polakken i semifinalen ved WTA 1000 Indian Wells, og da de mødtes igen i kvartfinalen ved WTA 1000 i Rom, måtte Swiatek trække sig ved stillingen 2-2 i 3. sæt.

2 uger forinden vandt Sabalenka finalen ved WTA 1000 i Madrid over Swiatek, som i denne sæson endvidere er besejret af Jessica Pegula ved United Cup i Australien omkring Nytår og af Barbora Krejcikova ved WTA 1000 Dubai i februar.
Bookmakerne – og formentlig de fleste andre – har Swiatek som oplagt favorit foran enten Rybakina eller Sabalenka.

Clara befinder sig i den nederste halvdel af lodtrækningen, som afvikles søndag og mandag, og det fremgår af det offentliggjorte spilleprogram, at hun spiller 3. kamp på Court 8, hvor der kl. 1100 indledes med Women’s single efterfulgt af Men’s singles, som er bedst a 5 sæt, og derfor kan der ikke anføres et præcist spilletidspunkt, men ved 15-16 kan være et kvalificeret gæt, hvis ikke herrekampen går i 5 sæt.

Alle kampe bliver vist på Discovery+ og Eurosport Player, og det vil så vidt muligt fremgå af det daglige opslag med “Udvalgte kampe” på Tennisavisens Facebook, hvilket kampe, der vises på Eurosport 1 og 2.

Forrige artikelFrench Open: Første Grand Slam finale i rivalisering mellem Rune og Alcaraz kan være på trapperne
Næste artikelTurneringer uge 22-23: Holger blandt favoritterne til French Open hvor Clara har sikret deltagelse
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.