Holger Rune og Caroline Wozniacki overrumplet af modstandere på topniveau. Suverænt 2. sæt af Clara Tauson mod Azarenka. Laura Brunkel klar til junior Grand Slam

Forud for Australian Open 2024 var der afdæmpede forventninger til 33-årige Caroline Wozniacki, fordi hun forinden ikke havde fået et tilstrækkeligt antal kampe, men da hun slap videre fra 1. runde mod 20. seedede Magda Linette (POL), der trak sig i 2. sæt med en skade, da Caroline førte 6-2, 2-0, steg optimismen til nye højder, idet hun i 2. runde var sikker på at undgå en modstander fra top 100.

Bekymringen for at Caroline ville være “rusten” i opgøret mod Linette, viste sig at være grundløse, idet Caroline fra start fandt sin velkendte stabilitet, og i hele 1. sæt blev hun noteret for beskedne 4 uprovokerede fejl mod ranglistens no. 24.

I opgøret i 2. runde mod 20-årige no. 144 Maria Timofeeva, der efter 3 sejre i kvalifikationen vandt 6-2, 6-4 over den 33-årige veteran Alize Cornét, dominerede Caroline 1. sæt med spil på et niveau, der var fuldt på højde med glansperioden for over 10 år siden.
Gennem hele sættet havde Caroline et solidt overtag, da hun med stor autoritet pressede sin modstander rundt i hjørnerne med præcise slag fra både baghånden og forhånden, der i modsætning til tidligere var et offensivt våben.
Desuden trak Caroline det længste strå i de tætte partier, og hun vandt sættet sikkert 6-1.

Dominansen fortsatte i starten af 2. sæt, hvor Caroline straks brød til 1-0, og hun havde desuden en break-mulighed til 3-0, men Timofeeva kæmpede videre, og godt hjulpet af stadig flere danske fejl og en svigtende førsteserv skiftede momentum i kampen, hvorved Timofeeva både brød tilbage og sikrede sættet med endnu et break.

De meste markante forskelle var, at Caroline i 2. sæt blot vandt 31% bag 2. serven mod 56% i modsætning til 1. sæt, hvor tallene omvendt var 60 og 35.
Desuden havde Timofeeva i 2. sæt 18 vindere mod danskerens 5, hvor det i 1. sæt var 9 danske vindere mod 7.

I 3. sæt blev det endnu tydeligere, at energien manglede hos Caroline, der blot vandt 16 point mod 28, heraf blot 3 danske vindere mod 15.
Ligesom i kvartfinalen ved US Open mod Coco Gauff kunne Caroline heller ikke mod Timofeeva stå distancen på fysikken, hvor hun i gamle dage ofte var sine modstandere overlegne.

Hvis Caroline igen reelt ønsker at gøre sig gældende i WTA-toppen, er hun formentlig nødt til at gå “all in” og spille flere turneringer, så hun både mentalt fysisk kan stå distancen, for tennismæssigt har hun både ved US Open og i 1. sæt mod Timofeeva vist et niveau, der rækker til at hamle op med de bedste.

Timofeeva mødte i 3. runde torsdag den 27-årige 10. seedede brasilianer Beatriz Haddad Maia, der tilsyneladende var på vej til at gøre kort proces, da hun vandt de første 8 point i træk.
Bagud 0-3 fik Timofeeva dog bedre styr på sit spil, og da hun ved 1-3 udnyttede sin 4. break-mulighed, afgav hun blot 2 point i sine næste 4 servepartier og fremtvang en tiebreak, Haddad Maia førte 4-1, men efter et minibreak til 4-5 og et sætbold til hver, afgjorde Timofeeva sættet på sin næste sætbold til 9-7.

I 2. sæt var Timofeeva totalt dominerende frem til 5-1, hvor hun dog misbrugte sin første matchbold og tændte et spinkelt håb for Haddad Maia, der vandt det ene break tilbage og reducerede til 3-5, men i sit næste serveparti lukkede Timofeeva kampen efter yderligere 3 matchbolde.

Timofeeva er dermed videre til 1/8-finalen, hvor hun møder den ukrainske 21-årige no. 37 Mara Kostyuk, der i 2. runde sendte den 25. seedede belgier Elise Mertens ud efter en tæt afgørelse 5-7, 6-1, 7-6(6).

I samme (nederste) halvdel er både 2. seedede Aryna Sabalenka og 4. seedede CoCo Gauff videre til 1/8-finalen, hvorimod 6. seedede Ons Jabeur blev sendt ud med fuld musik af 16-årige Mirra Andreeva, der vandt 6-0, 6-2 i 2. runde.

Den unge komet leverede endnu et mirakel, da hun bagud 1-5 i 3. runde mod 21. årige Diane Parry kæmpede sig tilbage og vandt 1-6, 6-1, 7-6(5)

Andreeva møder i 1/8-finalen 9. seedede Krejcikova, og vinderen kan formentlig se frem til en kvartfinale mod 2. seedede Aryna Sabalenka, der har fejet al modstand til side i de 3 første runder.

I 3. runde uddelte Sabalenka endda “briller (6-0, 6-0) mod ukrainske Lesia Tsurenko, der efterfølgende havde nedenstående besked til alle, der glædede sig over hendes store nederlag.

Clara Tauson viste verdensklasse mod Azarenka

Da den øverste halvdel af lodtrækningen afslørede, at Clara Tauson allerede i 2. runde kunne møde den 34-årige tidligere verdens-etter og flere gange Grand Slam vinder 18. seedede Victoria Azarenka, blev forventningerne om at nå langt i turneringen helt naturligt neddæmpet.
Selvom Clara som no. 100 var 35 pladser lavere rangeret end sin 26-årige tidligere belgiske træningsmakker Greet Minnen, vandt hun efter en solid indsats 7-5, 7-5 i 1. runde.

Azarenka vandt som forventet over no. 55 Camila Giorgi, der dog fremtvang en 3-sætter, inden Azarenka vandt 6-1, 4-6, 6-3 og sørgede for, at det forventede 2. runde opgør mod Clara blev en realitet.

Efter et tæt dansk serveparti, hvor Clara ikke fik udnyttet 3 muligheder for at vinde partiet, blev hun brudt til 1-2, og hun kom bagud med endnu et break til 1-4, og selvom Clara vandt det en break tilbage, sikrede Azarenka efter et rent serveparti til 5-3 i sit næste serveparti sættet 6-4.

I 2. sæt gik det danske spil op i en højere enhed med både power og præcision, og antallet af fejl blev holdt på et acceptabelt niveau (7) med blot enkelt fejl mere end Azarenka, der til gengæld med 6 vindere ikke kunne matche 17 vindere fra Clara, der med et break bragte sig foran 2-0, selvom Azarenka førte både 30-0 og 40-30.

Gennem hele sættet afgav Clara blot i alt 4 point i sine 5 servepartier, og hun indledte med 3 esser, da hun servede for sættet, og efter et enkelt point til modstanderen sluttede Clara med sit 11. es  kampen og vandt sættet 6-3.

Et 8 minutters toilet break af Azarenka har muligvis medvirket til at bryde rytmen, og i 3. sæt kunne Clara dog  ikke bevare det tårnhøje niveau, idet færre førsteserver og flere fejl bevirkede, at Azarenka genvandt overtaget i kampen, da hun allerede brød danskerens serv til 2-0.
Desuden havde Azarenka muligheder for endnu et break ved 0-40 i det næste danske serveparti, hvor Clara dog alligevel reddede partiet og holdt sig inde i kampen.
Det var dog kun for en stund, da Clara trods 30-0 blev brudt i det næste serveparti, hvorefter Azarenka ved 5-1 kunne serve for kampen.

Det lykkedes dog at tage det ene break tilbage, og da Clara servede for at blive i kampen, overlevede hun 4 matchbolde, inden Azarenka sikrede sejren 6-1, 3-6, 6-2.

Selvom Clara – med god grund – var “happy” (glad) for sin indsats, var hun ikke helt “satisfied” (tilfreds), men de mange opmuntrende reaktioner på hendes opslag på Instagram bidrager uden tvivl til, at hun får både humøret tilbage og fortsat tro på fremtiden.

Sæsonstart med 4 kampe ved WTA 125 Canberra og 2 kampe på højt niveau ved Australian Open må betegnes som godkendt og give anledning til optimisme fremadrettet, hvor det i første omgang forventes, at Clara i uge 6 deltager i kvalifikationen til WTA 250 Cluj-Napoca i Rumænien.

Clara vil formentlig være no. 91 på ranglisten efter Australien Open, men den rangering rækker næppe til direkte adgang til WTA 1000 Cincinnati, hvor Clara formentlig er henvist til at spille kvalifikation.
Der er dog ikke taget stilling til, om Clara tilmeldes de store WTA 1000 turneringer Indian Wells og Miami i marts måned, og Søren Tauson pointerer i et svar til Tennisavisen, at der snarest evalueres og foretages en planlægning, som rækker længere frem end Indian Wells.

Da Clara 12. februar mister 72 point fra sidste års kvartfinale ved WTA 250 Linz og ugen efter 80 point for titlen ved W60 Altenkirchen, kan hun igen få brug for at genetablere sin rangering fra et udgangspunkt udenfor top 100, med mindre hun når langt i kommende turneringer.

Iga Swiatek “tjekket” ud af Linda Noskova i R32

I modsætning til nederste halvdel, hvor der fortsat er 3 top 10 spillere videre til 1/8-finalen, er ingen fra top 10 med i den øverste halvdel. idet 7. seedede Marketa Vondrousova i 1. runde blev sendt ud med cifrene 1-6, 2-6 af Dayana Yastremska  der var videre fra kvalifikationen, og den 23-årige ukrainer er efter yderligere 2 sejre videre til 1/8-finalen mod Azarenka, der i 3. runde vandt 6-1, 7-5 over 11. seedede Jelena Ostapenko.

2. runde bød på et par større sensationer, da 25-årige no. 57 Anna Blinkova vandt over 3. seedede Elina Rybakina, der sidste år var finalist i turneringen.
Det mest bemærkelsesværdige var dog, at kampen blev afgjort med den længste tiebreak nogensinde (22-20) i Grand Slam sammenhæng.

I samme runde vandt 21-årige no. 74 Elina Avanesyan 6-4, 6-4 over 8. seedede Maria Sakkari, men den største overraskelse i 2. runde leverede no. 51 Clara Burel, da hun vandt 6-4, 6-2 over 5. seedede Jessica Pegula.

Den 22-årige franskmand kunne dog ikke følge op på sensationen mod hendes 27-årige landsmand no. 91 Oceane Dodin, der vandt 6-2, 6-4 i 3. runde, hvor den suverænt største sensation opstod, da den tjekkiske 19-årige Linda Noskova vandt 3-6, 6-3, 6-4 over 1. seedede Iga Swiatek.

Noskova møder i 1/8-finalen 19. seedede Elina Svitolina, der i tilfælde af sejr møder enten landsmanden Yastremska eller Azarenka, der på grund af krigen i Ukraine næppe kan forvente håndtryk fra de ukrainske modstandere.

Dodin møder i sin 1/8-finale den højst rangerede tilbageværende i turneringen 12. seedede kineser Qinwen Zhen, og vinderen møder i kvartfinalen enten 26. seedede Jasmine Paolin eller no. 75 Anna Kalinskaya.

Manglende skarphed sender Holger Rune ud i R64

Der var på forhånd store forventninger – fra både Holger Rune og omgivelserne – til, at han mindst kunne spille sig videre til kvartfinalerne og dyste om titlen i de afgørende runder i 2. uge af Australian Open.

Selvom begrebet “nemme kampe” ikke eksisterer i toptennis, så lodtrækningen ganske fornuftig ud, og Holger fik også en god start i 1. runde, da han vandt 1. sæt 6-2 over den 28-årige japaner Yoshhito Nishioka, der for et år siden vandt 2-6, 6-4, 6-4 ved ATP 250 Adelaide i Australien.

Som det var tilfældet dengang, vandt Nishioka igen 2. sæt 6-4, og japaneren havde desuden en enkelt break-mulighed ved 1-1 i 3. sæt, men i de næste 3 danske servepartier afgav Holger blot et enkelt point, og ved 5-4 havde Holger sætbold, som dog ikke blev udnyttet.

Sættet blev derefter afgjort i tiebreak, hvor Holger efter 4 danske og 2 japansk minibreaks udnyttede den første sætbold til 7-3.

I 3. sæt brød Holger japaneren i det første serveparti, og han havde derefter godt styr på sine egne servepartier resten af kampen, som blev afgjort med et rent serveparti til slutstillingen 6-2, 4-6, 7-6(3), 6-4.

På papiret var Hoger oplagt favorit i 2. runde mod den et år ældre franskmand no. 122 Arthur Cazaux, der var med på et wildcard, som han kvitterede for med 5-sæts sejr 6-2, 6-7(3), 6-2, 3-6, 6-2 i 1. runde over no. 33 Laslo Djere (SRB).

Cazaux indledte som lyn og torden med 3 førsteserver et godt stykke over 200 km./tim., og i hele sættet vandt Holger blot 3 point, når franskmanden satte førsteserven i spil.
Dog var der et par små åbninger i enkelte partier, hvor Holger ikke tog vare på sine muligheder i de etablerede dueller, hvilket 14 uprovokerede fejl mod franskmandens 7 er en væsentlig forklaring på.

Holgers serv fungerede optimalt, og han var på intet tidspunkt i problemer i egne servepartier, og derfor vandt begge deres servepartier frem til 6-6.
I den efterfølgende tiebreak kom Holger bagud 0-3 efter 2 minibreaks, og lidt for mange danske fejl medvirkede til, at Cazaux efter yderligere et minibreak til hver havde sætbold ved 6-3, og på den 2. sætbold afgjorde franskmanden sættet 7-4.

I starten af 2. sæt mistede Holger tilsyneladende fuldkommen fokus, da han i starten af sit første serveparti ikke satte en eneste førsteserv, og med et par fejl forærede han nærmest den velspillende og solide franskmand et break, som blev fulgt op med et rent serveparti til 2-0.
I det næste danske serveparti var Holger desuden nede 15-40, men han fik dog reddet partiet hjem, og han havde desuden en god mulighed for at bryde tilbage i det næste franske serveparti, hvor Cazaux var bagud 0-30, og ved 15-30 hindrede Holgers 20. fejl i kampen, at stillingen blev 15-40.
Til gengæld fik Holger alligevel en break-mulighed efter fransk dobbeltfejl, som dog blev afværget, hvorefter en stor dansk fejl forhindrede en ny break-mulighed, og resten af sættet tog Cazaux godt vare på sine servepartier, hvorved han bragte sig foran 2-0 i sæt, hvilket afspejles i statistikken med 9 vindere mod franskmandens 13 og 10 uprovokerede fejl.

3. sæt blev indledt med et monsterparti, hvor Holger afværgede en enkelt break-mulighed, inden han omsider udnyttede sin 5. fordel i partiet efter en heldig netruller og en fremprovokeret fransk fejl.

Selvom Holgers førsteserv svigtede, og statistikken efter 2-2 viste 43% danske førsteserver mod 88 franske, vandt Holger sit serveparti til 3-2, hvorefter han omsider fik bedre styr på de efterfølgende servepartier, som begge blev vundet rent.
Da Cazaux servede ved 4-5 misbrugte Holger en stor chance til 0-30, men en dobbeltfejl og endnu en fransk fejl gav 2 danske sætbolde, og i 2. forsøg afgjorde Holger sættet med en longline vinder.

Det danske momentum forsvandt dog som dug for solen fra starten af 4. sæt, hvor en uskarp flugtning og en stor fejl fra forhånden samt et risikabelt forsøg på en stopbold medvirkede til, at Cazaux indledte sættet med et break, og i det næste danske serveparti var det tæt på endnu et break ved 15-40, men Holger vandt dog partiet og holdt sig inde i kampen.

Efter et rent dansk parti til 2-3 indhentede Holger en 40-0 føring i franskmandens næste serveparti, men et par marginale fejl reddede dog partiet for Cazaux, som i sit næste serveparti ved 3-4 var bagud 0-30 efter 2 direkte dansker returneringer, men en dansk fejl og et fransk es udligner til 30-30.
En monster vinder giver derefter Holger en break-mulighed, som misbruges med en lidt for satset baghånd, og Cazaux bevarer forspringet, hvorefter han i sikker stil server sejren hjem med cifrene 7-6(4), 6-4, 4-6, 6-3.

Cazaux fortjener stor anerkendelse for en imponerende indsats, hvorimod Holger havde for store udsving, og derfor er der brug for at løfte hans bundniveau, så han fremover bliver bedre mentalt indstillet på, at lavere rangerede modstandere kan spille helt frit og derfor ofte spiller deres “livs kamp” mod topspillerne.

På liverankingen er Holger lige nu avanceret en enkelt plads til no. 7, fordi sidste års finalist Stefanos Tsitsipas mister 1.200 point.
Resultaterne fra de øvrige kampe inden 1/8-finalerne betyder dog, at Holger har gode chancer for at forblive i top 8.

Holger kan dog passeres af 9. seedede Hubert Hurkacz, hvis polakken når semifinalen, hvilket i første omgang kræver sejr i 1/8-finalen over Cazaux, der fulgte sejren over Holger op med en endnu mere overbevisende sejr 6-3, 6-3, 6-1 over den 28. seedede hollænder Tallon Griekspoor.

Vinderen af førnævnte 1/8-finale møder i kvartfinalen sandsynligvis 3. seedede Daniil Medvedev, der i en midnatsgyser i 2. runde vandt 3-6, 6-7(1), 6-4, 7-6(1), 6-0 over Finlands Emil Ruusuvouru, der var tæt på en kæmpesensation.

Medvedev havde ikke de store problemer i 3. runde, hvor han vandt 6-3, 6-4, 6-3 over 27. seedede Felix Auger-Aliassime, der længe har befundet sig i en bølgedal.

Det var dog ikke ventet, at Medvedev i 1/8-finalen møder portugiseren no. 66 Nuno Borges, der i 3. runde vandt 6-7(3), 6-4, 6-2, 7-6(6) over formstærke 13. seedede Grigor Dimitrov.

I samme (nederste) halvdel vandt 19. seedede Cameron Norrie 6-4, 6-7(7), 6-4, 6-3 over 11. seedede Casper Ruud, og han møder i 1/8-finalen 6. seedede Alexander Zverev, der i 3. runde vandt 6-2, 7-6(4), 6-2 over det 19-årige amerikanske fremtidshåb Alex Michelsen.

Både Ruud og Zverev var i store problemer i 2. runde, hvor de med nød og næppe vandt deres kampe efter tiebreak i 5 sæt.

2. seedede Carlos Alcaraz indledte med sejr 7-6(5) 6-1, 6-2 i 1. runde over den franske veteran Richard Gasquet, men i 2. runde måtte han afgive sæt i 2. runde af Lorenzo Sonego.

Alcaraz er efter sejr i 3. runde over kineseren Juncheng Shang, der trak sig efter 1-6, 1-6, 0-1, klar til 1/8-finale mod Serbiens Miomir Kecmanovic, der vandt over 14. seedede Tommy Paul 6-4, 3-6, 2-6, 7-6(7), 6-0.

I øverste halvdel er alle de topseedede videre til 1/8-finalen.
4. seedede Jannik Sinner har i sine 3 første kampe vundet overbevisende sejre i 3 sæt, og han møder i 1/8-finalen 15. seedede Karen Khachanov.

Topseedede Novak Djokovic afgav et enkelt sæt i begge de 2 første runder, hvorimod han i 3. runde vandt i 3 sæt 6-3, 6-3, 7-6(2) over den 30. seedede argentiner Tomas Martin Etcheverry.
Djokovic møder i 1/8-finalen 20. Adrian Mannarino, og vinderen møder i kvartfinalen enten 7. seedede Stefanos Tsitsipas eller 12. seedede Taylor Fritz, der begge kun kan overhale Holger på ranglisten, hvis en af dem når finalen.
Det samme er tilfældet for 10. seedede Alex de Minaur, der i 1/8-finalen møder 5. seedede Andrey Rublev, og vinderen af opgøret møder Sinner eller Khachanov i kvartfinalen.

Laura Brunkel klar til junior Grand Slam

17-årige Laura Brunkel fik en god optakt til junior udgaven af Australian Open, da hun vandt 2 kvalkampe og nåede 3. runde i hovedturneringen ved J300 i Traralgon, og efterfølgende vandt hun 2 kampe i kvalifikationen til Australian Open.

Laura kan følges live på Discovery+, når hun ved 04 tiden natten til søndag møder 16. seedede no. 23 Iva Ivanova (BUL).
Laura er no. 115 på junior-ranglisten, men med de seneste resultater er hun uden tvivl i top 100.

Natten til søndag spiller desuden 13. seedede britisk-danske Oliver Bønding, der ca. 02:30 møder no. 40 Max Schoenhaus GER.
Endvidere møder den 2. seedede nordmand Nicolai Budkov Kjaer ved 04-tiden no. 34 Matthew Forbes (USA).

Forrige artikelAustralian Open: Clara kæmpede men tabte
Næste artikelUge 4: Jannik Sinner i storform udfordrer Djokovic og Alcaraz i AusOpen
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.