Christian Sigsgaard indleder fredag kl. 16 Davis Cup opgøret mod Tyrkiets no. 260 Cem Ilkel, og Holger Rune afslutter førstedagen mod no. 338 Altug Celikbilek. Johannes Ingildsen får debut i double med Frederk Løchte

Da navnene på Danmarks Davis Cup trup til kampen i Group II mod Tyrkiet blev offentliggjort, blev Frederik Løchte Nielsen i Tennisavisen betragtet som selvskreven deltager i double, og efter afbud fra Thomas Kromann var et kvalificeret bud på Løchtes nye makker Johannes Ingildsen (Joe), der er no. 2 på den amerikanske college-rangliste.

Davis Cup: Danmark uden Torpegaard og Kromann med Løchte, Sigsgaard, Ingildsen og 16-årige Holger og Elmer

Samme konklusion var holdkaptajn Kenneth Carlsen ligeledes nået frem til, da holdopstillingen til singlerne og doublen blev offentliggjort torsdag, og dermed er der udsigt til, at Joe får debut på Davis Cup holdet, når doublen afvikles lørdag kl. 1200.

Det blev samtidig klart, at Frederik Løchte for første gang i “mands minde” – hvis det stadig er tilladt at benytte dette udtryk – ikke spiller single på Davis Cup holdet, hvilket dog ikke behøver at være udtryk for et fravalg, idet Løchte allerede forinden havde fortalt i DR radioprogrammet “LIGA på P3” i tirsdags, at han generes af en mindre skade i baglåret, og derfor forventede han ikke at spille både single og double.

Valget til singlerne faldt på 16-årige Holger Vitus Nødskov Rune, der som den eneste har en ATP-rangering og derfor bliver 1. single, og til 2. singlen har Kenneth Carlsen udtaget 22-årige Christian Sigsgaard (Sigs), der ligesom Joe er i gang med deres 3. periode på college.

Sigs har tidligere spillet på Davis Cup holdet, hvor han i sin debut i 2015 – mod Sverige i Group I semifinalen – var i 5 sæt i den altafgørende kamp mod supertalentet Mikael Ymer, der sikrede Sverige en 3-2 sejr, da han vandt 6-4, 6-0, 3-6, 5-7, 6-2.

Året efter spillede Sigs den første kamp på udebane i Group II mod Georgien, hvor han mødte deres 1. single Nikoloz Basilashvili, der dengang var no. 118, inden han efterfølgende er etableret i top 20.
Georgieren vandt som ventet 1. sæt, men Sigs opdagede til sin egen overraskelse, at han kunne spille lige op med Georgiens topnavn, og derfor steg selvtilliden og respekten for modstanderen mindskedes, og derved lykkedes det for Sigs at vinde kampen 6-7(4), 6-1, 6-4, 6-4, hvilket grundlagde en overraskende 5-0 sejr på udebane.

Sigs indleder kl. 16 mod Tyrkiets 1. single 24-årige Cem Ilkel, der er no. 260 og har en højeste rangering som no. 207 sidste år.
Sigs var sammen med Løchte i “LIGA på P3”, hvor Løchte påpegede, at tyrkernes højere rangering ikke nødvendigvis er udtryk for styrkeforskel, da Sigs’ præstationer og rangering i college sammenhæng svarer nogenlunde til tyrkernes ATP-rangering.

I denne pressemeddelelse, hvor Tennisavisen har “lånt” billedet herover, fra DTF forklarer Sigs, hvordan han ser nøglen til at vinde kampen.

I fredagens næste single møder Holger Tyrkiets 2. single, no. 338 Altug Celikbilek, der netop er fyldt 23 år.
Celikbilek har i 2019 vundet 2 $15.000 titler i Tunesien og Bulgarien, og han har desuden deltaget i flere ATP Challenger turneringer med en kvartfinale i Segovia i Spanien som det bedste resultat i år, så Holger kan formentlig forvente at møde en spiller med kvaliteter, der minder om flere af de spillere, som Holger hidtil har haft problemer mod.

ATP Challenger Istanbul: Afstand fra top-junior til challenger udstillet

Der er ingen tvivl om, at Holger har de fornødne kvaliteter til at besejre sådanne spillere, hvis han kan finde et stabilt højt niveau, og måske kan hjemmebanen og opbakningen fra publikum og resten af holdet give den inspiration, som kan fremkalde en toppræstation, ligesom det var tilfældet, da Holger i sin Davis Cup debut som 14-årig vandt over Egyptens 1. single med en lignende rangering.

Med hjemmebane og en god portion optimisme, er dansk 2-0 føring efter fredagens singler ikke urealistisk, men samtidig må erkendes, at 0-2 heller ikke kan udelukkes.

Doublen afvikles lørdag kl. 1200, og hvis kampen derefter er afgjort, spilles kun en enkelt single mere, og hvis kampen bliver afgjort efter lørdagens første single, bliver den sidste single også spillet.
Kampen efter en afgørelse ved 3-0 eller 3-1 afvikles med match-tiebreak til 10 i et eventuelt 3. sæt.

Holdopstillingen til de sidste kampe kan ændres, og derfor kan det ikke udelukkes, at 16-årige Elmer Møller, der blev udtaget til truppen efter afbud fra August Holmgren, også kan få debut.

Streaming fra DRTV og Group I kampe på Daviscup.tv

Danmarks kampe mod Tyrkiet kan følges på DRTV – der er ikke oplyst et link, men DRTV.dk er formentlig et godt bud.

I weekenden afvikles desuden kampe i Group I. Tidspunkter og spilleprogram samt resultater opdateres undervejs i “Kampe uge 36”. Kampene kan følges, hvis man har et abonnement på Daviscup.tv – eller Fedcup.tv, da begge er omfattet af et årsabonnement, som koster ca. 300 kr.

Kampe uge 37: Livestream med Holger, Torpegaard, og Tauson. Davis Cup mod Tyrkiet

Finland har hjemmebane mod Østrig, der har ranglistens no. 5 Dominic Thiem på holdet, og derfor kan de finske singler no. 551 Patrik Niklas-Salminen og no. 163 Emil Ruusuvuori se frem til en af karrierens største udfordringer.