Jelena Ostapenko var på nederlagets rand mod Clara Tauson, inden hun  med sikre 2-sæts sejre "badede" sig til titlen. Clara dog tæt på direkte adgang til Indian Wells

Clara Tauson havde al mulig grund til at ærgre sig over sit seneste nederlag 6-2, 4-6, 6-7(7) til Jelena Ostapenko i 1/8-finalen ved WTA 500 Upper Austria Ladies Linz, hvor Clara i begge kampe i kvalifikationen  og 1. runde af hovedturnering samt frem til stillingen 6-2, 4-2 mod Ostapenko havde spillet et ekstremt højt niveau.

Imidlertid svigtede 1. serven, efter at Clara med en mirakelredning ved nettet havde bragt sig foran 30-15, og en dobbeltfejl efterfulgt af en mislykket stopbold samt endnu en dobbeltfejl lukkede Ostapenko tilbage i sættet, som hun derefter vandt 6-4.

I 3. sæt brød Clara Ostapeno’s to første servepartier, men i begge tilfælde blev hun straks brudt tilbage, men efter et overbevisende serveparti til 4-3 brød Clara rent til 5-3, hvor hun således havde mulighed for at serve for kampen.

Igen blev betydningen af en velfungerende førsteserv udstillet, idet Clara førte både 15-0, 30-15 og 40-30 ved hjælp af 3 førsteserver, hvorimod Ostapenko vandt de point, hvor Clara måtte bruge andenserven, hvilket også var tilfældet på matchbolden.

Ostapenko fik derefter break-mulighed efter endnu en dansk andenserv, men selvom førsteserven igen svigtede, blev muligheden afværget.
Til gengæld missede Clara en forhånd efter førsteserven, men endnu en førsteserv afværgede break-muligheden, hvorefter Ostapenko brød tilbage efter yderligere 2 andenserver.

Herefter sikrede Ostapenko sejren efter en neglebidende tiebreak, som hun vandt 9-7, hvilket åbnede en “motorvej” resten af turneringen, hvor Ostapenko vandt suveræne sejre 6-1, 6-2 over Jodie Burrage, 6-2, 6-3 i semifinalen over Anastasia  Pavlyuchenkova go i finalen 6-2, 6-3 over Ekaterina Alexandrova.

Når skuffelsen over nederlaget efter 7-9 i tiebreak er kommet lidt på afstand, har Clara dog al mulig grund til at være stolt af sine præstationer hidtil i 2024, hvor hun i perioder mod både Azarenka ved Australian Open og Ostapenko i Linz var totalt dominerende, når serven fungerede optimalt.

Den gode start på året med dominans i de fleste kampe tyder på, at samarbejdet med Lars Christensen har haft en god effekt, og hvis Clara får endnu større selvtillid og stabilitet i spillet, vil hun være en trussel mod de bedste spillere på WTA-touren.

Trænerudskiftninger kan gavne både Clara Tauson og Holger Rune

Da Linz er opgraderet til WTA 500 optjener Clara både 25 point i kvalifikationen og 60 point for sejren 3-6, 6-3, 6-3 over Camila Giorgi i 1. runde, avancerer hun til no. 80 på WTA-ranglisten, hvorved hun har en rimelig chance for direkte adgang til WTA 1000 Indian Wells, hvor det netop er ranglisten pr. 5. februar, der afgør “cuttet”, som sidste år oprindeligt var no. 75, men efter 6 frameldinger blev det ændret til no. 82.

Efter næste uge mister Clara 12. februar 72 point for sidste års udgave af WTA 250 Linz og 19. februar yderligere 80 point fra titlen ved W60 Altenkirchen, hvor Clara vandt over Greet Minnen i finalen, men i den kommende uge får hun dog muligheden for at forbedre sin rangering, hvis hun mindst når semifinalen ved WTA 250 Transylvania Open i Rumænien.

Mandag ca. 11:30 dansk tid møder Clara i 1. runde den 26-årige argentiner Nadia Podoroska , der sidste år vandt 6-3, 6-4 over Clara ved WTA 250 Cleveland.
Selvom der – udover WTATV.com – først er planlagt dækning fra turneringen på TV 2 Play fra torsdag, har TV 2 sikret mulighed for at vise kampen på TV 2 Sport.

Oprindeligt skulle Clara møde sin navnesøster Clara Burel, der var seedet 4, men hun har efterfølgende meldt afbud, og derfor overtog Podoroska pladsen i lodtrækningen som 9. seedet på grund af hendes rangering som no. 67.

De seneste resultater tyder ikke på, at Pdodoroska er i storform, idet hun i sidste uge i Linz blev sendt ud 6-3, 6-4 af no. 83 Jaqueline Cristian, der efter 2-6, 0-6 mod Clara i kvalfinalen var heldig og kom i hovedturneringen som Lucky Loser.
Cristian har dog formentlig publikums opbakning på hjemmebanen i Rumænien.

I en eventuel kvartfinale kan Clara muligvis få chance for at revanchere nederlaget mod 21-årige Elina Avanesyan, der højst uventet som Lucky Loser ved French Open 2023 vandt 3-6, 6-1, 7-5 i 3. runde.
Fortsætter Clara de samme takter, er der gode muligheder for, at hun kan nå langt i turneringen, hvor hun er en seriøs kandidat til titlen.

Herunder lodtrækningen efter kvalifikationen:

R32
1 Arantxa Rus NED vs. Greet Minnen BEL
Yanina Wickmayer BEL vs. Q Alizé Cornet FRA
WC Aanca Alexia Todoni ROU vs. Q Erika Andreeva
8 Ana Bogdan ROU vs. Alycia Parks USA

Clara Tauson 🇩🇰 vs. 9 Nadia Podoroska ARG
Jaqueline Cristian ROU vs. WC Miriam Bulgaru ROU
Anastasija Sevastova LAT vs. WC Andreea Mitu ROU
6 Elina Avanesyan vs. Tamara Korpatsch GER
==
5 Elisabetta Cocciaretto ITA vs. Q Emiliana Arango COL
Q Harriet Dart GBR vs. LL Anna Bondar HUN
Laura Siegemund GER vs. Nuria Parrizas Diaz ESP
3 Anna Blinkova vs. Q Simona Waltert

7 Viktoriya Tomova BUL vs. Maria Camila Osorio Serrano COL
Karolina Pliskova CZE vs. Q Sinja Kraus AUT
Sara Errani ITA vs. Caty McNally USA
2 Tatjana Maria GER vs. Zhoxuan Bai CHN

Forrige artikelDavis Cup: Elmer Møller og August Holmgren som ventet udtaget til singler
Næste artikelUge 6: Useedede Clara Tauson betegnes som favorit til titlen ved WTA 250 i Rumænien
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.