Holger Rune var i fuld kontrol med storspil suppleret med lækkerier bragte Danmark i Front, men bundsolid indisk 1. single fik vendt god start af August Holmgren til 1-1

Forud for Davis Cup opgøret i World Group I Play-offs i en udsolgt Royal Stage i Hillerød blev udtrykt forventninger om, at 19-årige Holger Vitus Nødskov Rune og 24-årige August Holmgren ville vinde begge fredagens singler og dermed lægge grunden til en samlet sejr, som vil give Danmark chancen for – med endnu en sejr til efteråret- at møde en af de bedste nationer i Qualifiers 2024.

Baggrunden for de optimistiske toner var først og fremmest, at Holger som ranglistens no. 9 – og dermed blandt Verdens bedste – på papiret er et sikkert kort i 2 singler, samt at August er inde i en positiv udvikling og desuden bakkes op af publikum mod Indiens 1. single no. 504 Sumit Nagal, som August tidligere har besejret overbevisende 6-4, 6-0 i en holdkamp mod Hørsholm i august 2021.

Davis Cup: Hoger Rune og August Holmgren forventes at bringe Danmark på 2-0 fredag

I det første opgør mod Indiens 2. single, 30-årige no. 571 Yuki Bhambri vandt Holger lodtrækningen, og han valgte at indlede med at modtage serven, hvilket mange spillere ofte vælger, inden modstanderens serv for alvor fungerer.

Taktikken gav dog ikke det ønskede resultat, idet Holger endnu ikke selv havde fået kanonen indstillet, da den første duel – trods dansk overtag – endte med en forhånd i nettet, og den næste servereturnering med forhånden endte samme sted.
Efter en indisk dobbelt fejl blev den næste servereturnering med baghånden for lang, og i den næste duel viste Bhambri sine kvaliteter ved nettet, da han afgjorde partiet med en stopflugtning.

Davis Cup Danmark-Indien 2023
Foto: Sportsfotograf.com – Yuki Bhambri

Herefter tog Holger dog fuld kontrol over kampen, idet han først vandt sit serveparti rent, og derefter afsluttede han den første duel i inderens næste serveparti med et af signatur-slagende i form af en cross forhånd lavt over nettet forbi en chanceløs modstander.
En dyb servereturnering gav Holger overtaget i den næste duel, og han fulgte en dyb longline forhånd op med en flugtning modsat til 0-30.
Ved det næste point var Holger presset langt ud i baghånden, men han fik lagt bolden dybt tilbage til baglinjen, hvor Bhambri forsøgte et smash, som havnede i nettet til 0-40.
Bhambri pressede derefter igen Holger i baghånden med en dyb bold, der akkurat snittede linjen, og fremtvang dansk fejl, men i den næste duel blev inderen presset med en dyb bold, hvorefter en indisk fejl afsluttede partiet med kampens første break.

Davis Cup Danmark-Indien 2023
Foto: Sportsfotograf.com

Efter endnu et rent dansk serveparti, kom Bhambri igen under pres af Holgers højere tempo i det næste indiske serveparti, men han fulgte dog med til 30-30 efter en sjælden dansk fejl, hvorefter en direkte vinder på servereturneringen forbi Bhambri på vej frem mod nettet, hvilket gav Holger break-mulighed ved 30-40.

En velplaceret serv i Tét afværgede muligheden, men et temposkift fra Holgers baghånd pressede derefter Bhambri til fejl og ny break-mulighed, som blev afgjort med inderens 3. dobbeltfejl, som reelt afgjorde 1. sæt, idet Holger fortsat vandt sine servepartier uden problemer.
Bhambri vandt blot 2 point – heraf en afbrænder på en oplagt smash – i Holgers servepartier i 1. sæt, som Holger vandt 6-2.

Davis Cup Danmark-Indien 2023
Foto: Sportsfotograf.com

2. sæt blev næsten en kopi af det første, da Bhambri holdt serv til 1-0 efter 40-15, og Holger udlignede med endnu et rent serveparti, hvor et indisk lob ved 30-0 blev returneret med en perfekt tweener, som efterfølgende blev fulgt op og afgjort med et smash til publikums store begejstring.

Holger var også selv tilfreds med sin tweener, som han synes Nick Kyrgios fortjener at se.

I det næste indiske serveparti kom Bhambri under pres fra start efter en netruller fra begge, og det blev 0-30 efter et passerslag med både sideskru og topspind fra forhånden, selvom der var meget lidt plads langs linjen.
Efter en misbrugt break-mulighed ved 15-40, vandt Holger derefter den næste duel, hvor en slice fra Bhambri havnede i nettet til dansk break, som blev fulgt op med et rent serveparti til 3-1.

Efter indisk reducering til 2-3 ved 40-15, førte Holger 40-15 i egen serv, og efter dobbeltfejl til 40-15 vandt Holger partiet med en servevinder til 4-2.

Davis Cup Danmark-Indien 2023
Foto: Sportsfotograf.com

En indisk dobbeltfejl til 0-30 øgede presset på Bhambri, der ved 15-30 afsluttede en duel med en fejl, som gav dansk break-mulighed, og i den næste duel var det igen Holger, der længst tid holdt bolden i spil, indtil en indisk baghånd i nettet gav nyt dansk break til 5-2.

Da Holger servede for kampen blev signaturslaget i form af følt stopbold til 30-0 taget i anvendelse, inden Holger og det meste af publikum ved 40-15 troede, at kampen blev afsluttet med et es, men bolden blev dømt ude, hvorefter 2. serven blev fulgt op af en longline vinder med baghånden til en hurtig sejr 6-2, 6-2 efter 58 minutter.

Davis Cup Danmark-Indien 2023
Foto: Sportsfotograf.com

Comeback af Nagal efter drømmestart af Holmgren

I det næste opgør fik Danmark en drømmestart, da August Holmgren indledte kampen mod Sumit Nagal med et rent break, og han holdt derefter serv til 2-0, selvom 40-15 blev sat over styr, inden han sikrede partiet.

Da August servede næste gang ved 2-1, havde Nagal muligheder for at bryde tilbage efter dansk dobbeltfejl til 0-30 og endnu en fejl til 15-40, og han havde endnu en mulighed, efter at August reddede de 2 første, men det lykkedes alligevel for danskeren at vinde partiet, og han udbyggede derefter forspringet med endnu et break til 4-1 efter indisk afbrænder ved 15-40.

Davis Cup Danmark-Indien 2023
Foto: Sportsfotograf.com – Input fra Frederik Løchte Nielsen til August Holmgren

Inderen var dog tæt på at komme tilbage i sættet, idet han tog det ene break tilbage med en vinder til 2-4, da August blev lidt for passiv i en duel, og i det næste danske serveparti ved 4-3 var August bagud både 0-30 og 15-40, men ved 30-40 bevarede August initiativet og afværgede begge muligheder, hvorefter han vandt partiet til 5-3 med en servevinder.

Efter et rent indisk serveparti vandt August sættet 6-4 med med en vinder i sit første rene serveparti i kampen.

Davis Cup Danmark-Indien 2023
Foto: Sportsfotograf.com

I starten af 2. sæt havde August en enkelt break-mulighed, som blev afværget med en heldig netruller, og 2 efterfølgende fejl fra August medvirkede til at inderen vandt partiet, hvorefter August selv konfronteres med en break-mulighed efter en lidt for passiv flugtning, der gav Nagal mulighed for en vinder.
Muligheden blev afværget med et smash, og August udlignede til 1-1.

Ved stillingen 2-2 fik August break-muligheder ved 15-40, men en lidt for satset baghånd samt en fejl fra forhånden reddede Nagal ud af kniben, og han holdt serv til 3-2.

I det næste danske serveparti førte August 40-0, men en voldsom satset vinder på returneringen af den næste serv indledte et comeback, hvor flere fejl i træk for August blev skæbnesvangre, idet Nagal brød serven til 4-2, og han holde”t fast i forspringet, idet han vandt sine næste 2 servepartier ved 40-15 og sikrer sig derved 2. sæt 6-3.

Momentum var i løbet af kampen skiftet over til Nagal, der under pres fik sendt det meste retur, og han satte ofte August under pres, når han fik overtaget, og samtidig sneg der sig flere fejl ind hos August, der kæmpede med at finde balancen ved at være aggressiv med større risiko for fejl og overlade for meget initiativ til Nagal.

Davis Cup Danmark-Indien 2023
Foto: Sportsfotograf.com – Sumit Nagal

3. sæt mindede en del om 2. sæt, idet August igen havde en enkelt break-mulighed i det første indiske serveparti, uden at det lykkedes at bryde serven, og ved 1-1 havde August igen en mulighed, som Nagal afværgede med en dyb 2. serv og efterfølgende dansk fejl på returneringen.

Ved 2-2 førte August 30-0 i egen serv, men en satset longline forhånd ved 30-15 blev en anelse for lang, og da han ved et net-fremstød fik en bold i fødderne blev flugtningen for lang og gav indisk break-mulighed, som August selv afgjorde med en dobbeltfejl.

August fulgte med til 30-30 og 40-40 samt igen lige i inderens serveparti ved 4-3, men han fik ikke nogen break-mulighed, og derefter afgjorde Nagal med et rent serveparti til sidst kampen, som han derved vandt 4-6, 6-3, 6-4 og udlignede til 1-1 i den samlede stilling.

Davis Cup Danmark-Indien 2023
Foto: Tennisavisen – Frederik Løchte Nielsen og August Holmgren

På pressemødet efter kampen gav August udtryk for, at kampen i starten var meget på hans egne præmisser, hvor han kunne kontrollere med sin forhånd, hvorefter det vendte lidt ved 4-1.
Begge havde deres muligheder, og måske havde det set anderledes ud, hvis det var lykkedes at udnytte nogle af de break-muligheder, som August havde i kampen, hvor det var ganske små forskelle, der blev afgørende.

August medgiver, at det i høj grad var modstanderens fortjeneste mere end passivitet fra August, idet mange af fejlene fra August var i situationer, hvor han selv havde overtaget.

Frederik Løchte konstaterede, at der skete et momentum skift på et tidspunkt, hvor Nagal udnyttede, at det ikke helt lykkedes for August at gennemføre den aftalte taktik, hvilket han også erkender er Nagals fortjeneste.
Alt i alt var Løchte dog godt tilfreds med Augusts indsats i en fed og medrivende kamp.

Angående holdopstillingen til lørdagens double, erkendte Løchte at de oplyste holdopstillinger ved torsdagens lodtrækning ofte er pro forma, idet den endelige beslutning først bliver taget lørdag formiddag.

Det vil dog være nærliggende at antage, at det bliver Holger og Johannes Ingildsen, der bliver valgt til doublen, og de har haft lejlighed til at træne sammen, som det fremgår af tweetet herunder.

Desuden vil det være oplagt, at Holger derefter spiller singlen, og hvis Danmark derefter har sikret den endelige sejr, aftaler de to holdkaptajner, om den sidste single bliver spillet, men i så fald bliver det – ifølge Løchte – ikke med August.
Der kan således blive tale om en bonus kamp med enten Elmer Møller eller Christian Sigsgaard.

Tilføjelse: Efter ankomst til Royal Stage er det bekræftet, at holger Rune og  Johannes Ingildsen spiller double mod Yuki Bhambri og Rohan Bopanna, hvorefter Holger møder Sumit Nagal.
Ifølge programmet møder August Holmgren derefter i den sidste sinlge Yuku Bhambri, men som nævnt kun, hvis stillingen er 2-2.

 

Forrige artikelDavis Cup: Stor medieinteresse for Holger Rune – Tennisavisen har dog talt med de andre
Næste artikelGalleri: 97 billeder fra Danmark vs. Indien, Davis Cup 2023
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.