Cirkeline Lundberg i kvartfinale og Caspar Jalili Mikkelsen i semifinale var de bedste danske single-resultater i Göteborg, hvor Capar sammen med Asger-Emil Ildor vandt 2. præmie i double

Tennisavisens læsere har i løbet af ugen kunnet holde sig orienteret om, hvordan flere danske spillere har klaret sig i forskellige internationale turneringer ved at tjekke “Kampe i uge 49”

Kampe i uge 49: Primært fokus på Clara Tauson og Orange Bowl

Ved at scrolle et ned til afsnittet om Tennis Europe finder man resultaterne fra Category 3 turneringen Goteborg Open, hvor Anna Tang, Cirkeline Lundberg, Divine Dasam Nweke, Johanne Christine Svendsen, Caspar Jalili Mikkelsen, Asger-Emil Ildor, Victor Bech Frandsen rejste sammen med Tenntour.

Ugen forinden havde Tenntour arrangeret en lignende tur til Norrköping, hvor ingen af de danske deltagere dog nåede videre end 1. runde i hovedturneringen.

I Göteborg deltog udover de 7 førnævnte endvidere Jonathan Sund Nordahl, der i kvalifikationen vandt 6-2, 5-7, 6-3 over Samuel Rovai (SWE), hvorefter han i kvalfinalen vandt 5-7, 6-0, 6-2 over Joseph Playfoot (GBR).
Jonathan fik også en god start i hovedturneringen med sejr 7-5, 6-0 over Lukas Ramer Olofsson (SWE).

I 1/8-finalen tabte Jonathan dog 5-7, 2-6 til 2. seedede Arslanbek Temirhanov, der var Sveriges 2. single ved NM for hold i marts måned, og svenskeren vandt senere også i semifinalen 6-1, 6-1 over 4. seedede Caspar Jalili Mikkelsen, der forinden havde vundet 6-4, 6-3 over Jeiden Saidizand (SWE), hvilket i 1/8-finalen blev fulgt op med 6-1, 6-0 over Sebastian Dominko (SLO) og 6-4, 6-1 over Elwin Gauffin (SWE) i kvartfinalen.

Asger Emil Ildor mødte i 1. runde den senere vinder af turneringen Linus Videholt (SWE), som måtte bruge 3 sæt, inden han havde vundet over Asger Emil 4-6, 6-2, 6-1.

Både Victor Bech Frandsen, Frederik Rasmussen og Alexander Borup måtte nøjes med en enkelt kamp i kvalifikationen.

Asger Emil og Caspar fik en flot 2. plads i double, hvor de på vejen til finalen vandt 6-3, 6-4 over Gabriel Jornert/Samuel Rovai (SWE) og i semifinalen 6-3, 0-6, [10-6] over 1. seedede Sebastian Dominko/Gal Emersic Potocnik (SLO).

I finalen tabte de 4-6, 2-6 til 4. seedede Viggo Grondahl/Allan Krueger (SWE), der i 1/8-finalen havde vundet 6-1, 6-4 over Victor og Jonathan.
På billedet herover ses Caspar og Asger Emil med præmien for 2. pladsen i double.

Cirkeline Lynge Lundberg
Foto: Sportsfotograf.com. – Cirkeline Lynge Lundberg

Hos pigerne var det Cirkeline Lundberg, der nåede længst af danskerne, idet hun indledte med at vinde 7-5, 6-2 over Stina Larsson (SWE), der i 1. kvalrunde havde sendt Rebecca Munk Mortensen ud.
I 1/8-finalen blev det til endnu en sejr til Cirkeline, da hun vandt 3-6, 6-4, 6-4 over Tilde Stromquist (SWE).
I kvartfinalen blev Cirkeline besejret 5-7, 2-6 af 3. seedede Nahia Berecoechea (FRA).

Både Anna Tang og Divine Dasam Nweke vandt deres 1. runde kamp, hvor Anna vandt 6-4, 6-1 over Maja Eriksson (SWE), og Divine 6-0, 6-1 over Mina Lovkvist (SWE).
I 1/8-finalen tabte Anna 1-6, 0-6 til 1. seedede Kristina Volgpkina (RUS), og Divine tabte 2-6, 5-7 til Anastasiia Gureva (RUS).

Johanne Christine Svendsen tabte i 1. runde 3-6, 2-6 til Katarina Stevic (BIH), og i samme runde tabte Dicte Ingildsen 3-6, 1-6 til Nahia Berecoechea, der som nævnt herover vandt over Cirkeline i kvartfinalen.

Dicte deltog forinden i kvalifikationen, hvor hun i 1. kvalrunde vandt 6-1, 6-0 over Viktoria Pantzar (SWE), og derefter tabte hun i kvalfinalen 6-7(1), 2-6 til Bella Bergkvist Larsson, men hun deltog alligevel i hovedturneringen som Lucky Loser.

Selvom flere af de danske deltagere således blev sendt tidligt ud af turneringen, var de alligevel så begejstrede for samværet med de øvrige deltagere fra Tenntour-holdet, at de ifølge initiativtageren, Paul Jalili Mikkelsen ikke havde spor lyst til at rejse hjem inden turneringen var færdig.