12-årige Cecilie Agerbek Fridthjof nåede finalen i double i tysk category 1 turnering, hvor hun blev besejret af høje bolde i 3. runde i single

De flittigste læsere af Tennisavisen har formentlig bemærket, at et ekstraordinært stort antal danske tennisspillere i denne uge har deltaget i internationale turneringer i alle mulige aldersklasser og på vidt forskellige niveauer.

Resultaterne kan studeres nærmere i den seneste opdaterede version af “Kampe uge 29” herunder ved at scrolle ned igennem de forskellige turnerings-kategorier.

Kampe uge 29: WTA i Lausanne og Bukarest, Holger Rune i ATP Challenger i Holland

I den nederste sektion, som omfatter turneringer under Tennis Europe (TE), indledes med resultater fra Category 1 turneringen Koblenz Junior Open i Tyskland, hvor 12-årige Cecilie Agerbek Fridthjof har deltaget i U12 Girls singles, og hun stillede desuden op i double sammen med Anna Dimirtzi, der er 1. single på Cyperns landshold, og hendes træner havde givet udtryk for, at han ønskede Cecilie som makker til sin spiller.

Da Tennisavisen undervejs i turneringen har modtaget billeder derfra, er resultatformidlingen supplere med nogle af disse billeder.

Cecilie indledte turneringen med sejr i 1. runde (R64) 6-2, 6-2 over Emily Victoria Eigelsbach (GER), som herunder ses sammen med Cecilie.

Cecilie Agerbek Fridthjof
Foto: Privat – Emily og Cecilie

Derefter vandt Cecilie i 2. runde 6-2, 6-1 over Paulina Hassler (GER), der betegnes som en tricky spiller med en utraditionel spillestil, som Cecilie dog formåede at håndtere.
Tyskeren stillede ligeledes op til fotografering sammen med Cecilie.

Cecilie Agerbek Fridthjof
Foto: Privat – Paulina og Cecilie

I 1/8-finalen ventede Oana Maria Flonta (ROU), som i sin kamp havde demonstreret tendenser til at hyle og skrige og kaste med ketsjer efter flere dueller.
Cecilie var dog ekstremt fokuseret fra starten af kampen, hvor hun bragte sig i front 4-2, men rumæneren ændrede derefter taktik og spillede konsekvent høje bolde uden at lave fejl.
Cecilie formåede ikke at bevare roen og tålmodigheden, og i stedet slog hun sig død med sin power og aggressive spil med flere fejl til følge, og rumæneren vandt derved de efterfølgende partier og kampen 6-4, 6-0, men hun kan tage den erfaring med sig, at hun kan få brug for at omstille sit spil, når modstanderen ændrer taktik.

I U12 Girls doubles vandt Cecilie og Anna – som er fotograferet sammen herunder – i 1. runde (R32) 6-4, 6-1 over det tyske par Annalotta Howorka og Michelle Khomich.

Cecilie Agerbek Fridthjof
Foto: Privat – Anna og Cecilie

De gode takter fortsatte i de næste runder, hvor det blev til sikre sejre i 1/8-finalen over Leonie Zoe Schuetz (GER) og Anna Huisgen (FRA) 6-1, 6-1, og i kvartfinalen over Sarah Hamzic (GER) og Margot Phanthala (FRA) 6-3, 6-3.

I semifinale måtte de gennem match-tiebreak, inden de vandt en velspillet kamp 5-7, 6-3, [10-2] over Laura Palumbo og Gwendy Merlevede, der er 1. og 2. single på Luxemburgs landshold.

I lørdagens finale mødte de et klogt spillende tysk par, Julia Stusek og Nastasija Nesterovic, der vandt 6-2, 6-1.
Tennisavisen modtog efterfølgende det øverste billede med de fire finalister.