Glem vækstmål, og sats på tenniskultur

362
690883964
This content is subject to copyright.

Af Lars Peder Dalgaard

Snakken om krise i dansk tennis fylder en del. Især medlemstilbagegangen får stor opmærksomhed, og der holdes møder, skrives artikler og udvikles handlingsplaner for at få vendt udviklingen. Gamle koryfæer graves frem fra glemslen for at komme med deres analyser og løsningsforslag, mens andre skændes om hvem der bærer ansvaret. Man sammenligner med de gyldne år i slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne, og en helt ny bestyrelse i Dansk Tennis Forbund formulerer en målsætning om x nye medlemmer pr. år. MEN er medlemstallet egentlig den væsentligste parameter for succes i dansk tennis? Bliver vi bedre af at være flere, eller kommer vi i jagten på nye kontingentbetalende medlemmer til at overse andre – og mere interessante – værdier?

Vi blev mange i 80’erne. For de fleste var tennis noget nyt, eksklusivt og individuelt….mens andre fulgte med for at få del i den hype, som senere ramte golf, cykling og ikke mindst fitness. Konkurrencen fra andre idrætsgrene var betydelig, men karismatiske stjerner som Borg, McEnroe, Connors, Agassi, Evert og Navratilova, gav spillet en ubetalelig plads i danskernes bevidsthed. Samtidigt bevægede spillet sig fra uskyldsren amatørisme til kommerciel stordrift. En mangeårig klubleder udtrykte at ”det ikke gjorde noget at 100 medlemmer meldte sig ud i protest, for der kom bare 200 nye”!

Der er forskellige holdninger til hvad der skabte fremgangen, men de fleste er enige om at det gik stærkt. Vi vænnede os til et nyt niveau af medlemmer, mediedækning og status. Af de 120.000 medlemmer DTF nåede op på , var en del ”meget lidt aktive”, og en del ”på gennemrejse”, men de talte med i statistikken, og bragte os op blandt de 5 største idrætsforbund i Danmark. Men der findes ingen lov der foreskriver hvor mange tennisspillere der skal være i DK, og selvom vi nu er ca. halveret i forhold til da medlemstallet toppede, er vi fortsat mange – og i øvrigt ikke hårdere ramt end andre idrætsgrene. Spørg bare i håndbold- og badmintonafdelingen!

Hvad skal vi gøre, og hvorfor? Skal vi overhovedet gøre noget? Mit bud er at fokusere på alt andet end medlemstallet, undgå kortsigtede løsninger, og i stedet satse på et værdisæt der kan definere os som idræt, og samtidigt på længere sigt, vil mindske presset tennissporten som helhed, og klubberne i særdeleshed.

Tilpasning er en dyd.
Hvis der fødes færre børn, lukkes der skoler, og hvis folk bliver mindre religiøse, lukker man kirker. Det er logisk, og slet ikke sørgeligt. Klubber med dårlig beliggenhed eller ringe faciliteter kan nedlægges, og andre klubber må finde sammen i nye fællesskaber, eller reducere antallet af baner. Der kan sagtens være udvikling i at justere faciliteter og aktiviteter – skrotte det som ikke fungerer eller ikke bliver brugt, og optimere det der er tilbage. Medlemstilbagegang er i hvert fald et godt incitament for at nytænke projektet. Mange klubber bærer præg af at udviklingen engang gik for hurtigt til at der var tid til omtanke – hvilket har resulteret i både urealistiske og uhensigtsmæssige sportslige ambitioner, OG rammer – hvor kvaliteten ikke var prioriteret højt nok. Dertil kommer at langt de fleste danske tennisklubber holdes kørende af kommunale tilskud – en slags planøkonomi, som holder hånden under klubber og aktiviteter med meget ringe eksistensberettigelse, og dermed dækker over tingenes sande tilstand.

Er den nuværende indsats hensigtsmæssig?

Først skal man se på hvad den indebærer. Præfabrikerede koncepter såsom ”Familietennis”, ”Aldersrelateret træning”, ”Vækstaftaler” og en håndfuld konsulenter der forsøger at indlemme uafhængige eller DGI-klubber i DTF. Dertil kommer en ny måde at opgøre medlemstal på, hvor også udmeldte medlemmer tæller med. Hvis målsætningen er flere medlemmer, så er svaret: næppe. Hvis hensigten er en bedre tenniskultur, så er det også her på sin plads at stille spørgsmålstegn ved rationalet.

Lad os begynde med tanken om tennis som familiesport. Når børn rammer 13-14-års-alderen vil de helst være lige der hvor forældrene ikke er! Så er det ikke nødvendigvis en fordel at tilbyde det modsatte! At træning skal målrettes aldersgruppen er en selvfølge, og er for længst implementeret i mange andre idrætsgrene – men har instruktionen gjort tennisspillere bedre nu end for 30-40 år siden? Jeg tror det ikke. Tværtimod virker det som om det øgede fokus på træning, har fjernet fokus fra det at spille. Danske børn er ikke længere i stand til at spille selv, og hvis det også sker for voksengruppen, så vil krise være en velvalgt betegnelse.

Dansk Tennis Forbunds målsætning er flere medlemmer, og man skal lede længe efter nogen der er modstander af ”vækst”. I sig selv er vækst dog helt uinteressant, og vækst må aldrig blive det primære, men en naturlig følge af at tennisklubben er et sted hvor folk har lyst til at komme….og blive. Jeg foreslår at man finder en anden betegnelse – fx kvalitetsløft, og helt dropper forestillingerne om tusinder af nye tennisspillere. Det vil også afskaffe de meningsløse forsøg på at fiske medlemmer fra andre forbund.

Ikke hvor mange, men hvem!
Medlemskurven er ganske rigtigt skræmmende. Ekstrapolerer man medlemsudviklingen, kommer min generation til at opleve tennissporten dø en stille død. Men lad os i stedet droppe panikken og målsætningen om et bestemt antal! Vi bliver ikke reddet af Wozniacki-effekten, for den er aldrig vist sig at eksistere (trods en fantastisk karriere). Lad os i stedet i stedet fokusere på indhold.

Det lyder banalt og naivt, men i euforien fra 80’erne, og drevet af en masse ledere med stærke egeninteresser, glemte vi at spørge os selv om hvad Tennissportens sjæl er. Måske bliver vi flere om nogle år, men lige nu peger pilen den anden vej. Det giver derfor god mening at finde ind til kernen af hvad tennis i virkeligheden drejer sig om….så vi har et værdisæt og en kultur der kan bære en eventuel ekspansion. Tenniskulturen rummer mange værdier – de vigtigste er i mine øjne følgende:

Respekt for spillet.
Bevidstheden om at tennis ikke udøves i håndboldtrøjer, fodboldshorts og løbesko. Viden om hvornår man vander banen, og hvordan man reparerer et hul i gruset. Erkendelsen af at Bjørn Borg ikke er undertøjsproducent, og at fordi man engang har roet kajak eller spillet tirsdags-bowling, så er man ikke nødvendigvis klædt på til at være med til at lede en tennisklub.

Det kan lyde elitært, men hvem kunne forestille sig at spille golf i bar overkrop, eller at bede tilskuerne på et fodboldstadion om at dæmpe sig lidt? Hvis vi retter ryggen, og viser at vi er stolte af vores sport, så appellerer vi i højere grad til de rigtige.

Selvstændighed – og pligt.
Dvs. forståelsen for at tennis – i lighed med klaverspil og tysk grammatik – er vanskeligt, og ikke er noget man FÅR, men noget man øver sig på, og derved forhåbentlig får endnu større udbytte af. Naturligvis også at medlemsskabet af en klub forpligter – at et sted hvor alle kommer for at tage mere end de giver, ikke fungerer. Fastholdelse er blevet et mantra – en målsætning ingen tør stille spørgsmålstegn ved. Vi skal ikke fastholde nogen…vi skal vise at tennis er sjovt, og så skal folk fastholde sig selv.

Hvis folk kræver meget mere end gode rammer og det fantastiske spil tennis er, så er de alligevel snart væk, og videre til noget andet. Klar forventningsafstemning gavner slutresultatet, og ja, her tænker jeg både på aldrende motionister med hævdvunden ret til indendørs banetid, selvfede pseudo-elitespillere, og krævende juniorforældre – som alle gerne vil have mere…end de andre.

Lyst til at konkurrere.
Måske begyndte det som søndagsunderholdning i 1876, men lynhurtigt blev pointsystemet indført, og det af den simple årsag at det gør tennis interessant. Vi dyrker en konkurrencesport – og ikke et spil hvor succes er at kunne slå en hæderlig forhånd eller baghånd når bolden bliver serveret pænt til os. Vi bliver belønnet med spænding, nerver, og uforståelige fejl – og lærer at tabe, vinde, kæmpe, lide, begejstres….og blive snydt.

Vi har gennem de sidste 20-30 år stillet børn i kø (voksne kan af uvisse årsager bedre tåle at blive stille op på række!), lært dem at slå ovennævnte forhånd, men desværre ikke lært dem at spille! Har man ikke knækket koden for hvordan man får bolden til at bevæge sig frem og tilbage over nettet, og spiller man uden points, så bliver tennis et af de kedeligste spil i verden.

Fascination.
De fleste der begynder med at spille tennis fascineres aldrig. Tennis er langt fra for alle, og vi skal ikke være kede af et stort frafald. Vi skal være kede af hvis for mange fastholdes uden at de er grebet af spillet! Det kan skyldes at de ikke har forudsætningerne (ca. 30% af danske skolebørn har fx ikke de fysiske forudsætninger – “Mange børn har dårlig motorik” eller at de ikke forstår eller synes om tenniskulturen.

Så må de videre til en anden aktivitet, hvor de kan blive udfordret på et for dem rimeligt niveau…og blive glade. Hvis 8 ud af 10 børn på anlægget eller i hallen mest af alt glæder sig til at blive hentet af mor eller far når træningstimen er slut, skal vi acceptere at det kan være bedre at være færre.

Vi er 56.000 tennisspillere i DTF + de som er organiserede andre steder eller spiller freelance. Vi har i mange år søgt mod en lavere fællesnævner for at tiltrække nye medlemmer, og er endt med en udvandet tenniskultur…som tiltrækker færre! Vi skal ikke partout være flere, men derimod satse på dem der cykler til anlægget, varmer op på slåmuren, smiler i forventning, kræver mere af dem selv end af klubben, og aktivt forsøger at VÆRE tennisspillere. Vi skal ikke nødvendigvis være en meget eksklusiv sport, men vi skal helt sikkert være noget særligt. Hvis vi gør os selv til netop det – igen – er der ingen krise….uanset hvad medlemstallet måtte være.