Både Marin Cilic og Borna Coric er favoritter mod både Jo-Wilfried Tsonga og Jeremy Chardy, mens Frankrig har sit bedste kort i doublen. Derfor har Frankrig brug for både overraskelse og sensation

Hvis man kigger i statistikkerne inden de første kampe ved Davis Cup finalen mellem Frankrig og Kroatien i Lille, er der tale om et helt åbent opgør i begge singler, og da det altid er en fordel at spille på hjemmebane, kunne man fristes til at udråbe Frankrig som favorit, inden opgøret, selvom de stiller op uden navne som Gael Monfils, Richard Gasquet og Gilles Simon.

I den første kamp kl. 1400 spiller 31-årige Jeremy Chardy for Frankrig mod 22-årige Borna Coric, og i den indbyrdes statistik fører franskmanden 2-1, da han vandt det seneste opgør sidste år i Monte Carlo på grus, som også er underlaget i finalen.

Dengang var kroaten no. 79 på ATP-ranglisten, men i mellemtiden er han avanceret til 12-pladsen, hvilket ikke mindst skyldes en ATP 500 titel i Halle i juni, og at han ved ATP 1000 i Shanghai besejrede Roger Federer i semifinalen, inden han i finalen tabte til Novak Djokovic.
Derfor må kroaten formentlig påtage sig favoritværdigheden mod Chardy, der er no. 42 på ranglisten.

I fredagens anden kamp mødes Jo-Wilfried Tsonga og ranglistens no. 7 Marin Cilic, der i sidste uge deltog i Nitto ATP Masters, hvor han i gruppespillet vandt over John Isner og tabte til begge finalisterne Novak Djokovic og titelvinderen Alexander Zverev, som vandt to tiebreaks mod Cilic.

Tsonga vandt ganske vist det seneste indbyrdes opgør sidste år i Rotterdam, og Cilic fører kun beskedent 5-4 indbyrdes, men Tsonga har været ude af spillet en længere periode, siden han måtte trække sig i semifinalen ved ATP 250 i Montpellier i starten af februar, og derfor er han næppe i sin sædvanlige kampform, og derfor kan en sejr til Tsonga over den formstærke Cilic næsten betegnes som en mindre sensation.

På papiret er Frankrigs bedste kort i opgøret doublen med Pierre-Hugues Herbert og Nicolas Mahut, der for blot en uge siden var i finalen ved Nitto ATP Finals, hvor de i finalen tabte yderst knebent 7-5, 1-6, [11-13] til Mike Bryan og Jack Sock (USA).

Det er formentlig “livsnødvendig” for Frankrig, at de vinder doublen, selvom stillingen bliver 1-1 efter de 2 første singler, da det vil kræve et mindre mirakel, hvis Frankrig skal vinde begge singler på søndag.

Kroatiens double med Ivan Dodig og Mate Pavic spillede sammen for et par måneder siden, hvor de vandt finalen ved ATP 250 turneringen i Chengdu, og sidste år vandt de ATP 500 turneringen i Hamburg.

Davis Cup finalen kan følges på https://video.daviscup.com/, og der er livescore på http://live.daviscup.com/en/tie-overview.php/ALL-LIVE

Forrige artikelUnik tennishal har set dagens lys i Silkeborg
Næste artikelITF Junior Merida: Holger klar til livestream på Estadio med sejr over no. 36
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.