Efter overbevisende sejr over 2. seedede Emma Navarro i 1. runde var vejen banet for succes for Clara Tauson, der dog blev sendt ud i 2. runde trods 6-0, 2-0 føring og 3 matchbolde

Vejen tilbage mod WTA-touren for 20-årige Clara Tauson har i den seneste måned været præget af store udsving i præstationerne, hvilket  WTA 100 i Oeiras i Portugal er et godt eksempel på, da Clara i 1. runde efter storspil vandt 2-6, 7-6(3), 6-4 over den tidligere no. 3 Elina Svitolina, der efter fødsel er vendt tilbage på touren.

Clara fandt dog ikke helt de samme takter i 2. runde, hvor hun til gengæld fightede sig til en kneben sejr 7-6(5), 5-7, 7-5 over no. 323 Margaux Rouvroy (FRA), men i kvartfinalen mod no. 93 Rebeka Masarova (ESP) var der tydeligvis ikke meget tilbage i tanken, da spanieren vandt ubesværet 6-2, 6-1.

W100 Oeiras: Toppræstation mod Svitolina afløst at kampe “på det jævne”

Et par uger senere deltog Clara i WTA 125 Reus i Spanien, hvor Carlos Martinez havde overtaget rollen som coach efter Jacob Holst fra KB, og efter det første sæt i 1. runde opgøret mod no. 73 Viktoriya Tomova (BUL) var der håb om, at samarbejdet kunne indledes med en sejr, men lidt for mange danske fejl mod den bundsolide bulgarer resulterede dog i, at Tomova vandt 4-6, 7-6(4), 6-4.

WTA 125 Reus: Clara Tauson med ny træner på sejrskurs overhalet i både 2. og 3. sæt

Førnævnte resultater bevirker, at Clara fortsat er mere end 20 pladser fra top 100, og da lodtrækningen blev offentliggjort til denne uges W100 Madrid, fik Clara ikke den mest optimale lodtrækning, da et wildcard til no. 50 Leylah Fernandez (CAN) betød, at Clara gik glip af en seedning, og i stedet mødte hun i 1. runde 2. seedede no. 83 Emma Navarro (USA).

Da Clara især mod Svitolina havde vist storspil, og meldinger fra træningen tyder på, at hun er på vej mod sit tidligere topniveau, blev der dog udtryk optimisme i Tennisavisens optakt til ugens turneringer, idet en sejr over Navarro kunne bane vejen for nye sejre, som kan styrke selvtilliden, og samtidig med flere kampe bidrage til den kamprutine, som er en væsentlig forudsætning for at præstere på et mere stabilt niveau over flere kampe.

Turneringer uge 20: Clara mod seedet 2 i W100. Holger fortsat kurs mod Djokovic

Præcis som det var tilfældet mod Svitolina for en måned siden, fandt Clara igen storspillet frem mod Emma Navarro, der forinden havde vundet både W100 Charleston og W60 Charlottesville i april, inden hun for 2 uger siden fik stoppet stimen på 12 sejre i træk af Greet Minnen (BEL) ved WTA 125 Saint Malo i Frankrig.

Ganske vist blev Clara brudt rent i kampens første parti, men hun brød dog straks tilbage på sin 4. break-mulighed og udlignede til 1-1, og efter endnu et dansk break til 4-2 reddede Clara 4 amerikanske break-muligheder, inden hun øgede til 5-2, og efter 4 sætbolde vandt Clara sættet 6-2.

I 2. sæt udnyttede Navarro ikke en break-mulighed i det første parti, hvorimod hun satte 40-15 over styr, hvorefter Clara brød serven til 2-0, men i det næste danske serveparti lykkedes det for amerikaneren at bryde tilbage, og hun afværgede derefter 2 danske break-muligheder og udlignede til 2-2.

I det (psykologiske) 7. parti ved 3-3 udnyttede Navarro den 4. break-mulighed i partiet, men derefter strammede Clara grebet og brød rent til 4-4, og hun vandt sit eget serveparti efter 40-15, inden hun med endnu et rent break afgjorde kampen, som Clara således vandt 6-2, 6-4.

Kampen kan genses/downloades fra dette link – https://cloud.elgiganten.dk/s/10890a4b83956ef4aa7a2de4a45ec60c739 – som fjernes igen om et par uger.

Sejren betød samtidig, at en – på papiret – svær lodtrækning pludselig så gunstig ud for Claras muligheder for at kunne opbygge yderligere selvtillid og få flere kampe, inden kvalifikationen til French Open starter i næste uge, idet Clara i 2. runde skulle møde no. 248 Katarina Zavatska (UKR), der efter 2 sejre i kvalifikationen, overraskenden måtte afgive sæt mod no. 873 Marta Soriano Santiago (ESP), der ikke har præsteret nævneværdige resultater i W15-kategorien.

Dog hører med i billedet, at Zavatska havde vundet begge tidligere indbyrdes opgør, da hun vandt 6-4, 2-6, 6-2 ved W60 Wiesbaden 2019 og 6-3, 6-3 ved kvalifikationen til Australian Open, der i 2021 som følge af corona blev afviklet i Dubai.

Kampen blev afviklet sideløbende med kvartfinalen ved ATP 1000 i Rom mellem Holger Vitus Nødskov Rune og Novak Djokovic, og derfor havde de fleste formentlig tunet ind på TV 2 Sport X for at følge kampen i Rom fremfor ITF livestream fra Madrid.
Imidlertid findes en optagelse, hvor kampen kan genses/downloades fra dette link – https://cloud.elgiganten.dk/s/108c18bec17571a466290979f600da7f8f0 – som ligeledes fjernes om et par uger.

Clara var totalt dominerende i hele 1. sæt, hvor hun vandt sine egne servepartier, uden at Zavatska var i nærheden af break-muligheder, hvorimod Clara udnyttede sin første mulighed til 2-0, og hun brød igen efter yderligere 3 muligheder til 4-0, og i sættets sidste parti brød Clara på sin 2. sætbold efter 15-40 og uddelte “æg”.

I 2. sæt vandt Clara igen sit serveparti uden problemer efter 40-15, og en stensikker sejrskurs var tilsyneladende stukket ud, da Clara derefter brød serven til 2-0 ved 30-40.
Imidlertid fik Clara ikke konsolideret sit break, da hun førte 40-30 i sit næste serveparti, hvor Zavatska efter 3 break-muligheder omsider kom på tavlen ved 1-2, og hun vandt derefter sit serveparti og udlignede til 2-2.

Clara fik dog igen greb om kampen, da hun vandt sit serveparti rent til 3-2 og brød Zavatska ved 15-40 til 4-2, men da Clara derefter blev brudt ved 30-40, og Zavatska vandt sit serveparti til 4-4, skiftede momentum til ukraineren, da Clara kom bagud 0-40 i egen serv, og Zavatska på den 2. break-mulighed brød til 5-4.

Dog brød Clara straks tilbage og udlignede til 5-5 efter 30-40, hvorefter begge vandt deres servepartier sikkert, så sættet blev afgjort i tiebreak, hvor Clara kom bedst fra start med mini-break til 2-1, og hun førte både 4-1 og 5-3, hvor en dobbeltfejl gave Zavatska mini-break’et tilbage, og hun udlignede til 5-5, da Clara i stedet for at udnytte en oplagt mulighed for et long line passerslag valgte at spille cross, hvor Zavatska stod klar ved nettet.
Derefter fik Clara sin første matchbold ved 6-5, da Zavatska sendte 2. bolden direkte i nettet, og hun satte en kvalificeret førsteserv, men Clara oversatsede på 2. bolden sin long line baghånd.
En dansk vinder gav endnu en matchbold ved 7-6 i modstanderens serv, men selvom Clara med en skarp returnering på 2. serven fremtvang en kort 2. bold, kom hun for sent frem og lagde derved en kort slice, som Zavatska prompte udnyttede med en vinder.

En ukrainsk dobbeltfejl forærede derefter Clara endnu en matchbold i egen serv, og igen satte Clara 1. serven, som dog via netkanten blev returneret så kort, at Clara ikke nåede helt frem, og selvom Clara igen fik 1. serven i spil, sluttede den næste korte duel med en fejl fra danskerens baghånd, hvorved Zavatska fik sin første sætbold, hvor Clara efter modstanderens 2. serv spillede sig frem til en oplagt mulighed for at afgøre pointet, men i stedet sendte hun bolden direkte hen til Zavatska, der kvitterede med et lob, som hun fulgte op med en vinder, som sikrede sættet 10-8.

Afslutningen af 2. sæt efterlader unægteligt det indtryk, at Clara fortsat mangler både den selvtillid og skarphed, som kunne have lukket kampen i 2 sæt.
I stedet overtog Zavatska fuldkommen teten i 3. sæt, hvor gassen gik af ballonen hos danskeren, der efter at have haft kampen i sin hule hånd måtte forlade turneringen, da Zavatska vandt 0-6, 7-6(8), 6-1.

Nederlaget må være ekstra ærgerligt for Clara, der kunne have fået en perfekt optakt og tanket selvtillid og skærpet kampformen inden kvalifikationen til French Open.

Der er dog stadig grund til at bevare en god portion optimisme, da Clara igen fik vist, at hun har et højt topniveau, som kan bringe hende langt, når hun igen finder et mere stabilt niveau over flere kampe, og French Open kan være den perfekte anledning hertil.

Da kvalifikationen til French Open dækkes på Discovery+, kan danske TV-seere igen få mulighed for at følge Clara på TV-skærmen.

Foto: Privat – Olivia Gram

Clara var ikke den eneste dansker, som har deltaget ved W100 Madrid, idet 22-årige Olivia Gram var tilmeldt i kvalifikationen, hvor hun dog blot vandt et enkelt parti mod WTA-ranglistens no. 760 Chiara Girelli (ITA), der vandt 6-1, 6-0.

Desuden deltog Olivia sammen med Tatiana Prozorova i double, hvor de – efter walkover i 1/8-finalen – var direkte i kvartfinalen  mod Arantxa Rus (NED) og Angela Fita Boluda (ESP), som vandt en sikker sejr 6-1, 6-1.

I betragtning af at Olivia Gram kun i ganske få tilfælde når længere end 1. runde i ITF-turneringer, herunder også i den laveste W15-kategori, forekommer det umiddelbart ulogisk at vælge turneringer i de højere ITF kategorier, hvor den sportslige berettigelse er svær at få øje på.

Forrige artikelKan Valdemar sparke liv i HIK?
Næste artikelKB hentede flot sejr i Gentofte
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.