Eric Vanshelboim og Jesper Andi Jørgensen ryddede uden problemer de sidste forhindringer på deres vej til lørdagens finale i den internationale U16 turnering i KB.

Forhindringerne var henholdsvis André B Meinertz (HIK) og rumænske Mircea G. Marin. Topseed Vanshelboim havde fuldstændigt fat i 3. seed Meinertz og vandt 6/1 6/2 på sin hjemmebane. Vanshelboim er listet som ukrainer på deltagerlisten, men han har haft sin tennisopvækst i Danmark og KB.

4. seed Jesper Andi Jørgensen gjorde næsten lige så overlegent af med den 6. seedede rumæner. 6/1 6/4 var slutfacit i den 2 meter høje KBérs favør.

Det er svært at udpege en favorit i morgendagens finale. Jeg ser det som en fuldstændig åben kamp, og der er lagt op til et spændende opgør mellem de to fremadstormende supertalenter i KB, lørdag kl. 9:00.

I damernes finale blev det til et klart nederlag til topseedede Ida Hasselbalch (HRT). Hendes tyske modstander, 2. seed Katharina Huhnholz vandt turneringen efter 6/1 6/0 i fredagens finale.