Babolat HRT Autumn Cup er godt i gang i de flotte haller i HRT. Turneringen er stærkt besat, hvilket allerede kom til udtryk i weekendens kvalirunder, hvor mange håbefulde danske talenter blev sendt på tidlig efterårsferie.

Men både hos pigerne og drengene er Danmark godt repræsenteret med KB´s 2. seedede Rebbekka La Cour Hillingsø og hendes 1. seedede klubkammerat Johannes Ingildsen som de bedste bud på danske topplaceringer.

Hillingsø viste ingen nåde, da hun mandag sendte svenske Hanna Wikberg ud af turneringen med 6/3 og 6/0. Og i dagens 2. runde var hun tæt på at uddele et par briller til Lilly Elida Haseth. Den norske pige fik dog hevet et enkelt parti hjem i andet sæt. Hillingsø møder i kvartfinalen Sophie Muntein (Frankrig).

Johannes Ingildsen, der sad over i 1. runde, besejrede Johan Wennerholm i tirsdagens match. Svenskeren voldte ikke den 18-årige dansker større problemer, end at danskeren kunne besejre ham med 6/4 6/4. Ingildsen ligger 165 på ITF-ranglisten og har nu vundet 15 af 21 internationale kampe i 2015. Ondagens kvartfinalemodstander er australieren Anthony Popyrin, der ser ud til at være en overkommelig opgave for danskeren. Popyrin tabte kvalifinalen til danske Nicolas Andersen (3/6 0/6) og er med i hovedturneringen som lucky loser.

5. seedede Olga Helmi (Birkerød) besejrede mandag polske Klara Silka 6/0 6/4 og i dagens 2. runde match slog hun sig til endnu en solid sejr 6/2 6/3 over Jacquline Nylander Altelius fra Sverige. I onsdagens kvartfinale er det den 1. seedede Emily Stappleton, der venter. Den 16-årige englænder er rangeret 301 og har i år vundet 19 af sine 28 internationale kampe. Olga ligger 449 på ranglisten og har vundet 13 ud af årets 27 internationale kampe. Så statistikken tæller til englænderens fordel.

Også Hannah Viller Møller (HIK) er videre til kvartfinalen efter 2 sejre. Mandag slog hun svenske Olivia Alfredsson 6/3 6/3, og dagens opgør mod tyske 4. seed Linda Puppendahl blev en lang og lige dyst. Efter to jævnbyrdige sæt stod den 1-1. Men i tredje sæt var det Hannah, der satte alt på plads og kunne trække sig som sejrsdame med 6/4 5/7 6/2. Hannah møder i onsdagens kvartfinale hollænderen Eva Vedder, 542 på ITF-ranglisten, hvor Hannah ligger 696.

Udvalgte resultater fra tirsdagen 2. runde:

Gilbert Jaeger (Tyskland) vs Sebastian Grundtvig (Danmark) 6/2 6/2                       

Louis Newman (England) vs Romeo Midtgaard Jivraj (Danmark) 7/5 6/1

Matthijs van Starkenburg (Holland) vs Kasper Elsvad (Danmark) 6/4 6/1.

Forrige artikelKarina kvallede ind i hovedturneingen
Næste artikelITF Heraklion: Slut for begge danskere
Claus Holmen
Claus Holmen er 59 år, spiller motionisttennis, og er far til et par tennisglade knægte. Claus følger dansk tennis på nært hold – fra de laveste motionistrækker til toppen af eliten. Han rejser rundt og møder en masse tennisspillere, trænere og forældre i alle afkroge af det danske tennislandskab. For Claus rummer en hver sejr i hvilken som helst turnering lige så meget drama som en Wimbledon-finale.