Eurosport havnede i en regulær "shitstorm", da ejerne Discovery Networks besluttede at forsinke TV-signalet i 2 timer for at promovere Eurosport Player. Stofa forudser, at sportsrettigheder fordeles på flere platforme, som de vil lade indgå i deres udbud via antennestikket

Det faldt ikke i god jord blandt Danske – og formentlig heller ikke Finske – seere, da den øverste ledelse hos Eurosports ejere Discovery Networks i USA besluttede at gennemføre et “eksperiment” i Danmark og Finland, hvor transmissionerne fra Grand Slam turneringen US Open blev vist med 2 timers forsinkelse på Eurosport 1 og 2, da man ønskede at motivere flere til at benytte streaming-tjenesten Eurosport Player, hvor man fik tilbudt at følge kampe på 12 baner live, og samtidig blev prisen sat op fra 69 til 119 kr./md.

Rasmus Mariegaard, der er Kommunikationschef hos Discovery Networks Danmark, erkendte at kritikken gør indtryk og ville indgå efterfølgende.
Efter den første uge har flere medier citeret Mariegaard, der til Ritzau har fortalt, at seerne ikke behøver at frygte en gentagelse lige her og nu, men at det er klart, at hele medieudviklingen går i en digital retning, og han tilføjede:
En rum tid fremover vil det dog være i sameksistens med flowkanaler, og det helt klare udgangspunkt er, at der samsendes live.
Mariegaard fortalte endvidere til Ritzau, at der har været en pæn vækst i antallet af abonnenter.

Tennisavisen har spurgt to af de førende signal-leverandører af flow-TV, Yousee og Stofa, om de ser Disccovery’s initiativ som udtryk for, at sportstransmissioner fremover i højere grad vil blive vist på digitale platforme.

Jacob Mortensen, der er Direktør for TV og Bredbånd hos Yousee, gav overfor Tennisavisen udtryk for, at han er sikker på, at Eurosport mister kunder på deres tiltag under US Open.
Han tror ikke på, at der er kundebasis for live sport eller reality på digitale platforme, men at der er større basis for at tilbyde f.eks. Netflix, HBO, CMore, som man allerede nu kan få gennem Yousee.

Yousee havde modtaget mange klager over den manglende livedækning, og Jacob Mortensen blev af Ritzau citeret således:
Det er naturligvis noget, vi er meget kede af på vores kunders vegne.
Hvis vi ser det her ske igen vil det være noget, som vi måske skal have med, når vi laver aftaler med rettighedshaverne.”

Martin Dalgaard-Lassen, der er Produktdirektør hos Stofa, konstaterer at der sker en udvikling, hvor transmissioner bliver spredt ud på stadig flere forskellige platforme, og han forventer at sportsrettigheder i fremtiden vil blive fordelt på flere forskellige tjenester, og brugerne vil være tvunget til at opsøge de steder, hvor transmissionerne er tilgængelige, hvilket i nogle tilfælde stadig kan være en flow-TV kanal, men ofte vil det være digitale tjenester, som f.eks. Tennistv og WTATV.
Martin anfører endvidere, at Facebook også seriøst overvejer at bidrage til, at sportsrettigheder spredes endnu mere ud.

Derfor må man se i øjnene, at det er den virkelighed, hvor de fremadrettet skal levere TV og underholdning i, og derfor blev det allerede sidste år besluttet at gå i en retning, hvor de etablerer sig mere på åbne platforme ved hjælp af en ny Google Android TV-boks, som giver adgang til at samle en række digitale tjenester, som brugerne kan placere side om side med de TV-kanaler, som man i forvejen abonnerer på.
Boksen vil give adgang til alle de app’s, som i forvejen er tilgængelige gennem Google Play.

I praksis kan man derved eksempelvis vælge at placere Tennistv på en bestemt kanal-plads i TV-oversigten og vælge den på samme måde som de almindelige TV-kanaler.
Det forudsætter dog som regel, at man i forvejen har et abonnement på den pågældende tjeneste, men det er ikke nødvendigt, at Stofa har en aftale med udbyderen af tjenesten.
Martin kan dog sagtens forestille sig, at der kan indgås aftaler med udbydere af digitale tjenester, så der kan opnås rabatter ved at tilmelde sig via boksen.

Martin forklarede, at man på samme måde kan vælge hvilke som helst digitale tjenester, som understøtter TIF-formatet, og lægge servicen ind som en kanal i boksen, hvor den vil fremstå på samme måde som en almindelig TV-kanal i oversigten.
Tidshorisonten for en sådan mulighed betegnes som i “nær fremtid”.