Et land uden større tennistradition har de senere år rykket sig gevaldigt. Med to af sportens største stjernefrø kan Canada meget vel blive landet alverdens tennistrænere inden længe rejser til for at lære et og andet om talentudvikling.
Der har aldrig været tid til at sove længe eller gå tidligt i seng for Milos Raonic. At restitution er en vigtig faktor for en professionel atlet kan de fleste skrive under på, men det er bare ikke altid de optimale betingelser er tilstede. Det var de så langtfra for Milos Raonic, der som 3-årig flygtede med familien til Canada fra det borgerkrigshærgede Montenegro på Balkan.
“De havde som sådan ikke noget at miste, da de allerede havde opgivet deres fædrene ophav for at komme til Canada. Derfor var disse spillere perfekte rollemodeller, for det system man gerne ville bygge op omkring talentudvikling.”
Som flygtning i et fremmed land skulle familien finde et fundament at skabe en stabil tilværelse på. Sport er og bliver et universelt sprog der tales på tværs af landegrænser og kulturer.
Tennis er i Montenegro og det øvrige Balkan en stor sport, hvilket spillere som Novak Djokovic, Goran Ivanisevic med al tydelighed har været med til at understrege. Det var denne kultur lille Milos´s far, Dusan, gerne ville give videre til sønnike.
Der var dog et helt andet syn på tennis i Canada, hvor vintersportsgrene som Ishockey af naturlige årsager i langt højere grad er i fokus. Tennis er, i høj grad, en sport for overklassen og for en flygtningefamilie var det svært at bryde den usynlige barriere, der var til de lokale tennisklubber.
Nok var der rigeligt med tennisbaner, banepriserne derimod var skyhøje. Derfor blev løsningen for familien Raonic en boldmaskine, der kunne gøre det ud for en træner. Ydermere måtte man tage til takke med banetimer klokken halv syv om morgenen eller efter klokken 21 om aftenen. De var til at betale, hvilket altså var den eneste mulighed familien i starten havde for at forfølge drømmen.
De lokale tennisklubber havde masser af dygtige trænere, der fra morgen til aften trænede rigmandssønner og koner. Men engagementet for at udvikle egentlige stjerner var ikke tilstede. Det handlede om at gøre de rige tilfredse, så den fede løncheck faldt så sikkert som ammen i kirken.
Træningscenter med andre værdier
Selvom sporten elitært ikke har de store traditioner i det enorme nordamerikanske land, så er kulturen for tennis stor. Et tydeligt eksempel på dette er de to store ATP- og WTA-turneringer, der går på skift mellem Toronto og Montreal. Disse turneringer er med til at skabe en økonomisk solidt fundament under det canadiske tennisforbund, der dermed har muskler at spille med i forhold til talentudvikling.
Men at økonomi ikke alene er vejen til succes er det britiske, amerikanske og australske system gode eksempler på. Her poster landenes Grand Slamturneringer millioner af kroner i talentarbejdet, for at skabe spillere der kan begå sig på højeste niveau.
Alligevel er det kun Andy Murray fra de tre lande, der reelt har kompetencerne til at vinde en Grand Slam i herresingle. Britten er, paradoksalt nok, alt andet end et produkt af den britiske skole.
Da man i 2007 skabte en nationalt træningscenter for elitetennis i Montreal havde man i det canadiske forbund gjort sig tanker. Tanker om, hvordan man skulle drive center for ikke at blive en fritidsordning for overklassens forkælede børn.
Børn der tidligere dominerede sporten i langt hovedparten af tennisklubberne. Man satte derfor et tilbundsgående arbejde i gang, hvor man besøgte en lang række af landets klubber for at opsnuse potentiale. Ikke økonomisk, ikke talent, men råstyrke. Spillere som havde arbejdsmoralen og drivkraften til at gøre tennis til andet end en hobby.
Milos Raonic var sammen med polskfødte Aleksandra Wozniak og tjekkiske Vasek Pospisil blandt de første, der blev inviteret indenfor på det nye elitecenter, der slog dørene op for første gang i Montreal i 2007.
Trænerne kunne se på børnene, og ikke mindst deres ophav i form af familie og etnisk oprindelse, at de havde viljen til at satse dedikeret og målrettet på succes. De havde som sådan ikke noget at miste, da de allerede havde opgivet deres fædrene ophav for at komme til Canada.
Derfor var disse spillere perfekte rollemodeller, for det system man gerne ville bygge op omkring talentudvikling. De canadiske trænere havde lugtet lunten i international tennis, hvor tendensen går i retning af mere fysisk tennis. Derfor nytter det ikke, hvis boldfølingen er god, men moralen til at løfte vægte bagefter er i bund.
Der var brug for disse kulturbærere fra start, der understregede på hvilken måde canadisk tennis fremover skulle defineres. Semifinalen ved den store ATP World Tour Masters 1000 turnering i Montreal i 2013 var et rent canadisk opgør mellem Vasek Pospisil og Milos Raonic. En kamp der betød Ranoic rykkede i top-10 og Pospisil i top-50, en stor dag for Canadisk tennis.
De to bombere er dog ved at bliver overhalt indenom af Eugenie Bouchard. Født i 1994 med rene canadiske rødder har hun set, hvordan den første generation har angrebet sporten på centeret i Montreal. Med to semifinaler i Australien og Paris er hun det seneste stjernefrø på den canadiske tennishimmel.
Eksperter har allerede kig på en lang række canadiske juniorer, der kan få stor succes. Alle har de arbejdsmoralen i højsædet, hvilken uden tvivl vil bringe dem langt i en kold og kynisk tennistop.
