Selvom Egypten vandt 2-1 over Danmark i den sidste puljekamp, blev de alligevel sorteper, da Danmark blev puljevinder foran Finland, og derfor spiller skandinaverne oprykningskampe mod hhv. Tunesien og Georgien

I den sidste puljekamp ved Fed Cup Group II Europe/Africa i Helsinki mødte Karen Barritza helt som ventet 22-årige Sandra Samir, der på papiret måtte være favorit, hvis man tager udgangspunkt i WTA-ranglisten, hvor hun er no. 367, hvilket er næsten 30 pladser højere end Karens højeste rangering for næsten 2 år siden

Hvis man derimod tager udgangspunkt i de første 2 pulje-kampe i Helsinki, og man samtidig mindes, at Karen vandt deres seneste møde 7-5, 4-6, 6-2 for 2 år siden ved Fed Cup i Athen, var der alligevel grund til dansk optimisme inden kampen, og optimismen blev ikke mindre, da Karen allerede brød sin modstander i det første parti, og hun bevarede forspringet, da hun holdt serv til 3-1.

Herefter indtraf et vendepunkt i sættet da Samir efter at have holdt sin serv til 2-3, brød tilbage i sættets længste parti, hvor Karen førte 40-15 og senere havde yderligere 3 fordele, men egypteren endte med at vinde partiet, hvor Karens 1. serv svigtede, og det samme gjorde 2. serven med 2 dobbeltfejl til følge, og desuden fik Karen ikke lagt det samme tryk, som i starten af sættet havde fremprovokeret flere fejl især fra egypterens baghånd.

Karen havde mulighed for at bryde igen i næste parti, hvor hun trods 40-0 til Samir spillede sig til dansk fordel, men Samir holdt alligevel serv til 5-3, og efterfølgende vandt hun sættet, efter at Karen havde afværget 2 sætbolde.

2. sæt startede ligesom i Karens tidligere kampe med 2 tætte partier, hvor Karen blev brudt til 0-1, men efter 4 break-chancer brød hun tilbage til 1-1 og holdt derefter serven rent til 2-1.
Karen brød efterfølgende rent til 3-1, men Samir brød straks tilbage med endnu et rent parti, og hun var godt på vej til at holde serv med endnu et rent serveparti, men med 5 vunde bolde i træk fra 40-0 bragte Karen sig på 4-2 med endnu et break.
Heller ikke i de næste 2 partier formåede nogen af spillerne at holde serv, da de begge blev brudt ved 15-40, hvorefter Karen ved 5-3 servede for 2. sæt, og hun havde sætbold ved 40-30, men Samir brød i stedet tilbage, og hun fik derefter udlignet til 5-5 i egen serv, hvor Karen havde endnu en sætbold ved 40-30.

Karen Barritza
Foto: Finlands Tennis Forbund – Karen Barritza i kampen mod Sandra Samir

I det næste parti reddede Karen 3 egyptiske break-muligheder, inden hun bragte sig foran 6-5 i egen serv, hvorefter Karen igen indhentede en 40-0 føring i egypterens serv, men Samir holdt alligevel serv og tvang sættet i tiebreak, hvor Karen var nede med 2 minibreaks ved 1-5, hvorefter hun tog det ene minibreak tilbage.
Samir holdt derefter serv til 6-2, men Karen afværgede alle 4 matchbolde, men hun blev brudt igen til 6-7 og ny matchbold, som blev reddet, men på den næste matchbold blev kampen afgjort til egyptisk sejr 6-3, 7-6(7) efter dansk dobbeltfejl.

I løbet af kampen blev Karen ofte passeret i situationer, hvor hun rykkede frem mod nettet uden at have tilstrækkeligt pres på den boldsikre modstander, og selvom Karen på flere af sine fremstød, hvor Samir var presset især i baghånden, afsluttede med sublime vindere, var antallet af egyptiske passerslag eller fremtvungne danske fejl i overtal, hvorimod Karen ofte havde succes, når hun lagde tryk på Samirs baghånd.

Clara Tauson sørgede for at skabe balance i regnskabet, da hun i 1. singlen udlignede til 1-1, da hun i suveræn stil med sublimt spil levede op til den favoritværdighed, som bookmakerne havde tildelt hende mod 21-årige no. 188 Maiar Sherif Ahmed Abdelaziz, selvom egypteren er rangeret 73 pladser over danskeren.

Efter at have holdt serv i kampens første parti brød Clara sin modstanders serv til 2-0, og hun afværgede derefter en enkelt egyptisk breakchance, inden hun øgede til 3-0, hvorefter egypteren holdt serv til 1-3.
Herefter vandt Clara de næste 2 partier rent, og hun førte også 40-0, da hun servede for 1. sæt, som blev afgjort på den 2. sætbold til 6-1.

I det første parti i 2. sæt var Abdelaziz foran 40-0 i egen serv, men hun kom tilbage i partiet, som hun vandt, da egypteren heller ikke kunne udnytte endnu en fordel.
Abdelaziz blev brudt igen til 3-0 ved 30-40, efter at Clara havde holdt serv efter 40-0 og 40-30.
Det blev 4-0 efter endnu et sikkert dansk serveparti, inden egypteren holdt serv til 1-4 på sin 3. fordel efter at have afværget dansk break-mulighed, men derefter vandt Ablelaziz kun en enkelt bold mere i resten af kampen, som Clara således vandt 6-1, 6-1 efter mindre end en times spil.

Dermed var stillingen i opgøret 1-1, og Danmark var derfor sikker på at få en kamp om oprykning fredag mod enten Tunesien eller Georgien, der havde vundet deres indbyrdes møde om 1. pladsen i Pool A.
Danmark kunne med sejr i doublen sikre 1. pladsen og derved møde Tunesien, men hvis kampen mellem Finland og Portugal, hvor stillingen ligeledes var 1-1 efter singlerne, endte med finsk sejr, ville Danmark og Finland begge have 6-3 i vundne kampe.

Da det – i tilfælde af lighed i vundne kampe mellem 2 nationer – er indbyrdes opgør, der er afgørende, blev den danske førsteplads i puljen sikret, da Finlands double med Oona Orpana og Laura  Hietaranta – inden doublen mellem Danmark og Egpten var færdigspillet – havde sikret finsk sejr, da de vandt 7-6(5), 1-6, 7-6(2) over Maria Ines Fonte og Francisca Jorge.

Laura Hietaranta og Emma Laine
Foto: Georg Beyer Clausen – Laura Hietaranta og Finlands holdkaptajn Emma Laine efter onsdagens sejr over Egypten

Ovenstående regnemetode, som sikrede dansk puljesejr, havde dog næppe indflydelse på doublen mod Egypten, der i tilfælde af sejr var afhæng af, at Portugal vandt over Finland, da de i så fald med sejr kunne sikre 1. pladsen i puljen foran Danmark.

Ligesom det var tilfældet mod Portugal, mødte kusinerne Emilie Francati og Maria Jespersen et søskendepar, Rana Sherif Ahmed og Maiar Sherif Ahmed Abdelaziz, der en halv time forinden havde tabt til Clara.

Søstrene, der dagen forinden havde tabt doublen mod Finland, spillede og servede gennem hele kampen mod Danmark på et konstant højt niveau, og bortset fra 2 danske break-muligheder i kampens 2. parti, havde egypterne fuld kontrol over deres egne servepartier, ikke mindst fordi mange af de danske servereturneringer ikke blev sat i spil.

Egypterne var også mere effektive til at afgøre duellerne, og de brillerede flere gange med flotte lobs og feberredninger, hvorimod danskerne først mod slutningen af kampen fik løftet spillet helt op på samme niveau som i de 2 tidligere kampe ved Fed Cup.

Danskerne vandt deres egne servepartier problemfrit i starten af 2. sæt, og det samme gjorde egypterne, men ved 2-2 blev Danmark brudt til 2-3, og efter at egypterne problemfrit holdt serv til 4-2, blev danskerne – efter at have ført 40-15 – brudt til 2-5.

Emilie Francati og Maria Jespersen
Foto: Georg Beyer Clausen

Alt tegnede derfor til en komfortabel sejr til egypterne, da de derefter servede for kampen og bragte sig foran 40-15, men pludselig løftede den danske duo spillet, og de afværgede begge matchbolde og endnu en matchbold, inden det omsider lykkedes at tage det ene break tilbage.
Der blev skabt fornyet spænding om udfaldet, da Danmark reducerede til 4-5 i egen serv, og de fik lagt yderligere pres på modstanderne, der kom bagud 15-30 i deres næste serveparti, men de egyptiske søstre holdt stand og bragte sig på 40-30, hvor de lukkede kampen på den første mulighed til endelig sejr 6-4, 6-4 efter 75 minutter.

Kort efter kampen blev det bekræftet, at Danmark blev puljevinder foran Finland, og derfor bliver Danmarks modstander i fredagens kamp om oprykning til Group I Europe/Africa Tunesien, hvis bedste spiller Ons Jabeur hidtil har vundet sine singler overbevisende, og hun var med til at vinde doublen mod Israel, men mod Georgien i den sidste kamp, hvor det alene var et spørgsmål om at blive no. 1 eller 2 i puljen, blev Jabeur sammen med Chiraz Bechri besejret 6-3, 6-2 af Ekaterine Gorgodze og Oksana Kalashnikova.

I den første kamp havde Gorgodze vundet 6-1, 6-3 over Chiraz Bechri, hvorefter Jabeur vandt 1. singlen 6-2, 6-2 over Miriam Bolkvadze.

Ons Jabeur
Foto: Georg Beyer Clausen – Ons Jabeur efter sejren i 1. single mod Georgiens Miriam Bolkvadze

Den største chance for at sikre dansk oprykning er uden tvivl, at Danmark vinder både 2. singlen og doublen, men Clara har dog vist så gode takter i de 3 første opgør, at en sensationel sejr over Ons Jabeur ikke helt kan udelukkes på forhånd.

Clara udtaler i en pressemeddelelse fra DTF, at hun glæder sig helt vildt til at møde en top 100 spiller, der var i kvartfinalen ved Australian Open, og hun mener Danmark har en chance mod Tunesien.

På grund af tidnød kunne den danske trup og holdkaptajnen ikke nå at stille op til interview med Tennisavisen, da køkkenet på spillernes hotel ellers ville lukke, men mens Karen og Clara var i fuld gang med at forberede sig til fredagens singler, fik Tennisavisen en snak med holdkaptajnen og de øvrige spillere om torsdagens kampe, og mulighederne for oprykning blev ligeledes berørt.

Emilie var ikke overrasket over niveauet hos egypterne, som formåede at gøre det svært for danskerne. Selvom kampen ikke havde afgørende betydning for holdets muligheder for en oprykningskamp, spillede det ingen rolle for tilgangen til kampen.

Maria håbede at stillingen vil være 2-0 inden doublen mod Tunesien, hvor Ons Jabeur forventes også at være med i doublen i en eventuel afgørende kamp, men de havde luret en smule på Tunesiens double mod Georgien, og hun advarede mod at overvurdere Jabeur for meget, selvom hun også er en dygtig double-spiller, og derfor skal de holde fast i deres eget spil og undgå at stresse, selvom Jabeur står på den anden side af nettet, da der skal to til at vinde en double.
Hun gav udtryk for, at det kunne være sundt, at de havde fået et nederlag med, da det kunne være med til at motivere ekstra til at gøre det bedre end i går.

Angående Claras muligheder mod Jabeur nævnte Anker, at “the sky is the limit”, og at Clara under alle omstændigheder snart vil slå en top 100 spiller, hvilket lige så godt kan være i dag.
Anker er ikke i tvivl om, at Tunesiens 2. single (Chiraz Bechri) er en dygtig spiller, men hvis Karen spiller op til sit bedste, ser han gode muligheder for dansk sejr.

Efterfølgende er holdopstillingerne blevet oplyst, og det er bekræftet, at både Danmarks og Tunesiens opstilling er uændret, hvorved Karen indleder kl. 1400cet mod Chiraz Bechri, hvorefter Clara møder Ons Jabeur, og i doublen bliver Emilies og Marias modstandere som ventet Ons Jabeur og Chiraz Bechri.

Forrige artikelEn god historie fra Risskov Tennisklub
Næste artikelFed Cup Helsinki: Danmark vinder gyser mod Tunesien og rykker op
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.