Med bundsolidt spil fra baglinjen suppleret med en velfungerende serv fortsatte Mikael Torpegaard sin Challenger sejrsrække med sikker sejr over no. 134 Denis Kudla

Hvis man lige ser bort fra Caroline Wozniacki, vil de fleste formentlig betegne det som lidt af en sensation, når en dansk tennisspiller vinder over no. 131 på ATP-ranglisten, men efter at Mikael Torpegaard forleden gik hele vejen og snuppede titlen i hans første ATP Challenger turnering i Columbus, kan en sådan sejr med rette alligevel betegnes som “en dag på kontoret”.

Mikael deltager i denne uge for 2. gang i en Challenger, Las Vegas Tennis Open med en præmiesum på $50.000, og omkring midnat (dansk tid) natten til onsdag mødte han i 1. runde no. 131 Denis Kudla.

Ved de fleste Challengers – måske alle – kan man følge kampene på Livestream.com/atp fra 2 baner, men desværre blev denne kamp spillet på en bane uden TV-dækning, så man var henvist til at følge med på livescore, hvor man dog hurtigt fornemmede, at kampen udviklede sig til gunst for danskeren, som sjældent var i problemer i egen serv, mens han til gengæld havde 5 break-muligheder i 1. sæt, hvoraf de 2 blev udnyttet, og derfor fik det ikke nogen betydning, at danskeren blev brudt på modstanderens eneste mulighed.

Sættet endte 6-3 til Mikael, hvis 1. serve procent var 55 mod modstanderens 65, men i 2. sæt løftede danskeren serve procenten til 79, mens Kudla havde store problemer med sin serv, som faldt til 35 procent.
I starten af sættet var den endda endnu lavere, men alligevel fulgte Kudla med til 2-2, hvorefter danskeren udnyttede begge sine break-muligheder og selv afværgede begge modstanderens chancer, og dermed blev det dansk sejr 6-3, 6-2.

Mikaels egen beskrivelse af kampen var, at han servede sig ud af problemerne, og han følte sig bundsolid fra baglinjen.

I 1/8-finalen bliver modstanderen no. 224 Austin Krajicek (USA), der vandt 1. sæt 7-6(5) og førte 2-1 i 2. sæt mod no. 248 Tommy Paul (USA), som måtte trække sig fra kampen.
Kampen er ikke programsat til onsdag, så den bliver formentlig spillet torsdag, hvor den forhåbentlig bliver placeret på en af de baner, som kan følges på livestream herunder, hvor man kan følge eller gense de fleste af de øvrige kampe fra turneringen