Forhåbningen om et 2. runde opgør mellem Frederik Løchte Nielsen og Dustin Brown bliver ikke aktuelt, da begge tabte i 1. runde. Til gengæld kan Løchte følges på Livestream i double sammen med Johan Brunstrom

Da lodtrækningen til turneringen Tiburon Challenger i Californien blev offentliggjort kunne man håbe på, at danske tennis-interesserede i 2. runde kunne imødese en kamp mellem 2 populære spillere, Frederik Løchte Nielsen og den farverige langhårede Dustin Brown (GER), som alene i kraft at sin udstråling har mange fans i tennis-kredse.

Dette møde bliver dog ikke til noget, hvilket der er 2 væsentlige årsager til, nemlig at begge blev slået ud i 1. runde af turneringen.

Løchte, der er no. 289 på ATP-ranglisten, mødte i 1. runde no. 822 Mackenzie McDonald (USA), der var med på et wildcard, tirsdag aften dansk tid på Court 4, hvor der ikke var mulighed for at følge kampen på Livestream.

Ved at studere statistikken fra kampen var en væsentlig forskel, at Løchte fik mindre udbytte af sin 2. serv, hvor han vandt 43 procent mod modstanderens 70 procent.
Derved fik Løchte 5 gange i løbet af kampen break-bold imod sig, mens han selv kun tilspillede sig en enkelt break-mulighed, som ikke blev udnyttet.

Modstanderen udnyttede til gengæld sin eneste break-mulighed i 1. sæt, hvor Løchte ikke havde nogen.
Løchte havde sin eneste break-mulighed i 2. sæt, hvor modstanderen udnyttede en enkelt af sine 4 muligheder, og derved vandt han kampen 6-4, 6-4.

Derfor bliver der i denne omgang ikke mulighed for at følge Løchte i single på Livestream, men hvis man havde set frem til en kamp mod 4. seedede no. 107 Dustin Brown, var det alligevel ikke blevet aktuelt, idet han tabte i 1. runde 2-6, 5-7 mod no. 419 Sekou Bangoura (USA), som forinden havde spillet sig gennem kvalifikationen med 3 sejre.

Frederik Løchte spiller igen sammen med Johan Brunstrom

Danske tennis-interesserede får dog mulighed for at se Frederik Løchte Nielsen i double, hvor han spiller sammen med Johan Brunstrom (SWE), som han tidligere har opnået gode resultater sammen med.
Det dansk-svenske par er seedet 1 i turneringen, og de møder omkring midnat natten til torsdag Ariel Behar (URU)/Ruben Gonzales (PHI).

Kampen spilles på Centrecourt og kan følges på nedenstående link til Livestream, hvor man også kan gense førnævnte kamp mellem Dustin Brown og Sekou Bangoura og de øvrige kampe på samme bane.

Inden doublen med Løchte/Brunstrom kan man fra kl. 2000cet onsdag følge 2 single-kampe
Dimitar Kutrovsky (BUL) vs. [7] Rola Blaz (SLO)
[1] Denis Kudla (USA) vs. (Q) Henri Laksonen (SUI)
Har man alligevel ofret nattesøvnen for at se doublen, kan man bagefter desuden følge endnu en double mellem 2. seedede Dean O’Brien/Ruan Roelofse (RSA) vs. (wc) Deiton Baughman/Mackenzie McDonald (USA).

Forrige artikelFormandsjagten: FTU formand vil smide dinosaurerne på porten
Næste artikelITF Clermont-Ferrand: Karen Barbat hiver 3-sætter hjem mod no. 275
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.