Selvom både Holger Rune og Søren Hess-Olesen blev no. 1 i torsdagens puljekampe, er det no. 2 i begge puljer, der lørdag spiller finalen, som blev udsat pga. regn

Torsdagens puljekampe ved B&O Silkeborg / Give / ØBG Invitational resulterede i, at både Holger Vitus Nødskov Rune og Søren Hess-Olesen efter relativt komfortable sejre blev puljevindere.

UTR Event: Holger og Joe videre fra Silkeborg. Hess-Olesen og Løchte også klar til semi

Derfor undgik ingen af dem favorit-værdigheden inden fredagens semifinaler, hvor Holger først mødte Frederik Løchte Nielsen, der dog havde den store fordel, at han for det første er gennem-rutineret, og på sine gode dage kan spille sublimt tennis.
Desuden kunne han – som følge af de store forventninger til Holger fra både ham selv og omgivelserne – spille helt uden samme forventningspres som Holger, der forventes at overtage den danske tennis-trone på herresiden, hvor Løchte har hersket i en årrække.

Løchte havde i puljekampene dagen før – efter eget udsagn – spillet både en elendig kamp mod Søren Hess-Olesen og en god kamp mod Christian Sigsgaard, og derfor vidste han på forhånd ikke helt, hvad han kunne forvente af sig selv, men det skulle vise sig, at Løchte for alvor havde fundet det gode spil frem.

Verified UTR Event
Foto: Tennisavisen – Frederik Løchte Nielsen

Derimod havde Holger i starten af kampen svært ved at finde rytmen, og inden længe var Løchte foran 3-0, men efter at Holger havde holdt serv til 1-3 brød han rent til 2-3, og han fik presset 1. sæt ud i en tiebreak.

Holger formåede dog ikke at bevare tilstrækkelig fokus, og han lod frustrationerne tage over, hvilket både medførte advarsel for at sende en bold ud af kommunen, og irritationen forplantede sig til spillet, hvorved Løchte kom yderligere foran 6-1.
Holger afværgede herefter 2 sætbolde, men en forhånd i nettet afgjorde sættet, som Løchte vandt 7-3.

Verified UTR Event
Foto: Tennisavisen – Holger Vitus Nødskov Rune

I 2. sæt fungerede spillet væsentligt bedre for Holger, som vandt et velspillet sæt 4-2, og de gode takter fortsatte i starten af 3. sæt, hvor Holger holdt serv til 1-0.
I Løchtes næste serveparti viste begge spil af højeste klasse, og efter et par sublime passerslag og en cross vinder på linjen havde Holger mulighed for at bryde serv til 2-0.
Løchte afværgede med en servevinder, hvorefter en han straffede en ikke velvalgt stopbold, og derefter fik han udlignet til 1-1.

I Holgers næste serveparti trykkede Løchte igennem på 2. serven ved 30-30, og han brød til 2-1, da Holger var tæt ved at snuble på vej frem mod en velplaceret stopbold, hvorefter Løchtes momentum fortsatte med et rent parti til 3-1.

Da Holger derefter servede for at blive i kampen, gav en netruller til 40-30 chancen for at reducere til 2-3, men en alt for venlig stopbold holdt Løchte inde i partiet, og efter en dyb baghånd, som Holger blev presset til at sende i nettet, havde Løchte matchbold, som straks blev udnyttet med en direkte returvinder på Holgers  førsteserv.

Sejrscifrene blev således 4-3, 2-4, 4-1.

Verified UTR Event
Foto: Tennisavisen – Frederik Løchte Nielsen

Selvom mange formentlig havde Holger som stor favorit inden kampen, er sejren ikke nødvendigvis nogen sensation, hvorimod den er endnu et eksempel på, at der – specielt i korte sæt – ikke er plads til udfald undervejs mod en rutineret spiller, der straks opfanger og udnytter frustrationerne hos en ung spiller.

Holger fik dog vist, at de færreste kan stille meget op, når spillet fungerer, og derfor er der ingen grund til at “fortvivle”, men tværtimod bruge kampen som en påmindelse om, at der fortsat skal arbejdes på det mentale, så fokus og stabilitet bliver stadig mere indarbejdet i spillet, når der med tiden igen kan spilles om ATP-point.

Kampen kan genses fra starten herunder.

Efter en pause følger den næste semifinale, hvor Johannes Ingildsen i en meget jævnbyrdig og regnfuld affære mod Søren Hess-Olesen fik hevet en yderst kneben sejr hjem 3-4, 4-2, 4-3, efter at begge havde haft matchbold i 3. sæts tiebreak.

Verified UTR Event
Foto: Tennisavisen – Johannes Ingildsen

Verified UTR Event

Foto: Tennisavisen – Søren Hess-Olesen 

Foto: Tennisavisen – Johannes Ingildsen

Vejret forhindrede, at finalen kunne gennemføres som planlagt samme dag, og derfor er den udskudt til lørdag kl. 1100, hvor den kan følges på Eurosport 2, Eurosport Player, Dplay samt på Facebook hos både ØBG Tennis – Silkeborg og Give Tennisklub.

TV-avisen havde fredag dette indslag fra turneringen.

På skemaet herunder er vist, hvilken konsekvens resultaterne har haft for deltagernes UTR-rating.
Bemærk et (P) efter Sørens nye rating, hvilket betyder at hans rating er “Projected”, da den anvendte algoritme behøver ca. 5 resultater for at beregne et pålidelig rating, og derfor skal Sørens rating tages med al mulig forbehold, og den må derfor forventes langsomt men sikkert at falde igen.

Selvom Sigsgaard tabte 2 kampe til lavere ratede spillere og blot vandt en enkelt kamp torsdag, har han alligevel forbedret sin rating en anelse, hvilket kan forekommer ulogisk, da hans eneste sejr – over Martin – ikke medregnes, fordi forskellen er større end 2.00, men formentlig har Sørens høje “projected” ranking indflydelse ved beregningen.

Holger mister 0.02 point selvom han vandt alle 3 puljekampe, men flere faktorer kan spille ind, da algoritmen sammenligner procentdelen af vundne point med det forventede baseret på forskellen i point, og desuden udgår nogle tidligere resultater, da højst 30 resultater indgår i beregningen.

Frederik Løchte avancerer med 0.42 point, hvilket formentlig primært skyldes sejre over både Sigsgaard og Holger, da sejren over Martin ikke medregnes pga. afstand på mere end 2.00, og af samme grund får Løchtes sejr over Martin heller ingen betydning, men til gengæld bevirker Martins sejr over Søren, at han avancerer med 0.56 point.

Johannes har uændret 13.18, og begge Give-spillerne mister henholdsvis 0,09 og 0,06 point.

Spiller Klub 21-maj 22-maj Diff
Søren Hess-Olesen KB 14,81 (P)
Christian Sigsgaard Gentofte 14,06 14,08 0,02
Holger Vitus Nødskov Rune HIK 13,99 13,97 -0,02
Frederik Løchte Nielsen Lyngby 13,54 13,96 0,42
Johannes Ingildsen KB 13,18 13,18 0,00
Anders Grinderslev Give 12,90 12,81 -0,09
Rasmus Michelsen Give 11,88 11,82 -0,06
Martin Pedersen KB 10,62 11,18 0,56

 

Forrige artikelUTR Event: Holger og Joe videre fra Silkeborg. Hess-Olesen og Løchte også klar til semi
Næste artikelUTR Event: Sprudlende Frederik Løchte vinder efter ren opvisning i Give
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.