De danske spillere der i denne weekend forsøger sig i diverse ITF turneringer rundt omkring i verden har indtil videre gjort det med succes.

Mohamed Shabib (billedet) vandt i sin første runde af kvalifikationen til $ 15.000 future turneringen i Danderyd, Sverige over Magnus Ohrvall, Sverige med 6-3,6-4. I samme turnering vandt Philip Ørnø over Adrian Forberg Skogeng, Norge med 6-3,7-5. Der er dog det forbehold at det ikke står på resultatlisten fra turneringen, men Tennisavisen fulgte ITF’s livescore og den viste dansk sejr.

Tobias Galskov vandt to kampe i kvalifikationen til $ 10.000 future turneringen i Costa Mesa, USA. I første runde slog Tobias overraskende den 6. seedede  Adrien Puget, Frankrig med 1-6,6-3,6-2. Derefter gik det udover Karue Sell, Brasilien (det står der altså at han hedder) med cifrene 7-5,6-3. Det er en hård kvalifikation. Der er 128 spillere der kæmper om 8 pladser i hovedturneringen.

I ITF grade 5 juniorturneringen vandt både Sofia Nami Samavati og Frederikke Svarre deres første kampe. Sofia slog i første runde Jenny Duerst, Schweiz med 6-2,6-1. Og Frederikke slog Arberie Berisha, Schweiz med 6-0,6-0.

Karen Barbat har endnu ikke spillet sin første kvalifikationskamp til $ 25.000 ITF turneringen i Shrewsbury, England. Det gør hun i dag når hun møder Lucy Brown, England.