En ny tennisturnering har fra starten sat nye standarder. Tennisklubben Ryvang i København har fra første udgave af ”Ryvang Garros” formået at samle stort set hele den danske elite.

Bassen pumper og leverer lydkulissen, der er gang i GT-baren og der snakkes om både tennis. Med mellemrum kommer der tilråb til spillet på banerne.

Lyder det som beskrivelse fra en havefest eller en festival, med lidt spontant arrangeret sport, har du helt ret. Det er det. Men det er også noget andet. Beskrivelserne er blandt de mange, anderledes, oplevelser fra den første udgave af Ryvang Garros sidste sommer. Her dystede en række hold om titlen i en ny og anderledes tennisturnering.

Med respekt for tennis og traditionen, var der skubbet lidt til formatet og længden af turneringen. Alt blev afviklet på en intens dag. Fest, farver og forhænder i høj klasse fra deltagere som Kristian Pless, Martin Pedersen og Holger Rune. Stort set hele den danske elite var samlet. De var sat sammen på hold, hvor det ikke var klubtilhørsforhold der afgjorde, hvem der stillede op sammen.

Ideen til begivenheden opstod i den lille tennisklub Ryvang ved København. Her havde en aktiv seniorafdeling intentioner om at skabe en turnering. Det skulle bare ikke være endnu en almindelig ranglisteturnering. Det skulle være noget, der forsøgte at tiltrække tilskuere, der ikke nødvendigvis var interesseret i tennis.

”Vi sad en gruppe efter en træning, og fik et par øl. Vi snakkede om, hvordan man kunne skabe noget anderledes, med respekt for sporten. En havde set, hvordan man i beachvolley skabte en fest rundt om kampene. De var det vigtige, men ikke det eneste, der skete. Det var den tanke vi byggede den første udgave af Ryvang Garros op omkring, fortæller formand i Tennisklubben Ryvang, Michael Mejer.

Derefter gik arbejdet i gang med at udvikle på konceptet. Det lå fra starten klart, at turneringen skulle afvikles over én dag. Det gjorde, at kampformatet blev ændret, kortere sæt var nødvendigt. Desuden valgte man, stik mod sædvanen, at afvikle turneringen med fuld gang i lydkulissen. Både bas og tilråb var, under hele turneringen, tilladt.

Spillerne elskede det

Michael Mejer havde som prøveklud inviteret en række venner med til turneringen. Venner der i udgangspunktet ikke er særligt interesseret i tennis. De blev grebet af stemningen, fordi man kunne opleve god tennis og samtidig hygge sig, drikke en bajer og snakke frit. De har alle meldt sig til, når det 22.juni går løs med anden udgave af turneringen.

Og vennerne, uden forstand på tennis, var langtfra de eneste, der var vilde med det nye og anderledes koncept. Det var spillerne også. Spillere, der er opflasket med faste mønstre omkring afviklingen af tenniskampe. Fem minutters opvarmning, tre tie-break sæt og ikke for megen uro, hverken på eller udenfor banen. Alligevel var en af deltagerne, den tidligere Danmarksmester Philip Ørnø, vild med turneringen i Ryvang. En turnering der, tennismæssigt, var langt fra den dagligdag han er vokset op i.

”Jeg kan godt lide at spille turneringer for tennissens skyld. Ryvang Garros er både for publikums skyld og for spillerne. Det er en event og ikke så meget en turnering. Det er en dag, hvor man er en del af et socialt arrangement, der sætter tennis i fokus på en anderledes og utraditionel måde,” forklarer Philip Ørnø.

”Det er en sjov dag, hvor man ikke skal vente på at komme til at spille. Alt er serveret på et sølvfad og det er bare at tage for sig af retterne: mad, drinks, energidrik, snacks, musik og speakere, spillerpræsentationer og publikum. Alt spiller,” forklarer Philip Ørnø, der er tilbage i anden udgave af Ryvang Garros.

Sidste år var det udelukkende en herreturnering. En af årsagerne til det var, at arrangørerne ville sikre sig, at alt blev afviklet fedt og oplevelsen fra starten blev god. Det blev den, meget endda. Derfor har man i år udvidet, så der også vil være en damerække i turneringen. Også her har en række af landets bedste spillere meldt sig til.

Inspiration til andre

Formanden i Tennisklubben i Ryvang understreger, at turneringen på ingen måde skal ses som en konkurrent til det eksisterende turneringssetup i Danmark. Det er mere et supplement, en anderledes måde at tænke tennis på. I arbejdet med at udvikle og afvikle har klubben haft et godt samarbejde med Dansk Tennis Forbund. Den lille turnering har, i modsætning til de traditionelle, fra første udgave haft held til at tiltrække stort set alle landets tennisstjerner.

”At spille en almindelig turnering kan for mange være en udfordring. At skulle spille på hverdage, afsætte en hel uge til kampe. Du er ofte på anlæg uden publikum, du skal selv have bolde med. Det er ikke altid det fedeste. Vi vil bare vise, at tennis sagtens kan være en fest. Noget hvor der er fællesskab, også for dem der ikke spiller, fortæller Michael Mejer.

Han understreger, at han er fuldt ud klar over, at formatet ikke kan overføres til almindelige terminsturneringer. Håbet er, at andre klubber rundt omkring, kunne lade sig inspirere til at afvikle lignende events. For med én turnering én dag om året i Ryvang, så er der uden tvivl plads til flere tennisfester rundt om i landet.

Nok er DM, Leshcly Cup eller Kronborg Open ikke Ryvang Garros. Og de skal heller ikke blive det. Men der kan uden tvivl findes inspiration til, hvordan man kan skabe lidt mere liv og glade dage omkring de turneringer, der i en årrække har haft det svært. Skab en fest, opfordringen er hermed givet videre.

Turneringen spilles lørdag d. 22. juni fra kl. 09.00 i Tennis Klubben Ryvang på Lyngbyvej 110 i København

Forrige artikelKampe uge 25: Challenger wildcard til Holger Rune. Clara pludselig i Ystad
Næste artikelDH: Favoritterne har skilt sig ud
Per Colstrup Vinkel
Per Vinkel er professional journalist og tenniskommentator. Hans mangeårige arbejde, interesse og engagement i tennissporten, gør Per til en af de bedste danske tennisjournalister.