Tredje del af interviewet med Frederik Løchte Nielsen er en sammenfatning og en hjælp til at opnå ”en sund måde at konkurrere på”. Derudover gives tre bud på, hvordan vi kan skabe et bedre miljø for tennis i Danmark.

Ideen til interviewet udsprang fra en artikel i Tennisavisen skrevet af Nicklas Pyrdol, som hed ”Tennispsykologi: Danske tennisspillere er for svage mentalt”. Artiklens overskrift forklarer budskabet, men indholdet slår ned på, at vi i Danmark ikke har nok at kæmpe for i modsætning til andre lande, som har spillere, der kæmper for overlevelse.

Derudover foreslog Pyrdol, at vi begynder at træne lige så meget på det mentale som det fysiske, taktiske og tekniske, når vi vil satse på en tenniskarriere. Han konkluderer, at vi skal ændre miljøet i dansk tennis. Løchte Nielsen arbejder meget med det mentale og har derfor en klar tennisfilosofi. Han har også læst Pyrdols artikel.

[quote_box_center] ”Jeg synes også, vi er svage mentalt. Vi gemmer os. Vi skaber egne sandheder. Tennis er en individuel sport, så du er nødt til at tage ansvar for dig selv, tro på dig selv, og bakke op om dig selv. Hvis du ikke kan det, hvordan kan du så forvente, at andre skal gøre det? Det er jo galimatias.” [/quote_box_center]

Hvor meget vil du det her?

Løchte Nielsen mener, at mange andre lande har en kultur, der opfordrer til at svare på spørgsmålet: ”hvor meget vil du det?”, hvor vi danskere har skabt en svag kultur.

[quote_box_center] ”Vi skal hele tiden passe på hinanden, trøste hinanden, klappe hinanden på skulderen og fortælle hinanden hvor synd det er for os, hvor hårdt vi har det. Og så finder vi undskyldningerne frem, så vi kan fastholde os i det her forsvarsmekanismesyndrom.”[/quote_box_center]

Løchte Nielsen lægger altså ikke fingre imellem, når han ser på danske tennisspillere, men måske er det ikke kun deres egen skyld?

[quote_box_center] ”Hvordan skal juniorerne, der er på vej op, lære det? Der er jo ingen, der underviser dem i at være stærke. Det er sgu svært selv at lære at konkurrere på en sund måde.”[/quote_box_center]

At konkurrere på en sund måde

Ja, hvordan skal de danske juniorer lære at konkurrere på en sund måde, når der ikke er nogen til at vise dem vejen? Og hvad betyder det at konkurrere på en sund måde?

[quote_box_center] ”Hvis du kan konkurrere med fred i sindet, konkurrerer du rigtigt. Og det gør du ved at tackle dine dæmoner, se dem i øjnene. Som tennisspiller skal du tage ansvar for dine styrker og svagheder, og så kan du ikke gemme dig bag undskyldninger.”[/quote_box_center]

Undskyldningerne kan vi alle hurtigt finde. Her er nogle: ”Det blæser, boldene er dårlige, jeg har lagt min forhånd om, jeg har ikke trænet så meget på det seneste.” Løchte Nielsen siger at vi skal glemme alt det der. Læg masken. Du skal turde at tage ansvar for dine styrker og svagheder.

[quote_box_center]”Når du tager ansvar for dine styrker og svagheder, er fair mod dig selv og accepterer, hvad du har, så kan du komme videre. Så får du fred i sjælen og kan konkurrere på en sund måde, fordi du ved, at du giver alt, hvad du har. Du gør dit bedste.”[/quote_box_center]

Vi har et ansvar

Dette tager tid at opnå, men det er ifølge Løchte Nielsen det ultimative mål; at spille tennis og få glæde af det på dine egne betingelser, og derved dyrke det, som driver dig til at spille tennis. Løchte Nielsen afslutter:

[quote_box_center] ”Gør op med dig selv, om du kan konkurrere på en sund måde. Hvis du ikke kan det, så har du fandeme et ansvar for at finde ud af hvordan, du kan komme til det,”[/quote_box_center]

Løchte Nielsen slår altså ned på, at hver spiller har et ansvar, som de skal tage på sig, hvis de vil blive bedre til tennis. Hvordan kan vi så hjælpe spillerne til at tage dette ansvar?

Spillerens ansvar

Pyrdol foreslår først og fremmest at prioritere det psykologiske aspekt og optimere træningskulturen i klubberne. Kristoffer Henriksen kommer med gode forslag til optimering af talentudviklingsmiljøer i sin bog Talentudviklingsmiljøer i verdensklasse.

Ved at studere tre miljøer, som har formået at skabe sportsudøvere i verdensklasse, kan vi se, at især deling af viden er et område, vi kan blive bedre til.

Vi skal skabe et træningsmiljø, hvor de ældste, som har lært at træne ordentligt med intensitet, koncentration og intention, deler ud af deres erfaringer med de yngre talenter og viser, hvordan tingene skal gøres.

Det nytter ikke at være bange for at blive overhalet, for det handler om at skabe et miljø, som gavner alle. Og det er bevist, at når du hjælper en yngre spiller til at forstå, hvordan spillet skal spilles, får du sat ord på din ”tavse viden” og derved bliver du mere bevidst om, hvad du selv foretager dig på og udenfor banen.

Derudover er du med til at højne niveauet for træningen, hvilket også kommer dig til gavn.

Trænerens og klubbens ansvar

Pyrdol foreslår dernæst at vi skal opkvalificere de danske trænere, så de har en større faglig ballast til at hjælpe deres spillere, i stedet for bare at lire noget lommefilosofi af. Den nok nemmeste og bedste måde at gøre det på her og nu, er ved igen at dele viden.

Vi, som trænere, må bruge hinanden, tale med hinanden på kryds og tværs, om det tekniske, taktiske, mentale, så vi gør hinanden bedre. Et samarbejde på tværs af klubber ville også være et godt initiativ, så vi også tør udlåne vores spillere til træning i andre klubber.

Det højner det generelle niveau, skaber fællesskaber og kan, hvis gjort ordentligt, hjælpe til at skabe et sundere træningsmiljø overalt i de danske klubber. Og så få de unge spillere til at kigge på de ældre spillere, få dem til at stille spørgsmål til de ældre, vise interesse.

Så lærer de at tage ansvar for deres tennis ved selv at søge viden. Mange spillere lærer bedst ved visualisering, ikke klichéfyldte prædikener, som der er så mange af i tennisverden.

Forbundets ansvar

Det tredje og sidste forslag handler om at have en kontinuerlig dialog med de spillere, som vi sender på akademier og colleges. Det må i høj grad være en opgave for landstrænerne. Vi er simpelthen blevet overhalet indenom af et college-setup, som formår at kombinere skole med tennis.

Hvis vi ikke har et system, der er godt nok til at holde på vores bedste spillere, skal vi selvfølgelig reevaluere og tænke i nye baner. Lige nu er det for let at takke ja til college, fordi du som en forbundssatsning står meget alene med din tennis.

Landstræneren rejser og træner med meget få spillere i slutningen af deres juniorkarriere, med forhåbning om junior-grandslamtitel. Når juniortiden så er forbi, står den nyudklækkede seniorspiller uden støtte, hverken økonomisk eller mentalt, og udenfor gruppen af spillere, som han/hun overhalede på vej op. Det gør det virkelig svært at klare overgangen fra junior til senior.

Måske skal vi satse på en større trup af spillere og give dem mest støtte, når de bliver seniorer. Davis Cup-bruttotruppen er nu også skåret ned til et par få spillere. Det er ingen hemmelighed at vores landsholdsspillere ikke er helt unge mere, så vi burde tænke i at få udrustet efterkommerne til den dag, deres tid kommer.

Det gøres ved at skabe en bredere trup, hvor man inkluderer både spillere med meget erfaring, nogle udvalgte juniorer, men også dem, som lige er startet på seniorkarrieren, så der kan blive skabt bedre deling af viden og en fællesskabsfølelse. Vi må og skal hjælpe hinanden til at blive bedre tennisspillere på lang sigt.