Danske spillere er for svage mentalt. Hvad har jeg at have sådan et provokerende statement i? En eneste ting: Antallet af danske tennisspillere, som rent faktisk lever af at spille tennis.

[quote_box_center]Nicklas PyrdolDenne artikel er skrevet af Nicklas Pyrdol, sportspsykologisk konsulent hos Sports Mentality. Nicklas har en kandidatgrad i Idræt med speciale i Sportspsykologi og arbejder med talenter, professionelle sportsfolk på højeste niveau og erhvervsfolk, som vil toppræstere på arbejdet.[/quote_box_center]

Selvfølgelig er der tekniske, taktiske og især fysiske faktorer på spil, når vi skal vurdere, hvorfor så få danske spillere kan gøre sig gældende i seniortennis, men dem lader jeg nogle andre tage sig af.

Jeg kan blot konstatere, at det som det kræver at komme til at leve af tennis, det kan danske spillere ikke leve op til. Vi må altså erkende, at danske tennisspillere er ikke gearet til at tage skridtet fra juniortennis til seniortennis. Hvorfor så ikke?

  1. De kan ikke klare livet på turen
  2. De kan ikke holde ærgerrigheden høj over lang tid
  3. De kan ikke håndtere modgang og holde hovedet koldt i kampsituationer. Det vil sige, at de mister motivationen, de knokler ikke ligeså meget som de andre og de toppræsterer ikke.

Hvorfor er det så sådan?

Fordi ingen har lært dem det og ingen hjælper dem med det. I resten af verden, der kan man tillade sig at miste alle de spillere, som ikke kan klare cuttet mentalt, fordi der så bare står nogle andre klar. Den luksus har vi ikke i Danmark.

Vores talentmasse er så lille, at hvis vi skal have bare en håndfuld spillere, der lever af tennis, så skal vi give dem værktøjerne til at gå hele vejen. Vi skal ikke klare alting for dem, for det lærer de ikke noget af, men lige nu kaster vi dem fra en juniorkarriere som toppen af poppen i dansk tennis med masser af opmærksomhed og selvtillid ud i en seniorkarriere med hård modvind fra alle fronter.

Vi skal begynde og prioritere de første 3-4 år som senior, ligeså meget som de sidste 3-4 år som junior. Alle de penge, der postes i private lektioner, akademi ophold, internationale turneringer osv. er jo penge ud af vinduet, hvis man som 20-årig står i helt nye udfordringer som ”Alle mine veninder tager en uddannelse, men det gør jeg ikke” eller ”Jeg sidder her alene på hotelværelser i alle mulige dele af verden, jeg kender ikke nogen og prøver at kæmpe mig igennem kvalifikationen”.

Mine konkrete forslag er derfor:

  1. Prioritere den psykologiske del af udviklingen af tennisspillere igennem individuelle forløb og optimering af træningskulturen i klubberne
  2. Opkvalificere danske tennistrænere, så det ikke bare er deres egen lommepsykologi de lirer af, men at de rent faktisk har noget faglig ballast til at hjælpe spillerne udvikle mental styrke
  3. Have en strategi for de spillere, som vi sender på akademier og college, så de både bliver forberedt inden, men også varetaget under.

Lige nu lader vi for mange danske tennisspillere i stikken. De går og banker sig selv oveni hovedet som ungdomsspillere, kigger ud på deres forældre hver gang de bliver magtesløse i en kamp og laller igennem træningen, hvis den er lidt for hård eller ikke lige så spændende som de havde håbet.

De bedste får lov til at prøve kræfter med akademi, college og livet på turen, men keder sig enormt og står alene med deres modgang. De har alle sammen drømme og ambitioner om at blive professionelle tennisspillere.

Hvis vi skal gøre, hvad vi siger vi gør; forsøge at skabe spillere i topklasse, så bliver vi nødt til at arbejde med andre ting end bare serv, forhånd og baghånd. Det kan alle de andre spillere også. Det kræver mere at blive professionel og det mere kommer ikke af sig selv.