Det var en storspillende Karen Barritza, der lørdag vandt sit femte DM. Der var internationalt format over hendes præstation i finalen. For selv om modstanderen, det 14-årige stortalent Hannah Viller Møller, på papiret var underdoggen, så vidste Barritza, at hun fra første bold var nødt til at finde sit højeste niveau frem, hvis hun skulle lukke af for Møllers muligheder og chancer for at spille sig ind i finaledysten.

Og det var med storspil, at Barritza dominerede finalen med en power, styrke og selvtillid, der lover godt for FED-CUP, hvor hun er i aktion om 14 dage. Hun lukkede ikke på noget tidspunkt Møller ind i kampen. Og det unge stortalent fra HIK fik ikke en chance for at vise det storspil frem, som hun ellers havde brillieret med i sine kampe inden lørdagens finale. Barritza vandt kampen 6/0 6/2.

Johannes Ingildsen spillede en flot finale mod Andreas Moltke-Leth. Han lagde fra starten af finalen et stort pres på Moltke-Leth, fik ham presset tilbage på banen, især i baghånden og var med stor succes netsøgende og leverede flere flotte afslutninger, når han smashede bolden langt uden for Moltke-Leth´s rækkevidde. En sikker sejr 6/3 6/3 6/4 og et velfortjent Danmarksmesterskab til den 18-årige KBér.

Damedoublefinalen blev vundet af Emilie K. S. Hansen (KB) og Helena H. Steenberg (Lyngby), efter 6/2 3/6 10/6 over Hannah Viller Møller og Cecilie L Melsted (HIK). Anders Grinderslev (Skovbakken) og Mohamed Shabib (ATK) tog mesterskabet i herrernes double efter 3/6 7/5 10/6 over Johannes Ingildsen (KB) og Christian Sigsgaard (Gentofte).

Forrige artikelITF Junior Villena: Spansk dominans på grus. Holmgren i double-kvartfinale
Næste artikelWTA Charleston: Sloane Stephens tæt på årets tredje WTA-titel
Claus Holmen
Claus Holmen er 59 år, spiller motionisttennis, og er far til et par tennisglade knægte. Claus følger dansk tennis på nært hold – fra de laveste motionistrækker til toppen af eliten. Han rejser rundt og møder en masse tennisspillere, trænere og forældre i alle afkroge af det danske tennislandskab. For Claus rummer en hver sejr i hvilken som helst turnering lige så meget drama som en Wimbledon-finale.