Gerne over de 190 centimeter og store skuldre. Sådan ser de fleste en god tennisspiller. Der findes dog også undtagelser, der med anderledes fysik har fundet alternative metoder at slå sig ind i verdenseliten på. Argentinske Diego Schwartzman er en af dem.

Jeg glemmer aldrig billedet. Det var første gang nogensinde, jeg var på det legendariske Wimbledon-anlæg i London. Jeg var stormet ind på den lille bane 14 for at få en plads, så jeg kunne se både Kristian Pless mod Sjeng Schalken og derefter Eva Dyrberg mod Anastasia Myskina.

Jeg må dog den dag i dag indrømme, at jeg stort set ikke husker andet fra de to kampe, end da Kristian Pless i desperation for at undgå et truende nederlag server underhåndsserver af sted mod den målløse hollænder. Lige lidt hjalp det dog.

Det billede der står skarpest i min hukommelse er, da jeg i en pause mellem to partier står op for lige at strække benene. Bag de fem stolerækker på bane 14 går en gang, som både tilskuere og spillere bruger til at komme rundt på anlægget. Her er det, jeg ser dagens billede. 165 centimeter høje Olivier Rochus og 211 centimeter høje Ivo Karlovic går side om side på vej mod deres kampbane. Næsten en halv meter i højdeforskel på to tennisspillere, der skulle dyste mod sejren. Et absurd syn.

170 centimeter måler 28-årige Diego Schwartzman, der er født i 1992 i Argentinas hovedstad, Buenos Aires. Til trods for den begrænsede fysik har han de senere år etableret sig i den øverste halvdel af ATP-touren. I år kulminerende med en semifinale ved French Open i Paris og en placering som nummer 8 på verdensranglisten.

”Højde er ligegyldig”

Hvis Caroline Wozniacki altid har været forfulgt af spørgsmålet om den manglende Grand Slam-sejr, så er spørgsmålet om den manglende højde det, der for altid vil være Diego Schwartzmans faste følgesvend rundt i verden. Et spørgsmål den lille argentiner har lært at leve med.

”Mange folk spørger mig til, hvad ville der ske, hvis jeg var højere. Mit svar er altid det samme. Jeg har værre problemer end at være 10-15 centimeter lavere end alle andre,” fortæller argentineren.

Det opfølgende spørgsmål er ofte, hvad der mon ville ske, hvis argentineren havde de ekstra centimeter på højden. Om det ville ændre markant ved hans stil og tilgang til tennisspillet.

”Jeg ville måske have en bedre serv og have muligheden for at slå med mere power. Men min højde ændrer sig ikke. Jeg kommer ikke til at vågne op en dag og være på højde med John Isner eller Ivo Karlovic,” lyder det humoristisk fra argentineren.

En rustjebanetur af et familieliv

Der er andre årsager end højden til, hvorfor det stik mod alle odds skulle lykkedes Diego Schwartzman at nå toppen af international tennis. Før argentineren kom til verden i 1992 ejede familien et stort tøj- og smykkefirma i Sydamerika. Familien havde et sommerhus i Uruguay, hvor december og januar blev tilbragt. Et dyrt hus i hovedstaden, et mere på landet og mange store biler. Livet var fantastisk.

Alt det forsvandt under den store krise i Argentina i 1990´erne. For at hjælpe den nationale økonomi forbød regeringen import af varer. Familien forsøgte at investere sig ud af krisen, men det resulterede i deres bankkonto blev tømt. De store huse og biler måtte sælges. Alt der var tilbage var mor, far og fire børn.

Derfor var penge til børnenes idrætsaktiviteter heller ikke dem, der var flest af. Diego forsøgte sig med tennis alt det han kunne, men økonomien gav begrænsninger. Selvom han er opkaldt efter den berømte fodboldspiller Diego Maradonna, så kunne Schwartzman mærke, hvordan tennis var hans kald. At han her kunne blive belønnet, hvis han lagde stenhårdt arbejde i træningen. At det var ham, og kun ham, der kunne afgøre, hvor langt talentet ville række.

Et liv på pumperne

Da talentet skulle udforskes med rejser rundt i særligt Sydamerika var det med mor som medrejsende støtte. Ofte var overnatningen yderst spartansk, de to måtte dele en seng og fjernsyn og andre luksuriøse ting var som en by i Rusland.

”Jeg husker engang, hvor vi solgte gummiarmbånd, der var tilovers fra vores virksomhed. Vi gjorde alt for at få penge til de rejser.”

”Når jeg tænker tilbage, så var det en svær situation. Samtidig er det også interessant. For selvom mine forældre arbejdede hårdt for at jeg kunne fokusere på tennis, så var jeg godt klar over, at jeg måtte arbejde stenhårdt, fordi økonomien var begrænset og familien ”satsede” på min tennis. Ikke at det var et pres, for det var min egen drøm, men det var familiens skæbne, der lå i mine hænder,” fortæller argentineren.

Juniortiden blev aldrig den store succes. En kvalifikation til US Open i 2010 glippede, men det var i grunden ligegyldigt. For målet og determinationen hos argentineren var så klar, at han stille og roligt arbejdede sig op igennem ranglisterne. Fordi han fra barnsben har lært, at intet kan tages for givet. Han var fra den tidlige barndom bagud på point, ikke kun højdemæssigt men også økonomisk. Så næste gang du ser en tenniskamp med Diego Schwartzman, så vil du måske en smule bedre kunne forstå, hvor den lille argentiner finder sit fokus fra.