2023-sæsonen var den hidtil bedste for Jannik Sinner, der udover en række sejre på ATP-touren også lykkedes med at vinde Davis Cup med Italien. Han er uden tvivl et af de stærkeste bud på en ny Grand Slamvinder i 2024.

Skisport, fodbold og derefter tennis

Sådan var den skarpe prioritering som barn, da Jannik Sinner voksede op i den nordlige del af Italien, området der også kaldes Sydtyrol. En prioritering man forstår, når man kigger nærmere på de resultater italieneren leverede på skipisterne som helt lille. Som bare 8-årig blev han italiensk ungdomsmester i Storslalom, og med bjerge som nærmeste naboer og forældre ansat i skibranchen, så virkede skisport som det naturlige valg for Sinner. I en periode valgte han helt tennis fra for at fokusere på skisport og fodbold.

Det var kun fordi faderen pressede drengen tilbage i tennis, at det ikke blev valgt fuldstændigt fra. Da Jannik Sinner blev 13 og var mere selvstændig begyndte ketsjersporten i stigende grad at tiltale ham mere end skipisterne. Det at have kontrol og kunne justere og tilpasse sig fejl, uden at det nødvendigvis kostede sejren som i et skiløb, var udslagsgivende for, at Jannik Sinner valgte tennissporten til.

Ikke længe efter stod det klart, at nye udfordringer i hverdagen skulle til, hvis det åbenlyse talent for ketsjer og bold skulle udvikles videre. En ung Jannik Sinner flyttede alene til den italienske riviera, hvor han blev en del af Piatti Tennis Center under ledelse af den erfarne og anerkendte træner, Riccardo Piatti. En stor omvæltning for den unge Jannik Sinner, der inden han blev en del af akademiet havde været vandt til kun at træne tennis to gange om ugen.

Nitto ATP Finals - Day Eight
2023 Getty Images

En svær juniortid

Selvom boldbegavelsen og de fysiske forudsætninger fra starten var åbenlyse for trænerne på Piatti Tennis Center, så var vejen til international succes på ingen måden som en lige motorvej. De relativt få træningstimer i tennis Jannik Sinner havde leveret hjemme i skisportslandet omkring Sydtyrol, kom med en pris. En pris der blev betalt i form af manglende kontinuitet og kynisme, da han så småt begyndte at bevæge sig ud i de internationale juniorturneringer.

I 2016 og 2017 spillede Jannik Sinner et hav af internationale juniorturneringer. Han måtte fra starten kæmpe hårdt for at komme igennem kvalifikationen i de laveste niveauer af international juniortennis. I februar 2017 spillede han f.eks. tre kvalifikationskampe ved ITF-juniorturneringen på KB. Her blev det til sejre over Oscar Beck og Alexander Schou inden første runde i kategori 4 turneringen blev endestationen. Det stod på ingen måde skrevet i kortene, at den høje og ranke italiener inden længe i katapultfart skulle indtage international tennis.

Større succes som senior

Juniorkarrieren blev parkeret fra 2018, hvor Jannik Sinner i stedet kastede sig over voksentennis. Som italiener og med det gode netværk fra Riccardo Piatti i baghånden blev Sinner begunstiget af en række Wild Cards til både ITF og ATP-Challengerturneringer. Erfaringerne fra de mange juniorturneringer gav hård på brystet, så sæsonen blev en succes med en placering på de voksnes rangliste som nummer 551 i verden til at slutte året af med.

2019 blev året, hvor hele verden lærte Jannik Sinners navn. Tre Challengersejre, Grand Slamdebut og ikke mindst sejr ved NextGen finals sendte italieneren helt op som nummer 78 i verden. Kurven for resultater er fortsat i den rigtige retning lige siden. Italieneren har forbedret resultaterne på alle underlag og i alle de store turneringer. I 2023 spillede Sinner sig for første gang i semifinalen i en Grand-Slam, da han spillede imponerende ved Wimbledon-turneringen i London. Under ledelse af Darren Cahill, der kom til i juli 2022, fremstår Sinner som en kommende superstjerne. Efter Wimbledon i 2023 blev det til sejre ved ATP-masters 1000 i Canada, i ATP-Beijing samt ATP-Wien. Ydermere en plads i finalen i sæsonfinalen samt sejr i Davis Cup med Italien. Placeringen som nummer 4 på verdensranglisten er imponerende, men man har på fornemmelsen, at italieneren på ingen måde er mættet.

Men hvad er det, han er så dygtig til, den 188 centimeter høje italiener, siden han kan blive ved med at vinde mere end de fleste og udvikle sig? Selv siger han:

– Jeg har forbedret mig fysisk, noget af det handler om det arbejde, der bliver lagt udenfor banen. Det giver mig en følelse af, at jeg kan stå ude på banen i mange timer og bare blive ved. Det at spille sig ind i top-10, har givet mig et boost. Jeg tror mere på mig selv, fordi jeg har kæmpet mig hele vejen derop. Det har hjulpet mig mentalt, fordi jeg er mere tryg ved de forskellige elementer i mit spil. Det kommer af sejre og det at vide, at det jeg arbejder på betaler sig, fortæller Jannik Sinner.

Hans træner, Darren Cahill, der tidligere har trænet Andre Agassi og Lleyton Hewitt, supplerer om arbejdet med den enorme kraft Sinner har i sit spil. En kraft der har gjort, at Cahill har brugt videoer af Andre Agassi i arbejdet med Jannik Sinner.

– Jannik er slank og høj, har en ekstrem rækkevidde og kan generere stor kraft. Derudover er han hurtig rundt på banen og har en unik arbejdsmoral. Jeg gav ham videoer af Andre, fordi Andre var banebrydende i sin måde at møde bolden på i hans generation. Den tilgang er der meget at lære af, selv for nutidens generationer. Fordi udstyr og teknologi dengang var en helt anden, var de nødt til at simplificere mange ting, hvilket gør dem til store forbilleder i dag, hvor teknik og teknologi hjælper mange meget, fortæller Darren Cahill.

I den kommende 2024-sæson vil flere øjne end nogensinde være rettet mod Jannik Sinner. Indtil videre har han været ekstrem ydmyg og dedikeret til opgaven med at præstere på banen. Kan han fortsætte den tilgang, så vil han være en kraftig kandidat til Grand Slamtitler i den kommende sæson.

Forrige artikelJusteringer i Team Rune forud for 2024 med Grand Slam titler som mål
Næste artikelUge 1: Holger, Clara og Caroline i aktion fra sæsonstart
Per Colstrup Vinkel
Per Vinkel er professional journalist og tenniskommentator. Hans mangeårige arbejde, interesse og engagement i tennissporten, gør Per til en af de bedste danske tennisjournalister.