Frederik Løchte Nielsen fik en fornem skalp i kvalfinalen, som kan genopleves på Livestream, da han vandt over tidligere top 20 og Davis Cup vinder Dmitry Tursunov. Nu venter tidligere top 10 spiller Mikhail Youzhny

Tennisavisen fortalte søndag, at Frederik Løchte Nielsen mandag morgen skulle spille kvalfinale i ATP Challenger turneringen Bangkok II Open, hvor modstanderen var den tidligere top 20 spiller, 33-årige Dmitry Tursunov, der i 2006 både var no. 20 på ATP-ranglisten og med til at vinde Davis Cup for Rusland.

Da de første runder af kvalifikationen ikke blev vist på Livestream, hvor det fremgik, at transmissionerne først blev indledt kl. 1300 lokal tid, som er 0700 dansk tid, blev tennis-interesserede læsere af Tennisavisen ikke informeret om muligheden for at følge kvalfinalen, som blev spillet kl. 4 dansk tid.

Til gengæld behøvede man ikke stå tidligt op for at følge kampen, hvorimod Løchte formentlig var nødt til at stå tidligt op, hvis han skulle være i stand til at besejre den næsten jævnaldrende tidligere top-spiller.
Efterfølgende har det vist sig, at kampen faktisk blev vist på Livestream, hvor det kan anbefales at gå ind og gense kampen herunder. Starten af kampen findes ved at spole frem til 21:45 minutter af optagelsen.

Kampen igennem forekom Løchte yderst fokuseret, og han spillede en af sine bedste single-kampe mod en modstander, der er al mulig grund til at have respekt for.

Det blev en uhyre jævnbyrdig forestilling, hvor Løchte gennem hele 1. sæt spillede solidt og tog godt vare på sine egne servepartier.
Russeren bragte sig foran 1-0, hvorefter Løchte indledte sit første serveparti med et es efterfulgt af en dobbelt-fejl, og han var desuden bagud 15-30 og 30-40, inden han på sin 2. fordel udlignede med en servevinder.

I Turnusovs næste serveparti betød en dobbelt-fejl efterfulgt af en fejl fra russeren, at Løchte fik to break-muligheder, og på den første slog russeren en forhånd for langt.
Ved stillingen 3-4 fik russeren behandling ved en medical timeout, hvor der tilsyneladende blev hevet godt og grundigt i højrebenet, men der var dog ingen mærkbar forskel i spillet, da kampen blev genoptaget.

Resten af sættet holdt Løchte fast i sin serv, og han kunne ved stillingen 5-4 serve sættet hjem, hvilket også lykkedes for ham, men først efter et maraton-parti, hvor Løchte måtte afværge 3 russiske break-muligheder, inden han tog sættet med en serve-vinder efterfulgt af et es på 2. serven.

I pausen mellem 1. og 2. sæt fik russeren igen behandling, men der var heller ikke i 2. sæt synlige tegn på, at han havde større problemer med at bevæge sig normalt.

I 2. sæt fortsatte jævnbyrdigheden, og begge holdt rimeligt sikkert serv frem til stillingen 3-2 til Tursunov, hvorefter Løchte i sit næste serveparti bragte sig foran 30-15 med et es, men russeren fremtvang en fejl til 30-30, hvorefter 2 fejl fra Løchte gav russisk break til 4-2, og han bragte sig desuden foran 5-2 efter et sikkert spillet serveparti.

Russeren kunne dermed sikre sig sættet i sit eget serveparti, hvor han dog indledte med en dobbelt-fejl, men på en fremprovokeret fejl fulgt op af en vinder på Løchtes retur, kom Tursunov på 30-15. Det blev 30-30, da en cross baghånd røg ud, og på endnu 2 fejl efter et par gode returer, lykkedes det for Løchte at bryde tilbage og forblive i sættet.

Løchte fik udlignet til 5-5 efter vandt på en kort retur, en fremprovokeret fejl til 30-0 efterfulgt af en vinder med forhånden og afsluttende med et es.
Begge holdt derefter sikkert serv til 6-6, og sættet skulle afgøres i tiebreak, hvor Løchte fik det første mini-break til 3-1 med en retur, som akkurat listede sig over nettet og fremtvang fejl fra russeren.

Løchte holdt begge sine næste server, da han ved 3-2 server på tværs og afgjorde returen med vinder modsat, og det blev 5-2 efter et es.
Tursunov forsøgte sig derefter med en stopbold, som endte i nettet, og på kampens sidste bold bearbejdede Løchte russerens forhånd helt nede i hjørnet, hvilket åbnede op for afgørelsen, da han derefter fremtvang en fejl i modsatte side, og Løchte vandt dermed kampen 6-4, 7-6(3) efter en yderst solid indsats, hvor han viste mental styrke på de vigtige point.

Efterfølgende er de 4 kval-vindere indplaceret i hovedturneringen, hvor der faktisk også blev plads til en Lucky Loser, som blev Benjamin Balleret (MON), der er no. 489.
Da Løchte er no. 375 ville han formentlig være kommet med i stedet, hvis han havde tabt til russeren, men sejre giver som bekendt selvtillid, og det får Løchte under alle omstændigheder brug for, hvis han skal have en chance i 1. runde af hovedturneringen.

Modstanderen bliver nemlig endnu en tidligere russisk topspiller, endda fra øverste hylde, idet Løchte blev indplaceret næstøverst i lodtræknings-skemaet, hvor han derfor møder 1. seedede Mikhael Youzny, som oprindeligt stod til at møde no. 325 Flavio Cipolla (ITA), der har trukket sig med en skade i venstre ankel.

33-årige Youzny er velkendt af alle, der følger med i ATP-tennis. Hans højeste rangering var no. 8 i 2008, og lige nu er han no. 107.
I sidste uge vandt Youzhny Bankok I Open, da han i finalen vandt 6-3, 6-4 over no. 132 Go Soeda (JPN).

Kampen spilles tirsdag som 4. kamp efter kl. 0400cet på Court 6, som er turneringens centre court, og derfor kan den følges på Livestream herunder omkring det “normale” tidspunkt for morgen-kaffen for almindelige B-mennesker i Danmark.

Vore svenske venner på SweTennis.se har haft et interessant interview med Løchte – Nielsen om dansk tennis ”Det är uppförsbacke hela tiden” – om talentudviklingen i Danmark, hvilket er et emne, som Tennisavisen vil følge op på i forlængelse af omtalerne af flere spillere, der har valgt college tennis i USA.