Christian Sigsgaard melder ikke sine ambitioner præcist ud, men han vil arbejde målrettet med sin udvikling og lade tiden vise, hvor langt talentet kan bære

Tennisavisen opsøgte en torsdag aften Christian Sigsgaard efter træningen i Gentofte Tennisklub til en snak om, hvilke planer og ambitioner han har for sin tennis-karriere, efter at junior-tiden er forbi ved afslutningen af 2015.

Christian kører 3-4 gange om ugen til Gentofte fra Næstved, hvor han bor, og derudover spiller han også tennis hjemme i Næstved, hvor der dog ikke er trænings-partnere helt på samme niveau som i Gentofte. Siden han fik kørekort sommeren 2015, har han selv kørt den lange tur, hvor han tidligere måtte tage toget. Dog kunne han ofte blive kørt hjem af sin far, som arbejder i Hovedstads-området.

Christian Sigsgaard
Foto: Tennisavisen

Christian startede med at spille tennis væsentlig senere end hans jævnaldrende kammerater, idet han var omkring 10 år, da han startede, og han begyndte først at spille turneringer som 2. års U12. Forinden havde han spillet fodbold, men da han skulle vælge, var det ikke svært at beslutte, at det skulle være tennis.
Christian kan godt forestille sig, at det kan være en fordel, at han ikke er startet tidligere, da chancen for at køre sur i det kan være mindre, så han måske kan holde gejsten oppe længere i den sidste ende.

Allerede som U14 hørte Christian til blandt de bedste i sin årgang, hvor han i starten var lige efter sine jævnaldrende kammerater Benjamin Hannestad og Johannes Ingildsen, som hele tiden var dem, han var ude og spille sammen med, bl.a. ved EM for hold, hvilket har givet et godt sammenhold.

Australian Open og DM-finale samt Davis Cup blandt højdepunkterne i 2015

I starten af 2015 deltog alle 3 førnævnte juniorer – ligesom Christians klubkammerat Emilie Francati – ved Australian Open, hvor Christian med 3 sejre kvalificerede sig til hovedturneringen, hvor han tabte 4-6, 3-6 i 1. runde til 14. seedede Stefanos Tsitsipas (GRE), som han havde vundet over året før.

Australian Open blev mulig, fordi Christian havde nogle point fra året før, og at turneringen er noget lettere at komme ind i, da færre europæiske spillere rejser helt “down under”, hvilket betød at Christian akkurat kom med på den sidste kval-plads.
Christian ser tilbage på Australian Open som en af de helt store oplevelser i junior-tiden. Christian og Johannes har tidligere fortalt om denne oplevelse i Tennisavisen – Australian Open: Danske juniorer med selvtillid føler sig ikke overmatchet.

Johannes Ingildsen, Christian Sigsgaard, Benjamin Hannestad, Emilie Francati
Johannes Ingildsen, Christian Sigsgaard, Benjamin Hannestad, Emilie Francati, Australian Open 2015

Derudover spillede Christian kun et begrænset antal internationale turneringer, hvilket han begrunder med, at han fandt det vigtigt at kombinere skole (Handelsskole i Næstved) og tennis på en fornuftig måde, hvilket ikke giver mulighed for at rejse rundt i flere uger, med mindre det er op til større turneringer, men han ville ikke udsætte sig for det pres, at han var nødt til at vinde et par turneringer i træk eller afsætte 4-6 uger til at forsøge at få de nødvendige point til at deltage i nogle af de øvrige Grand Slam turneringer.

Det blev til en enkelt ITF-titel, da Christian vandt Grade 4 turneringen i KB i februar 2015 med en yderst kneben sejr 6-3, 6-7(3), 7-5 i finalen over Johannes Ingildsen, som han har en rigtig god kemi med udenfor banen.

Christian Sigsgaard og Johannes Ingildsen
Foto: Modtaget fra DTF – Christian Sigsgaard og Johannes Ingildsen, no. 1 og 2 vred Copenhagen Wintercup 2015

Ved de danske senior-mesterskaber udendørs viste Christian, at han kan bide skeer med de bedste hjemlige seniorer, idet han spillede sig helt frem til finalen, hvor han dog måtte bøje sig for Martin Pedersen, der i flere år har været fast mand på Davis Cup holdet, men nu har meldt fra for at koncentrere sig om sin jobmæssige karriere.

Noget uventet fik Christian debut ved Davis Cup mod Sverige, hvilket primært skyldes, at Søren Hess-Olesen var skadet, og Mikael Torpegaard ikke kunne få fri fra college på grund af eksamener.
Frederik Løchte Nielsen spillede som så ofte før i Davis Cup kampe 1. single, og Holdkaptajn Kenneth Carlsen valgte Andreas Bjerrehus til at indlede førstedagens 2. single, som han efter en misbrugt matchbold tabte i 5. sæt til Markus Eriksson, hvorefter Danmark også kom bagud 0-2, da Løchte tabte til det 17-årige svenske super-talent Mikael Ymer.

Danmark fik dog udlignet til 2-2 om lørdagen, da Løchte og Thomas Kroman vandt doublen, hvorefter Løchte i den første kamp om søndagen fandt sit bedste spil frem og vandt over i overbevisende stil over Markus Eriksson.
Oprindelig var planen, at Andreas også skulle have spillet den sidste single mod Mikael Ymer, men da Andreas efter den udmarvende 5-sæts kamp om fredagen, ikke var 100 procent klar til endnu en eventuel maraton-kamp, valgte Carlsen inden kampen at Christian skulle spille i stedet.

Selvom beslutningen blev truffet om søndagen, havde Christian dog dagen inden fået at vide, at han kunne blive sat til at spille kampen, så han havde tid til at forberede sig til det mentalt.
Christian medgiver, at han havde en del nerver på i starten af kampen, selvom de største forventninger logisk set måtte påhvile svenskeren, der var no. 4 på ITF junior-ranglisten, hvor Christian var omkring no. 250.
Dog følte Christian selv, at han havde samme forventninger, da han havde hjemmebanen og mødte en yngre spiller, og han mente selv, at han havde chance for at vinde, og derfor kunne han ikke spille helt frit uden pres.

Da Christian efter at være nede 0-2 i sæt fik udlignet til 2-2, kunne han godt fornemme, at svenskeren var under pres, men i den sidste ende lykkedes det dog svenskeren at vinde kampen.
Christian betegner det som en fed oplevelse, at han fik lov til at spille for sit land og med familien blandt tilskuerne, ikke mindst fordi det var i Slagelse, som ikke er langt fra, hvor han bor.

Mikael Ymer, Christian Sigsgaard
Foto: Fra DTF – Den afgørende single i Davis Cup mod Sverige 2015 mellem Mikael Ymer og Christian Sigsgaard

Planer om tennis college i Texas fra sommeren 2016

Christian og hans jævnaldrende kammerater har udviklet sig lidt forskelligt, og som U16 var Christian ved at få en smule overtag, men han mener, at det nogenlunde har udlignet sig igen.
Den 1 år ældre Simon Friis Søndergaard var dog i juniortiden et skridt foran Christian, men skader har som omtalt for nylig i et Portræt: Simon skifter spor og vælger North Carolina college bevirket, at Simons første år som senior ikke helt levede op til forventningerne.

For nylig fortalte Tennisavisen også, at både Benjamin Hannestad og Johannes Ingildsen har valgt at starte på tennis college i USA i 2016 i disse portrætter:
Portræt: Benjamin Hannestad jagter drøm via South Florida
Portræt: Johannes Ingildsen forbereder proff-karriere i Florida

For alle tre førnævnte er college udelukkende valgt med det formål at videreudvikle deres tennis som et springbræt til en professionel tennis-karriere.
Christian har tilsvarende planer, idet han med Søren Hess-Olesens medvirken har fået kontakt til University of Texas, hvor Søren har gennemført 4 år, inden han i 2015 besluttede at forsøge sig som professionel.

Der er endnu ikke aftalt noget endeligt, men Christian forventer at det falder på plads, så han kan starte der sommeren 2016.
For Christian er beslutningen udelukkende truffet af hensyn til hans tennis-karriere, og han har derfor ikke konkrete planer om en uddannelse, som sigter mod en anden form for karriere. Han betoner dog, at han selvfølgelig er indstillet på at koncentrere sig om undervisningen og lektierne, men hoved-prioriteten vil være tennis.

I modsætning til flere af de danske spillere, der har meldt ud, at deres ambitioner er top 100, top 10 eller højere, er Christian mere tilbageholden med at proklamere de helt store mål med karrieren, da han ikke ønsker senere at stå i en situation efter karrieren, hvis udmeldinger om top 100 og fast mand på Davis Cup holdet ikke er indfriet.

Han afviser dog ikke, at han inderst inde håber på, at dette kan blive virkeliggjort – hvilket formentlig gælder alle unge tennis-talenter. Han synes dog, at det er rigtig godt, at nogle spillere melder ud om store mål, og at de også tror på, at de kan blive indfriet, selvom erfaringen har vist, at meget få danskere kommer i nærheden af top 100.
Han vil dog gøre et ihærdigt forsøg på at finde ud af, hvor langt han bliver i stand til at nå, men han forestiller sig ikke, at han vil være at finde på ITF-touren i årevis, hvis han må erkende, at han ikke kan nå højere end top 2-300.

Forrige artikelChallenger Bangkok: Fokuseret Løchte vinder over tidligere top 20 spiller
Næste artikelITF junior Malmø: Danmark indtager Sverige
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.