I 2019 dominerede Holger Rune sammen med Shintaro Mochizuki og amerikanerne Martin Damm og Toby Alex Kodat 2003-årgangen, men Spaniens Carlos Alcaraz Garfia vandt først en ATP Challenger-titel

I internationale tenniskredse har det i flere år været velkendt, at der i 2003-årgangen hos drengene er flere store talenter, hvoraf flere af dem forventes at blive blandt de dominerende i ATP-toppen i fremtiden.
Selvom der i 2019 fortsat var 2 ældre junior-årgange (2001 og 2002), var det alligevel 2003-årgangen, der i høj grad markerede sig, da alle 4 semifinalister ved French Open var fra netop 2003-årgangen, da Holger Vitus Nødskov Rune vandt over Martin Damm (USA) i den ene semifinale, og Toby Alex Kodat (USA) vandt over Shintaro Mochizuki (JPN).

Som bekendt for de fleste vandt Holger derefter titlen efter finalesejr i 3 sæt over Kodat, og Holger fuldendte senere en fabelagtig sæson, da han vandt Junior Maters slutspillet og satte sig på 1. pladsen på junior-ranglisten.
Wimbledon blev ligeledes præget af 2003-årgangen, idet Mochizuki blev junior-græskonge med finalesejr ved Grade 1 i Nottingham over Jack Pinnington Jones (GBR), der ligeledes er fra 2003, og japaneren satte kronen på værket, da han efter sejr i semifinalen mod Martin Damm vandt titlen ved Wimbledon.

Udover de nævnte 2003-drenge, er Spaniens Carlos Alcaraz Garfia ligeledes blandt de største talenter i årgangen, bl.a. da han i 2018 blev Europamester i U16 efter sejr over Holger i semifinalen og i selve finalen over Elmer Møller, der sammen med Holger har været med til at dominere årgangen, som bl.a. sikrede Danmark U12 EM for hold i 2015, og Holger blev U14 Europamester i 2017.
Carlos Alcaraz havde ikke helt samme succes som de 4 French Open semifinalister i junior-regi i 2019, idet han både i semifinalen ved Grade A i Porto Alegre i Brasilien og i kvartfinalen ved Wimbledon blev besejret i 2 sæt af Martin Damm, og ved French Open blev han sendt ud allerede i 1. runde af Toby Alex Kodat, der som nævnt nåede til finalen mod Holger.

Alcaraz yngste spanske Challenger vinder siden Nadal

Det blev dog til enkelt Grade 1 titel i Villena i Spanien for Alcaraz, som i Spanien ofte sammenlignes med selveste Rafael Nadal, og derfor får han god støtte fra nationen, der traditionelt producerer mange topnavne på ATP-touren.
Allerede i starten af 2018 fik Carlos Alcaraz wildcard til kvalifikationen ved to $15.000 turneringer, og efter nederlag i 2. kvalrunde i Paguera klarede han sig igennem kvalifikationen i Murcia, hvor han desuden sensationelt vandt i 1. runde af hovedturneringen over 2. seedede no. 247 Federico Gaio (ITA), og først i kvartfinalen mod 3. seedede no. 317 Sergio Gutierrez-Ferrol (ESP) blev han stoppet 0-6, 4-6.
Resten af 2018 deltog Alcaraz dog udelukkende i juniorturneringer med førnævnte U16 EM som højdepunktet, hvorimod han i 2019 deltog i 11 professionelle turneringer, hovedsageligt i Spanien, og han bl.a. fik wildcards til 6 ATP Challenger turneringer samt til ATP 500 turneringen i Barcelona, hvor han i 1. kvalrunde vandt 1. sæt 7-5 i tiebreak mod Pedro Sousa (POR), der befinder sig lige under top 100.

I de fleste Challengers nåede Alcaraz sjældent forbi 2. runde, men han nåede dog 3. runde i Murcia, inden han blev stoppet af no. 182 Rudolf Molleker (GER) i 3 sæt, og i Sevilla nåede han kvartfinalen, hvor no. 102 Salvatore Caruso (ITA) vandt i 3 sæt.
Desuden vandt han en enkelt titel i $25.000 (M25) kategorien med finalesejr over Timofey Skatov (RUS).
I 2020 har Alcaraz både før og efter corona-pausen udelukkende deltaget i proff-turneringer, og han indledte året med at vinde 2 M15-titler i træk i Manacor på Malorca, og ugen efter var han i endnu en M15-finale i Antalya, hvor 1. seedede no. 420 Zsombor Piros (HUN) vandt i 3 sæt.

Kort før corona-pausen fik Alcaraz wildcard til ATP 500 i Rio de Janeiro, hvor han i 1. runde tog den største skalp, da han vandt i 3 sæt over no. 42 Albert Ramos-Vinolas (ESP), hvorefter han dog blev besejret i 3 sæt af no. 117 Federico Coria (ARG).
Efter corona-pausen deltog Alcaraz i ATP Challenger i Todi i Italien, hvor han efter 2 sejre i kvalifikationen blev besejret i hovedturneringens 1. runde af no. 236 Gian Marco Moroni (ITA), men allerede ugen efter opnåede han et foreløbigt karriere-højdepunkt, da han ved Challenger turneringen Internazionali di Tennis Citta di Trieste vandt titlen efter finalesejr 6-4, 6-3 over no. 409 Riccardo Bonadio (ITA), efter at han i semifinalen havde vundet 7-5, 2-6, 6-3 over det 18-årige italienske stortalent Lorenzo Musetti, der i 2019 vandt juniorernes Australian Open og var no. 1 på junior-ranglisten.
Dermed bliver Alcaraz den yngste spanier, der vinder en Challenger siden Rafael Nadal som 16-årig vandt sin første titel i Barletta i Italien, og dermed har han for alvor overtaget 2003-førertrøjen, som tilhørte Holger efter 2019-sæsonen.
Ugen efter var Alcaraz igen i en Challenger-finale, hvor han dog blev besejret i 3 sæt af sin 23-årige landsmand, no. 178 Bernabe Zapata Miralles.

Kampen om 2003-førertrøjen fortsætter
Både Holger og de førnævnte 2003-semifinalister fra French Open har ligeledes valgt at satse på proff-touren, og de har alle oplevet, at springet fra junior-tennis er kæmpestort, da de ofte møder rutinerede spillere, som kun kan besejres, hvis der i hver eneste kamp leveres spil på højt niveau, hvilket både kræver fysisk og mentalt overskud, og at der hele tiden er fuldt fokus på opgaven, da der ikke plads til slække på koncentrationen.

En medvirkende årsag til, at Alcaraz tidligere end de øvrige i årgang 2003 har taget det næste store skridt på udviklings-stigen, kan være en kombination af en tidlig pubertet, hvorved Alcaraz er et stort skridt foran Holger i den fysiske udvikling, samt den erfaring og selvtillid, som oparbejdes ved at konkurrere og gøre sig gældende mod spillere på et højt professionelt niveau.
Der er ingen tvivl om, at spanierens succes kan bidrage til, at både Holger og de øvrige 2003-drenge, som i junior-årene konstant har presset hinanden, vil være både inspireret og motiveret til at yde en ekstra indsats for at tage 2003-førertrøjen tilbage – og på længere sigt også gå efter selve ATP-førertrøjen, når ”Big 3” er fortid.