US Open i New York bød på en række usædvanlige begivenheder der på hver sin måde understregede, hvilken interessant og anderledes udvikling tennissporten aktuelt befinder sig i.

Af Per Colstrup Vinkel

Knap nok havde den forsvarende mester i damesingle Angelique Kerber sat sine ben på Arthur Ashe Stadium inden hun i første runde blev ekspederet ud af turneringen. Et resultat der blev startskuddet til en turnering, der både hos mændene og kvinderne vrimlede med overraskende resultater af både helt unge profiler og den mere garvede generation. Maria Sharapova fik i New York det Wild Card French Open nægtede russeren efter endt dopingkarantæne. Hun lagde fra land med at slå finaleseedede Simona Halep, men måtte selv overraskende lade livet i fjerde runde mod letten Sevastova.

Den gamle

Med Andy Murray, Novak Djokovic og Stan Wawrinka ude af herresingle bød US Open på en lang række bemærkelsesværdige begivenheder. En af de små solstrålehistorier, der normalvis ikke når disse spalter, eller større medier, var italieneren Paulo Lorenzi. Den 35-årige grusbanespecialist kæmpede i mere end seks år med et decideret Grand Slamkompleks. I 23 på hinanden følgende Grand Slamturneringer lykkedes den karismatiske italiener ikke med at kvalificere sig til hovedturneringen. Men ved French Open for et par år siden lykkedes det, hvilket simultant kunne afkodes på verdensranglisten, hvor det blev til en stabil placering blandt verdens 100 bedste spillere.

Ved US Open nedkæmpede Lorenzi ganske overraskende den ellers formstærke Gilles Müller fra Luxembourg. En sejr der gav så meget selvtillid, at det lykkedes for Italieneren at spille sig helt frem til fjerde runde, det bedste Grand Slamresultat nogensinde. Lorenzi er nu den ældste spiller til for første gang i karrieren at nå fjerde runde. Det paradoksale er, når man ser på spillestilen, at ikke meget er forandret. Det er fortsat med udgangspunkt i gode tunge grundslag og en indædt fight, at de fleste sejre sikres. Med andre ord er evnen til at bevare fokus på dagligdagen, udviklingen og ikke gå i panik over svigtende resultater en god lære af den store succes Lorenzi aktuelt nyder. Han er personificeringen på, hvor forskellige veje der kan være til tennissportens top og ikke mindst, at opskriften på at skabe en tennisspiller på topniveau ikke kan puttes på flaske.

Den gode

Tennisfolk med hang til internationalt udsyn har i det seneste årti uden tvivl bemærket, hvordan Canada fra det ene årti til det andet er begyndt at producere spillere med et højt internationalt niveau. Eugenie Bouchard, Vasek Pospisil, Aleksandra Wozniak og ikke mindst Milos Raonic har alle spillet sig ind på den helt store scene. Fællesnævneren for dem er en benhård og smal satsning hjemme i Canada, hvor de fleste kræfter er blevet samlet på det nationale tenniscenter. Her er talent et element blandt mange der prioriteres. Flid er dog langt vigtigere, noget der under US Open endnu engang blev tydeligt.

Denis Shapovalov er bare 18 år, men har i denne sommer understreget, at mange burde kigge mod Canada for at få inspiration til talentudvikling. Sejre over Juan Martin Del-Potro og Rafael Nadal i Canada og Tsonga på vej mod fjerde runde ved US Open har sendt canadieren ind på den store scene. Særligt måden det er sket på med teknik i særklasse og modet til at spille hurtigt og underholdende.

Præcis som Pospisil, Wozniak og Raonic har han rødder i Østeuropa, hvilket er en del, men også kun en del af forklaringen. En anden del af forklaringen er den støtte han har fået hjemmefra. Moderen etablerede, da talentet blev åbenlyst, en tennisklub i hjembyen Ontario, det skulle gøre dagligdagen med timevis af træning mere enkel. For i modsætning til tidligere tiders generationer af unge canadiske tennistalenter var det ikke et defust mål den 183 centimeter høje Shapovalov arbejde i retning af. Han havde de forbilleder i form af andre canadiske immigranter, der var lykkedes med missionen om at etablere sig i international tennis. Rygterne går, at der er flere af hans kaliber på vej fra det canadiske system, hvor det ikke længere handler om at lokke folk til klubberne, men nærmere om at overskue mængden og finde spillerne med de rå talent og den rette indstilling.

Den onde

På den knap så positive side fra US Open står Fabio Fognini. Den karismatiske italiener var så hidsig i sit nederlag i første runde af herresingle, at han overfusede kampens svenske dommer Louise Engzell på en sådan måde, at turneringens organisation efterfølgende valgte at bortvise Fognini fra turneringen. Det på et tidspunkt, hvor han ellers stadig var med i herredouble.

Hvad Fabio Fognini helt præcist har sagt kan læses i diverse internationale medier, men det er nedsættende på en sådan måde, at tennisavisen har valgt ikke at gengive ordene her. Fognini har i første omgang fået en bøde på lidt over 150.000 kroner, men hvis sportens øverste organer vælger det kan denne bøde tidobles, der kan desuden blive tale om en decideret karantæne. Fabio Fognini udtalte sig efter sanktionen til den italienske tenniswebsite Ubitennis om episoden.

”I dagens tennis er alle moraralister,” lød det korte svar på hændelsen fra Fognini.

Forrige artikelDagens kampe onsdag 27. september: Wuhan uden Wozniacki kan bane vejen for større resultat
Næste artikelKan talenter kun nå til tops, hvis forældrene har økonomi dertil?
Per Colstrup Vinkel
Per Vinkel er professional journalist og tenniskommentator. Hans mangeårige arbejde, interesse og engagement i tennissporten, gør Per til en af de bedste danske tennisjournalister.