Derfor taber tennissporten

1219

Af Alexander Kjærgaard Rejnhold

Medlemstallet i Dansk Tennis er halveret siden starten af 90erne, hvor det var på sit højeste med godt 118.000 medlemmer. Tennis blomstrede i 80erne og starten af 90erne, hvor mange tennisklubber havde ventelister. Der blev bygget tennishaller, anlagt flere udendørsbaner og ketsjersport-butikker dukkede op i bybilledet.
Vi fik en ATP turnering til København (Copenhagen Open), pengepræmierne til de danske turneringer voksede og danske spillere dukkede op i Top100 og derefter på TV. De økonomiske rammer for forbundet, unionerne og klubberne var relativt store, og man begyndte mange steder at investere i professionelt personale, både trænere og administratorer. Spillere blev idoliseret – Kenneth Carlsen, Tine Scheuer Larsen, Michael Tauson, Kristian Pless, Frederik Fetterlein m.fl. var spillere der var med til at øge kendskabet til tennis. De blev idoliseret til trods for at de lå et stykke fra toppen.

Tennissporten bløder
Storhedstiden er forbi. Tomme tennisbaner lukkes mange steder i landet ned af kommunerne, og mere end halvdelen af de danske medlemsklubber af DTF har under 100 medlemmer. I og nord for København findes der stadig tennisklubber med mange medlemmer. De har i mindre grad været påvirket af den generelle nedgang. I klubber som KB og HIK har man op mod 10 fuldtidsansatte trænere og en professionel administration. Enkelte andre tennisklubber har også bevaret et højt medlemstal og kører for nuværende på en økonomisk ansvarlig måde. Men samlet set bløder dansk tennis.
En tidligere stor børneidræt er ikke længere en sport, som alle børn ved hvordan spilles. Førhen fulgte hele Danmark med, når første bold blev spillet på det nyklippede græs, i Wimbledon. Nu følger vi kun med, når Caroline Wozniacki endelig deltager blandt ”the last 16”.

Vi har alle – trænere, forældre, spillere, frivillige ledere, bestyrelser, unioner og forbund – været medvirkende til at forandre tennissen ved at have et øget fokus på træning, herunder mængde, kvalitet<->kvantitet og fysisk træning. Alt det opbyggende juniorarbejde, der foregår i klubberne på ugentlig basis, bliver fra spillernes og forældrenes side, analyseret ud fra hvem der er ens træner, hvem man træner sammen med, hvor meget energi træneren lægger for dagen, og hvad tennisklubben ellers kan tilbyde MIG. Det handler ikke længere om, at man skal have det sjovt, at man skal dyrke idræt sammen med vennerne/ veninderne, og hvor meget energi børnene selv bidrager med. I stedet bliver ens værd som tennisspiller ofte vurderet ud fra, hvor mange gange om ugen man står i træningsplanen, og hvem der er ens privattræner.

Træningen overskygger outputtet af hvorfor vi træner, nemlig til det at blive bedre i kamp. De færreste, af de børn der begynder til tennis oplever, hvordan det er at stå på baglinjen og serve ved stillingen nul-nul. Dermed er det også de færreste, der får muligheden for at blive forelsket i tennissporten, hvor både det individuelle og dét at være en holdspiller er gjort muligt.

Frafaldet vokser
Frafaldet blandt børn og unge vokser, og måden hvorpå man spiller tennis, har ændret sig markant.
I dag er vi blevet vant til, at man kan købe sig til kvalitet og læring. Flere og flere benytter sig af tilbud som privatlærere, lektiehjælp og mentorer. Denne tendens ser vi også i tennisklubberne, hvor mange forsøger at købe sig til et produkt – en træningstime, en fysisk træner, rådgivning, coachhjælp – som erstatning for deres børns manglende evne til selv at tage ansvar for egen udvikling – det kan ikke gå hurtigt nok. Klubskifter i søgen efter ”det bedste tilbud” kommer før fællesskabet, før trygheden, før selverkendelsen.
Når konkurrence udøves, og man endelig står og skal træffe afgørende beslutninger i en presset situation, kan man ikke købe sig til råd hos en træner eller coach, det er kun op til en selv – medmindre at coaching er tilladt. Derfor kan mange børn få den følelse, at de ikke er gode nok, at idræt og konkurrence er svært.

Børn og idræt går hånd i hånd, ved deltagelse i idræt føler børn sig udfordret på mange planer, og derigennem kommer der en masse læring og dannelse.
Det at konkurrere finder børn sjovt, lige så snart de er i stand til at tænke tanken. De måler sig selv i deres daglige lege og konkurrerer om hvem, der løber hurtigst, kaster længst, hopper flest gange med et sjippetov, laver den flotteste tegning i skolen osv. Børn får meget tidligt i livet helt naturligt forståelse af, hvad konkurrence er.
Når de senere stifter bekendtskab med idræt i foreningslivet følger konkurrence igen naturligt med. Legen fra børnehaven til legen i idrætten har imidlertid skiftet præmis, idet at voksne er styrende for konkurrencen, belønninger/præmier er inddraget, det tydeliggøres i højere grad at der er en taber og en vinder.

Tendensen blandt børn peger på, at færre i dag har lyst til at deltage i konkurrencer, herunder tennisturneringer. Fokus på konkurrence er tilsidesat til fordel for at få input/instruktion fra en træner. Træneren er gjort uundværlig og barnets egen evne/ mulighed til refleksion og til at tage initiativ er blevet nedgraderet.

Andre turneringsformer
Ser man på de strategier og tiltag, som blandt andet Dansk Boldspil-Union og Dansk Håndbold Forbund har implementeret i forhold til børn og konkurrence, så har man forsøgt at imødekomme de samfundsmæssige tendenser, som indikerer, at mange børn i dag er bange for at konkurrere i hvad vi kan kalde traditionelle turneringsformer. Vi er i tennis nødsaget til at være i stand til at fastholde flere børn og unge i sporten. Udbuddet af stævner og turneringer skal derfor
• henvende sig til flere
• gøre det muligt at flere får en succesoplevelse og dermed ønsker at gentage oplevelsen
• være mere holdorienterede, så man konkurrerer både med og mod vennerne
• give mulighed for flere kampe, flere chancer
• udligne niveauforskellen, som ofte kan være stor
• kunne være tidsbegrænsede og måske mere fleksible i deres form

Men det er ikke nok at kigge på konkurrenceform og udbud. Vi skal dybere ind og se på konkurrencemiljøet til daglig ude i tennisklubberne. Her bærer trænere, ledere, ældre spillere og forældre et stort ansvar for at kunne skabe et ansvarsbevidst miljø med konkurrence i fokus. Det bør og skal være muligt at sætte tennisspillere op mod hinanden til træning, og få dem til at elske denne måde at følge/sammenligne sin egen udvikling på. Det hele afhænger af rammerne der bliver sat op.

Vi skal væk fra at man hele tiden skal overvåges med instruktion og supervision, der skal i stedet gives plads til at tænke selv og være med til at danne egne rammer for læring. Vi skal væk fra at det at være god til tennis, er et produkt man kan købe sig til. At købe sig til at blive bedre, er langt fra virkeligheden og den fælleskabstanke som ligger til grund for vores foreningsliv i Danmark.
Vi skal skabe udøvere, der forstår sporten, og sætter pris på de mange personlige udfoldelsesmuligheder, der ligger implicit i tennis. Det handler om at bringe fællesskabet i fokus, at lære at forstå at ens engagement i idræt er en rejse, hvor man naturligvis møder bump på vejen, og hvor dét at være i stand til at finde løsninger bringer en videre i processen.

Vi i Tennis Danmark behøver at fokusere på hvad tennissporten egentlig er, nemlig en konkurrencesport, hvor man starter fra nul-nul.