Trods kampflytning til indendørs grus spillede Clara Tauson på et usædvanligt højt niveau i sin første kamp nogensinde i en WTA kvalifikation

I optakten til søndagens planlagte kampe blev livestream fra betting-tjenester ved kvalifikationen til WTA International turneringen Samsung Open i Lugano i Schweiz antydet som en mulighed, men arrangørerne har oplyst, at der ikke produceres optagelser ved kvalkampene.

Derfor var de stadig flere tennis-interesserede, som med spænding følger 16-årige Clara Tausons rejse mod tennistoppen henvist til at følge med på livescore, da hendes første kamp i kvalifikationen efter planen skulle begynde søndag kl. 11.

Det er velkendt, at vejret ofte spiller en stor rolle ved turneringer, som afvikles udendørs, og allerede før sin allerførste kamp i WTA-regi oplevede Clara fænomenet, idet alle kampe måtte udsættes på grund af regn, og da regnen viste sig at være af længere varighed, besluttede arrangørerne at ændre programmet og flytte kampene til 2 indendørs grusbaner.

I stedet for at indlede med de to kampe, der var planlagt kl. 11, blev der ved 1230-tiden indledt med de to efterfølgende kampe, hvilket betød at Clara Tausons kamp mod 12. seedede 22-årige Rebecca Sramkova (SVK), der er no. 185 på WTA-ranglisten, blev afviklet som 2. kamp på Indoor 2, og den oprindeligt planlagte kamp kl. 11 på Court 2 blev ændret til 2. kamp på Indoor 1.

I løbet af regnvejrs-pausen blev lodtrækningen til hovedturneringen gennemført, og i den forbindelse skete den ændring, at 1. seedede i kvalifikationen, no. 122 Tereza Smitkova (CZE) kom direkte i hovedturneringen, og på grund af den deraf følgende ændring i kvalifikationen fik no. 473 Cornelia Lister (SWE) chancen mod no. 191 Tereza Mrdeza (CRO), der vandt opgøret mod svenskeren 6-1, 6-4.

Som det ofte har været tilfældet i de seneste måneder, antydede stillingen undervejs på livescore fra Clara Tausons kamp tidligt, at hun havde godt styr på kampen, hvilket farmand og coach Søren Tauson beskrev på denne måde, efter at Clara efter 50 minutter havde vundet en komfortabel sejr 6-1, 6-2:
Det var lidt svært med pludselig indendørs grus, men det håndterede Clara, og modstander, professionelt. De spillede en flot kamp. Clara på et usædvanligt højt niveau, alt taget i betragtning.”
Desuden fremhævede han datterens bevægelighed, som var imponerende i betragtning af, at det var årets første kamp på grus.

Den førnævnte ændring i lodtrækningen betyder, at Clara ikke kunne møde Smitkova i kvalfinalen, hvilket må formodes at forbedre muligheden for at slippe videre fra kvalfinalen, hvor hun møder Tereza Mrdeza, der som nævnt vandt over Lister.

Kvalfinalen afvikles mandag som den første kamp på Centre Court kl. 1030, men arrangørerne har oplyst til TV2 Sport, at der ikke produceres TV fra kvalifikationen, så kampen bliver derfor ikke vist på WTATV.com, der først sender fra kl. 13, når russerne, 6. seedede Ekaterina Alexandrova og Svetlana Kuznetsova, der har fået wildcard, indleder hovedturneringen på Centre Court.

Hvis det lykkes for Clara at spille sig videre til hovedturneringen, vil TV2 Sport forsøge at få mulighed for at vise det, selvom det oprindeligt først er planen at sender fra turneringen torsdag.

De 6 vindere fra kvalfinalerne vil i hovedturneringen blive indplaceret i lodtrækningen, så de møder en af disse spillere:
(21) Belinda Bencic (SUI)
(44) Viktoria Kuzmova (SVK)
(61) Rebecca Peterson (SWE)
(62) Vera Lapko (BLR)
(68) Evgeniya Rodina (RUS)
(118) Iga Swiatek (POL)

Det er ikke kun herhjemme, at interessen for Clara Tauson er eksploderet. Også i rumænske tennisgrupper har man lagt mærke til danskeren, der har fået omtale på dette rumænske tennis-site – http://tenisite.info/wta-lugano-2019-clara-tauson-fenomenul-propus-de-tenisul-danez-la-prima-victorie-in-circuit-calificari/.

Skribenten finder det bemærkelsesværdig, at Clara i 2019 ikke har tabt en eneste kamp, og der findes desuden en opremsning og billeder fra nogle af Claras seneste mange titler, ligesom der mindes om, at Clara som 14-årig vandt sin første $15.000 titel i Stockholm i 2017.
Desuden nævnes, at Claras farbror Michael Tauson både i 1985 og 1987 vandt over rumænske spillere ved Davis Cup.

 

Forrige artikelWTA Charleston 2019: Wozniacki er finaleklar efter storspil
Næste artikelWTA Charleston 2019: Madison Keys stoppede Wozniacki
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.