Efter en sæson præget af sygdom og skader er Clara Tauson tilbage på sejrssporet og vinder karrierens 13. titel

Siden 19-årige Clara Tauson i februar 2022 nåede sin hidtil højeste rangering som no. 33, har sygdom og skader spoleret det meste af sæsonen, hvorved Clara er havnet et pænt stykke udenfor top 100 på det tidspunkt, hvor hovedparten af spillerne på WTA-touren holder en tiltrængt pause inden forberedelserne til 2023-sæsonen indledes.

Da Clara tilsyneladende igen er ved at være i fysisk form, forekommer det naturligt at forlænge sæsonen nogle uger og få pudset kampformen af og forhåbentlig få nogle sejre, som kan give yderligere selvtillid inden den nye sæson.

Chancen for at få flere kampe er naturligvis større ved at vælge en turnering, hvor de øvrige deltagere alle er væsentligt lavere rangeret, og derfor var W25 Selva Gardena skræddersyet til formålet, idet Clara var rangeret mindst 100 pladser højere end resten af feltet, og derfor var hun seedet 1.

Det er dog velkendt, at niveau forskellen mellem top 100 og lavere ikke er større end, at der altid vil være risiko for nederlag for spillere, der er ude af kampform eller ikke lige rammer dagen, og derfor var det ikke på forhånd en selvfølge, at Clara bare kunne “vade” gennem turneringen uden kvalificeret modstand fra spillere i top 300 til top 500.

I 1. runde mod 20-årige no. 426 Diletta Cherubini (ITA), der havde wildcard, fulgte den undertippede italiener trods 2 danske break-muligheder ved 1-1 med til 4-4 i 1. sæt, inden Clara dog brød rent til 5-4 og servede sættet hjem.

I 2. sæt afværgede Italieneren en break-mulighed ved 1-1 og yderligere 5, da hun vandt sit serveparti til 3-2, hvorefter hun selv fik en break-mulighed til 4-2, men ligesom i 1. sæt faldt afgørelsen ved 4-4, da Cherubini – trods både 30-0 og 40-30 – blev brudt, inden Clara derefter med et rent serveparti sikrede sejren 6-4, 6-4.

Billeder fra 1. runde mandag – af Alex Runggaldier

I 1/8-finalen mod no. 310 Adithya Karunaratne (HKG) var Clara under pres i 1. sæt, hvor hun blev brudt ved 1-1, men hun brød dog tilbage til 3-3, og hun brød igen til 5-3.
Karunaratne brød dog tilbage, og hun brød desuden til 6-5 og førte 30-0, da hun servede for sættet, men Clara vandt derefter de næste 4 point og sikrede en tiebreak, som Clara vandt 7-2.

Det første parti i 2. sæt blev kampens længste, hvor Cherubini havde 5 muligheder for at sikre en 1-0 føring, men Clara havde til gengæld 5 break-muligheder, og på den sidste lykkedes det at bringe sig foran, hvorefter Clara havde fuld kontrol over resten af kampen, som Clara vandt 7-6(2), 6-0.

Daria Frayman, Clara Tauson, Dasha Lopatetskaya
Foto: Privat . Clara Tauson, Daria Lopatetska, Daria Frayman

I kvartfinalen mødte Clara en god veninde fra juniortiden, no. 701 Daria Lopatetskaya (UKR), der begge for 4 år siden var inviteret til 16-års fødselsdag af Daria Frayman.

Ukraineren havde deltaget i kvalifikationen, hvor hun i kvalfinalen mødte no. 419 Taylor NG (USA), der vandt sikkert 6-1, 6-1, men Lopatetskaya fik en ny chance som Lucky Loser, og den mulighed blev udnyttet optimalt, idet hun først vandt over no. 861 Beatrice Ricci og dernæst i 1/8-finalen 6-3, 6-4 over no. 298 Diana Marcinkevica (LAT).

Efter et break til 4-2 havde Clara ved 5-3 mulighed for at serve for 1. sæt, men Lopatetskaya brød tilbage og sørgede for sættet blev afgjort i tiebreak, som Clara vandt 7-3.
I 2. sæt brød Clara efter 3 forsøg til 2-1, men ukraineren brød straks tilbage, hvorefter endnu et dansk break til 4-3 reelt afgjorde kampen, idet Clara vandt sine 2 næste servepartier, som sikrede sejren 7-6(3), 6-4.

Flere billeder fra Alex Runggaldier.

I semifinalen mødte Clara derefter 7. seedede no. 278 Katarzyna Kawa (POL), der i 1. sæt havde 2 break-muligheder ved 1-1, men Clara afværgede begge, og i stedet brød hun rent til 3-1.
Ved 4-2 havde Kawa igen en break-mulighed, som Clara ligeledes afværgede, hvorefter hun med endnu et break sikrede 1. sæt 6-2.

Kawa kom bedst fra start i 2. sæt, hvor Clara i det første serveparti kom bagud 0-40 og blev brudt i tredje forsøg, hvorefter Kawa vandt sit serveparti rent til 2-0, men ved 3-2 satte polakken en 40-15 føring over styr, hvilket Clara udnyttede og brød tilbage til 3-3.
Ved 5-5 havde Kawa 4 break-muligheder, som Clara dog afværgede.

Derefter blev sættet afgjort i tiebreak, hvor Clara førte 3-0 efter 2 mini-breaks, men Kawa vandt derefter 5 point i træk, inden Clara med et nyt mini-break udlignede til 5-5.
Efter en dansk matchbold ved 6-5 havde Kawa sætbolde ved både 7-6 og 8-7, inden Clara på sin 2. matchbold sikrede sejren 6-2, 7-6(8).

Herover billeder fra begge semifinaler.
I den anden semifinale vandt no. 356 Emina Bektas (USA) 7-6(3), 6-4 over landsmanden Taylor NG, der som nævnt havde vundet 6-1, 6-1 over Daria Lopatetska i kvalfinalen.

I finalen mod Bektas blev 1. sæt afgjort, da Clara udnyttede sættets eneste break-mulighed, da hun valgte at gå til den rigtige side ved en oplagt amerikansk vinderchance, som Clara afværgede ved at dirigere bolden forbi sin modstander, der afsluttede det næste point på en fejl, som resulterede i et dansk break til 4-2.
Sættet blev afsluttet med 3 danske esser i træk til 6-3.

W25 Selva Gardena 2022
Foto: Alex Runggaldier – Clara Tauson

I det første parti i 2. sæt afværgede Bektas 2 danske break-muligheder, og hun vandt også sit næste serveparti med stort besvær, hvorimod Clara vandt sine første 2 servepartier i sættet rent, og hun afgav blot et enkelt point, da hun udlignede til 3-3.

Herefter vandt Bektas sit serveparti rent, og i stedet fik Clara pludselig problemer, da hun satte 40-15 over styr, og hun måtte desuden afværge 2 break-muligheder, inden Clara i 5. forsøg udlignede til 4-4 med en servevinder.

 

W25 Selva Gardena 2022
Foto: Alex Runggaldier

Bektas havde fortsat momentum, da hun vandt et rent serveparti til 5-4, men herefter skærpede Clara tilsyneladende koncentrationen og øgede tempoet, hvorved Bektas kom bagud 0-30 i sit næste serveparti, og selvom hun udlignede til 30-30, brød Clara serven til 6-5.

Da Clara servede for kampen, kom hun bagud efter fejl til 0-30, men 2 servevindere i træk samt en fremprovokeret fejl gav matchbold, som blev udnyttet med endnu en servevinder, som sikrede titlen med sejrscifrene 6-3, 7-5.

Titlen var Claras 13. i karrieren, siden hun vandt sin første W15 titel i 2017 ved Stockholm Ladies.
Derefter har Clara vundet yderligere 3 W15-titler, 4 W25, 2 W60 (begge i 2019), og i 2021 vandt Clara – udover 2 W25-titler – 2 WTA 250 titler samt en WTA 125 titel.

Selvom Clara i flere af kampene var presset undervejs, formåede hun dog at løfte sit niveau, når der er mest brug for det, og da der har været fremgang at spore fra kamp til kamp, er der grund til optimisme forud for de næste 2 ugers WTA 125 turneringer i henholdsvis Angers og Limoges i Frankrig.

De 50 point, som titlen indbringer til WTA-ranglisten, bliver først tilføjet næste mandag, hvor eventuelle point fra WTA 125 Angers ligeledes vil fremgå.
Der må dog forventes væsentlig større udfordringer, idet alle 8 seedede er spillere fra top 100.

Umiddelbart efter artiklens udgivelse er det blevet oplyst, at Clara i 1. runde i Angers møder den tidligere Wimbledon finalist Sabine Lisicki (GER), der har fået wildcard.

Forrige artikelTurneringer uge 48: Clara Tauson ude af top 100 indleder genopbygning med W25 i Italien
Næste artikelTurneringer uge 49: Top 100 igen indenfor rækkevidde for Clara Tauson
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.