Afbudene fra den øverste top må motivere de deltagende yderligere til at gå efter høje mål, at markere sig, at fremvise sit potentiale.

At seks af verdensranglisten top 10 spillere ikke deltager betyder – i det mindste på papiret – at det bliver lettere for de deltagende spillere at nå længere, at opnå bedre resultater. Nu er det jo ofte set, at de topseedede falder på stribe tidligt i en Grand Slam, men der er som oftest nogle stykker af den hårde kerne med det meste af vejen.

Efter den lange Corona pause og for de fleste spilleres vedkommende meget få kampe i år, er der sandsynligvis ommøbleret en del i det tidligere indbyrders styrkeforhold spillerne imellem. Det vil vise sig, hvem det er til fordel for, og der skal nok komme  nogle artige overraskelser og uventede resultater.

En usikkerhedfaktor må det også være, at turneringen spilles uden tilskuere. Men tomme arenaer er nu ikke helt uvant for spillerne, idet sådanne ofte forekommer i de tidlige runder i selv store turneringer. Men en finale uden tilskuere bliver nu nok noget “alternativ”, også for os ved skærmen.

De unge spillere er tilbage 

I starten af dette årtusinde var US Open vinderne omkring tyve år. Dette ændrede sig i 2007 og de følgende 10 år, hvor vinderens alder steg med top oppe i trediverne. Derefter faldt vinderalderen ned mod de tidligere tiders tyve år, som netop var alderen på vinderne i 2018 og 2019.

En del af forklaringen er Kim Clijsters og ikke mindst Serena Williams´ dominerende rolle i den betragtede periode. Men der er blandt de nye, unge spillere nogle markante stortalenter, som skiller sig ud fra det iøvrigt stigende kvalitetsniveau, der i sig selv har øget presset på de etablerede spillere.

US Open vindere siden år 2000. Vinderens alder

Det bliver spændende at se, hvordan de unge spillere i turneringen matcher de modne og de etablerede.

Karolina Pliskova. 1. seeded superstar som har sin Grand Slam titel tilgode

Karolina Pliskova, 1,86 m høj 28 årig tjekke, er en af verdens allerbedste tennisspillere.
P.t #3 i verden, har været oppe på 1. pladsen, har vundet 16 WTA single titler men ingen Grand Slam.

2020 har hidtil ikke været Pliskovas, selv om det startede godt med at besejre Madison Keys i Brisbane i januar. 

I Australian Open tabte hun i tredje runde til Anastasia Pavlyuchenkova.
I Dubai tabte hun i kvartfinalen (hendes 2. kamp) til Elena Rybakina.
I Qatar tabte hun i 3. runde (hendes 2. kamp) til Ons Jabeur.
I netop afsluttede Western & Open tabte hun i 2. runde (hendes 1. kamp) til Veronika Kudermetova.

Ikke den bedste optakt til US Open. I første runde møder hun Anhelina Kalinina, i 2. runde en større trussel i form af Caroline Garcia. Catherina Bellis i 3. runde burde ikke være uoverkommelig. I fjerde runde begynder det at stramme til med forventeligt (28) Jennifer Brady som modstander. Kvartfinale kunne byde på (8) Petra Martic eller (12) Marketa Vondrousova.
Såfremt hun slipper forbi, kan hun forudse (4) Naomi Osaka, (6) Petra Kvitova eller (11) Elena Rybakina i semifinalen.
Serena Williams er en mulig finalemodstander, de kan ikke mødes før.

Hvis det kører for Pliskova – ikke mindst serven – og hun kan finde gejst og det rette spændingsniveau, er det muligt for hende at tage pokalen. Men der skal ikke meget til at forhindre det: En mindre skade, en dårlig dag, en modstander, der rammer dagen. Og så har hun brug for heldet på sin side.

De øvrige Top 10 deltagere

Ranglistens #4, Sofia Kenin 21 år, er 2. seeded.  

Kenin vandt Australian Open 2020.
I Dubai tabte hun sin føste kamp til Elena Rybakina.
I Qatar tabte hun sin første kamp til Dayana Yastremska.
I Lyon vandt hun en lille turnering ved at besejre Anna-Lena Friedsam i finalen.
I Western & Southern tabte hun sin føste kamp til Alize Cornet.

Led Kenin af Grand Slam tømmermænd i Dubai og Qatar, var det en enkeltstående fuser mod Cornet, der måske overgik Cornet sig selv (det sker af og til)? 

Kenin vil givetvis i det mindste kæmpe som besat. Men hun spiller jo med høj risiko, der skal ikke så meget til, før det kan gå galt. Hun bør være vinderkandidat, omend det p.t. ikke virker oplagt. 

Ranglistens #9 Serena Williams,  38 år er 3. seeded. 

Serena har muligheden for at vinde sin 24. Grand Slam og dermed tangere Margaret Courts rekord. Det er kikset for Serena nogle gange, og det bliver næppe lettere med tiden. Men en gylden mulighed er her, hvor nogle af de “tunge” modstandere ikke er til stede. 

I Auckland i år vandt hun i finalen over Jessica Pegula.
I Australian Open tabte hun i tredje runde til Qiang Wang.
I Lexington tabte hun kvartfinalen (hendes 3. kamp) til Shelby Rogers.
I Western & Southern tabte hun sin anden kamp til Maria Sakkari.

Serena havde nogle gevaldige “træningskampe” i Western & Southern, men hun er ikke tilbage på 100%. For hendes vedkommende kan mindre måske nok gøre det, men respekten for hende er ikke, hvad den har været, modstanderne tror mere end tidligere på deres chance og går efter den.
Det virkede også som om hun i Western & Southern Open var utilfreds med sit spil, forkrampede, troede ikke rigtigt på det, skarpheden var der ikke, præcisionen vaklede. Måske fysikken er presset, måske selvtilliden halter – eller begge dele

Serena betragtes nok fortsat af mange som en af vinderkandidaterne men næppe så overbevisende som førhen. Hun skal givetvis steppe op for at tage titlen. Men det kan Serena jo også som ingen anden.

Ranglistens #10  Naomi Osaka, 22 år er 4 seeded. Osaka har allerede vundet to Grand Slams. Hun ved, hvad der skal til. 

I Brisbane i år tabte hun semifinalen til Karoline Pliskova.
I Australian Open tabte hun i 3. runde til Cori Gauff.
I Wester & Southern nåede hun finalen men trak sig.

Osaka er meget “enten eller”, nok meget følelsesladet. Hun kan spille sit storspil i en kamp og så pludseligt gå helt ned, forsvinde ud af kampen. Hun formår at hente sig selv op igen, men det lykkes ikke altid.

Svært at vurdere, hvor hun er nu, men hun bør være en vinderkandidat.

(PS: I skrivende stund er Osaka, som trak sig med en skade i W&S Open, fortsat på spilleplanen).

De modne, de erfarne og de unge håb

Naturligvis er der andre stærke bud på kandidater til at gå langt, ja endog vinde turneringen. Her en summarisk oversigt over udvalgte spillere.

> Modne spillere, der qua deres erfaring og tidligere resultater kunne tage titlen: 

Kvitova, 30 år, #12. En spiller man aldrig ved, hvor man har. Kvitova kan vinde turneringen eller forlade den tidligt.

Martic, 29 år, #14. Har vist meget stærkt spil men har døjet med at binde sløjfen. Måske?

Konta, 29 år, #15. Er muligvis på vej op igen efter en svag periode. Skal stabilisere for at nå til tops.

Riske, 30 år, #19. Måske hvis det hele kører for hende. 

Kerber, 32 år, #23. Hun har gjort det før, hun kan gøre det igen. Vinderkandidat.

Azarenka, 31 år, #59: Virkede i Western & Southern Open meget glad og fuld af energi. Har fundet tilbage i sit hurtige spil og spillede skarpt. Vandt finalen idet Osaka trak sig med skade. Vinderkandidat.

Victoria Azarenka
© 2019 Jimmie48 Tennis Photography This photo is available for editorial usage. Please contact: licensing@j48tennis.net Una

> Erfarne spillere midt i tyverne, måske ikke alle oplagte Grand Slam vindere, men spillere, der vil kæmpe for et godt resultat og nok opnå det:

Keys, 25 år, #13. Spørgsmålstegn.

Muguruza, 26 år, #16. Kan lige pludseligt komme fra ingenting, når det gælder. Kan vinde turneringen.

Kontaveit, 24 år, #20. Kan nå et godt resultat, nok næppe vinde turneringen.

Sakkari, 25 år, #21. Bliver bedre og bedre. Kan nå et godt resultat.

Mertens, 24 år, #22. Kan nå langt.

Vekic, 24 år, #24. Ikke på toppen p.t. Når næppe så langt hun egentligt burde.

Muchova, 24 år, #26 og Jabeur, 26 år, #30 og Alexandrova, 25 år, #27: De skal nok gøre det godt.

Sloane Stephens, 27 år, #37. Svingende. Bør få mere ud af det.

Jabeur, 26 år, #39. Joker.

Brady, 25 år, #40. Har spillet nogle brag af en kamp. Men kan hun holde stilen?

> Unge spillere allerede igang eller på vej eller kan overraske:

Aryna Sabalenka, 22 år, #11. Vinderkandidat hvis hun kan tøjle sig selv.

Rybakina, 21 år, #17. Har vundet store skalpe, kan nå langt, måske meget langt.

Voudrousova, 21 år, #18. Stærkt på vej, mangler nok endnu lige det sidste.

Yastemska, 20 år, #25. Stortalent men stadig for meget vildbasse.

Anisimova, 18 år, #28. Hvis det hele kører for hende, kan hun nå langt.

Gauff, 16 år, #50. Stortalent der endnu mangler den spillemæssige tyngde og den mentale styrke.

Swiatek, 19 år, #51. Stærkt på vej, men der er et stykke endnu.

> Og så er der et par outsidere:

Venus Williams, alderpræsident, har i karrieren vundet det hele, still going strong. Vinderkandidat?

Clijsters, vender endnu engang tilbage, mangler formentlig en del for at skabe et stort resultat. Vinderkandidat?

Opsummering

Turneringen kan meget vel byde på opgør mellem de unge, der er igang eller på vej og de modne, etablerede spillere, der har prøvet det hele. Ind imellem er der en stor gruppe af erfarne spillere midt i tyverne, der må øjne chancen for at opnå et stort resultat – og nogle af dem har spillet til at gå til tops.

Ovenstående fremstilling byder på 8-10 vinderkandidater heraf 4-5 mere oplagte, men der kan meget vel argumenteres for flere.

Man kan mene, at fraværet af seks top 10 spillere ødelægger turneringen. Eller man kan mene, at dette fravær gør turneringen positivt anderledes, at man i højere grad får nogle andre end de sædvanlige at se spille mod hinanden. Såfremt man hælder til det sidste, kan man se frem til en spændende og seværdig udgave af US Open, også fordi spillerne – med forskellige forudsætninger og mål – bør kunne opfatte US Open 2020 som en mulighedernes turnering og dermed vil kæmpe med alt, hvad de har for at opnå så meget som overhovedet muligt i form af godt spil og resultater.

Turneringen afvikles 31. august til 13. september.

Forrige artikelTenPro Global Tour: Andreas Philip fortsætter sejrsrækken med U11-titel og U12-finale ved Paris Bowl
Næste artikelDH damer: Få kampe afgjorde placeringer
Ole Jørgensen
Ole Jørgensen har siden 1992 har været aktiv i den lokale tennisklub bl.a. som formand for klubben i 10 år, som træner, som holdleder på et motionist turneringshold og som aktiv spiller. På den globale scene er hans store interesse dels udvikling og tendenser på og omkring WTA-touren og dels den enkelte spillers udnyttelse af sit potentiale. Oles interesse for udviklingen på WTA-touren, som han har fulgt nøje, startede især da Caroline Wozniacki vandt Wimbledon som junior.