I årevis har de klynget deres håb til en aldrende Lleyton Hewitt - nu har Australien endelig fundet veteranens afløser. En spiller der mere bør sammenlignes med en anden af nationens tidligere superstjerner.

Faktaboks

Navn: Nicholas Hylmi Kyrgios
Land: Australien
Født: 27. april 1995 i Canberra
Bor: Melbourne, Australien
Professionel: 2013
Pengepræmier: $ 619.465
Højeste rangering: 66 (juli 2014)
ATP titler: 0

Først nikkede han, det var den største selvfølgelighed. Sekundet efter skiftede selvsikkerheden dog over til et drenget grin. Han havde lige lavet en af den slags slag man ikke tror er muligt – endda på Wimbledons Center Court mod selveste Rafael Nadal.

Da Nick Kyrgios gik på banen til opgøret mod verdensranglistens nummer 1 var det vel næppe mange andre end de mest inkarnerede tennisfans, der havde hørt navnet. Slaget mellem benene forbi Nadal gjorde den australske teenager til et youtubefænomen, mens kvartfinalepladsen ved årets tredje Grand Slam gjorde ham til top-100 spiller.

Kyrgios udfordrede omgivelserne

Fra de helt unge år har den unge karismatiske tennisspiller udvist et enormt potentiale – både på og udenfor banen. På træningsbanen har han konstant været de jævnaldrende satsningsspillere i det australske system overlegen. Ikke fordi han kunne slå flere bolde på tværs af banen i øvelserne, der skulle lære juniorspillerne at kontinuitet er vejen frem. Mere fordi han konstant har været udfordrende i forhold til omgivelser og autoriteter.

Fik unge Kyrgios besked på at slå bolden longline ville han ofte vælge at lave en stopbold eller sende den lille gule på tværs af banen. En egenskab der ikke altid gjorde vejen let for det unge boldtalent med de græsk/malaysiske rødder. Kontroverserne med trænere og andre autoriteter i det australske system er talrige, da det sydlandske temperament gjorde det svært for Nick Kyrgios bare at rette ind og gøre, hvad der blev sagt.

Overskuddet fra Australian Open investeres i talentspillere

Derfor er det gennem juniortiden flere gange blevet til brud mellem Nick Kyrgios og det australske talentsystem. Et system der årligt bliver postet millioner af kroner i. Penge der primært kommer fra det enorme overskud Australian Open, der er en del af Tennis Australia, årligt genererer. Håbet er at pengene kan være med til at producere dygtige australske tennisspillere, der kan gøre det godt ved Australian Open i Melbourne og dermed sælge endnu flere billetter og skabe større indtægter.

De senere år har det været udfordrende at skulle pege på australske herrespillere, der med realisme i sindet kunne gå meget mere end et par runder i årets første Grand Slamturnering. Lleyton Hewitt er, uagtet hans store popularitet Down Under, en mand der ikke hører fremtiden til. Igennem flere sæsoner har han, sammen med en svingende Bernard Tomic, hvis tilknytning til Australien er yderst svingende, været eneste mand der selv har været i stand til at kvalificere sig til turneringen.

Kyrgios er undtagelsen der bekræfter reglen

Netop på grund af presset i form af de mange ressourcer, der er blevet tilført systemet, har gjort man gang på gang har taget Nick Kyrgios og hans store ego til nåde. En af udfordringerne i det australske system har været at finde ud af, hvordan man implementerer en spiller, der måske ikke lige passer ind i de kasser for udvikling, der igennem årene er blevet skabt.

En lang række af trænerne er selv tidligere topspillere, heriblandt folk som Wayne Arthurs og Scott Draper. Trænere med enorm erfaring fra touren, men også trænere med en klar ide om, hvordan de vil have talenterne til at arbejde og spille. Ofte lytter unge talenter til trænere og er lettere at præge end seniorspillere, men på alle måder har Kyrgios været undtagelsen der bekræfter reglen.

Ny træner ændrede mindset hos Nick Kyrgios

Da en ung træner fra New Zealand, Simon Rea, blev ansat i Tennis Australia var der da heller ingen tvivl, han skulle have et forsøg med Nick Kyrgios. Rea var ansat efter gode anbefalinger, blandt andet at han gik helt tæt på spillerne på det personlige plan. En god relation skulle hjælpe til at kunne arbejde ekstra hårdt på banen, en ny og anderledes indstilling for både australsk tennis og Nick Kyrgios. Den 31-årige træner fangede fra starten, hvordan han skulle agere overfor det utæmmede talent Kyrgios.

De to fandt lynhurtigt rytmen, hvilket på 18 måneder forvandlede australieren. I stedet for at lade temperamentet ødelægge det stortanlagte spil fik Rea, i bedste John McEnroe-stil, Kyrgios til at bruge alle kræfter på slagene. Således står i særdeleshed hans serv tilbage som det helt store våben, præcis som det var for en anden græsk-australier, Mark Phillippousis, der i storhedstiden nåede helt til finalen ved Wimbledon.

Dengang hvor folk med våben i spillet kunne spille sig langt i turneringerne. Når 19-årige Kyrgios, der på ingen måde er færdig med sin udvikling, kan gå i kvartfinalen og slå Nadal undervejs, så ser det ud som om historien kunne gentage sig selv.

Fremtiden er lys for international herretennis

Kyrgios er den yngste blandt de unge talenter, der præcis som australieren med store våben, er ved at stikke hovedet frem i også de store turneringer. Således stod en anden servekanon, Milos Raonic side om side med unge Grigor Dimitrov i Wimbledons semifinaler.

De måtte lade livet til Roger Federer og Novak Djokovic, men ingen tvivl er der om, at morgendagens generation presser sig på. For udover en enorm fysik har de alle våben med, våben i form af forskellige spidskompetencer, der gør international herretennis ekstra interessant at følge de kommende år.

Nicholas Kyrgios i kvartfinalen  ved Wimbledon 2014 mod Milos Raonic.
Nicholas Kyrgios i kvartfinalen ved Wimbledon 2014 mod Milos Raonic.
Forrige artikelITF Future Winnipeg: Løchte tabte til amerikaner
Næste artikelScoop: Verdens bedste Serena til Danmark
Per Colstrup Vinkel
Per Vinkel er professional journalist og tenniskommentator. Hans mangeårige arbejde, interesse og engagement i tennissporten, gør Per til en af de bedste danske tennisjournalister.