Carl Emil Overbeck og Henrik Heise Korsgaard udnytter wildcards til entre på ATP-ranglisten. Finalen med Johanne Christine Svendsen direkte på Sport Live, som viser finale med August Holmgren forskudt

Da det omsider igen lykkedes at etablere professionelle tennisturneringer på dansk grund, er der skabt mulighed for at give talentfulde danske tennisspillere muligheder for at få en reel fornemmelse for, hvilket niveau der kræves for at være med i $15.000 kategorien.
Desuden er det en mulighed for, at nogle af de bedste danske spillere kan optjene værdifulde rangliste-point, som giver større muligheder for at få adgang til at deltage i turneringer i udlandet.

Prikken over i’et i sådanne turneringer vil desuden være, hvis der også bliver dansk deltagelse i slutkampene, og i optakten herunder blev peget på nogle af de danske kandidater, som kunne blande sig i kampen om titlerne.

ITF 15K Vejle: Leschly Cup titel-vinder Christian Sigsgaard blandt kandidaterne til titlen i M15

I Women’s singles blev 21-årige Sofia Nami Samavati nævnt som en dansk mulighed for at nå flere runder, men samtidig blev antydet, at 17-årige Johanne Christine Svendsen kunne levere en overraskelse, hvis hun kunne kontrollere de nerver, som naturligt kan spille ind for en ung spiller, der for første gang optræder i en professionel turnering – endda i hendes egen hjemby i Vejle, hvor hendes første kamp blev transmitteret direkte på Sport Live, som mange danskere har i deres TV-pakke.

Johanne mødte i 1. runde den 20-årige 6. seedede Victoria Dema (UKR), der er no. 787 på WTA-ranglisten.
Det var dog den useedede dansker, der havde overtaget i 1. sæt, som blev vundet 6-1 efter afbrydelse undervejs på grund af vejret, men i 2. sæt blev der større spænding om udfaldet, som dog blev dansk sejr 6-1, 7-5.
Johanne havde efter kampen denne kommentar til Dansk Tennis Forbund: “Sejren betyder utrolig meget for mig og for min selvtillid. Jeg synes, jeg spillede vildt godt og gjorde de ting, som jeg har trænet på, hvilket var virkelig fedt og bekræftende. Jeg synes, jeg spiller utrolig stabilt i dag, selvom jeg svinger lidt i 2. sæt efter regnpausen, hvor jeg blev lidt for anspændt, men jeg er utrolig glad for sejren i dag.”

Johanne var havnet i samme 1/4-del af lodtrækningen som Sofia, der dagen efter ligeledes kunne følges på Sport Live, da hun mødte 19-årige Ludmila Kareisova (CZE) i 1. runde, hvor Sofia var spilstyrende i kraft af sin større power i spillet, og derfor var udfaldet først og fremmest afhængig af, om Sofia kunne holde antallet af fejl på et acceptabelt niveau mod tjekken, som sendte det meste retur og vandt flere point, når Sofia nogle gange gik lidt for tidligt efter at afgøre boldene fremfor at vente på mere oplagte muligheder, som automatisk opstod som følge af danskerens større tryk i boldene.
Selvom der derved blev skabt en smule mere spænding end nødvendigt, blev det dog til dansk sejr 6-4, 6-4.

Derved var muligheden for en ren dansk kvartfinale fortsat intakt, men det forudsatte dog, at de begge vandt i 1/8-finalen, hvor Johanne uden større problemer – i silende regn – vandt 6-1, 6-1 over den urangerede 20-årige Laura Radakovic (BIH), der var videre fra kvalifikationen, hvor hun i finalen blev fulgt helt til dørs i to tiebreaks (7-4, 7-4) af 16-årige Sarafina Olivia Hansen, der forinden havde vundet 6-3, 1-6, [10-3] over Helena Stevic (FRA) i 1. kvalrunde.
Johanne er på Dansk Tennis Forbunds hjemmeside herunder citeret således efter dagens program, der blev afviklet i silende regn på halvglatte baner:
Det er ikke mange gange, at jeg har spillet i så dårligt vejr. Jeg har i hvert fald aldrig spillet i så meget regn før. Men jeg synes, at jeg holder meget godt fokus i forhold til vejret. Jeg sørgede for at holde bolden godt i gang, hvilket var planen fra start. Rent fokusmæssigt, er det her en af mine allerbedste kampe i år. Jeg holdte virkelig godt fokus og havde mine rutiner i orden før hvert point for ikke at blive for nervøs og anspændt. Det var det, der gjorde forskellen i dag.

Forinden blev Sofia dog sat på en væsentlig sværere opgave, idet hun mødte 21-årige Alice Robbe (FRA), der er no. 641 på WTA-ranglisten og derfor seedet 2 i turneringen, og franskmanden forhindrede med en sejr på 6-4, 6-4, at kvartfinalen blev et rent dansk anliggende.

Da Johanne fredag mødte Alice Robbe, holdt de begge serv indtil 4-4, hvorefter det lykkedes for Johanne at bryde serven ved 15-40, og hun havde desuden sætbold i sit eget serveparti ved 40-30, men Robbe afværgede sætbolden, og i stedet brød hun tilbage og udlignede til 5-5, og i Johannes næste serveparti afværgede Robbe yderligere 2 danske break-muligheder, hvorefter sættet Johannes holdt sin serv til 6-6.

Derved blev sættet afgjort i tiebreak, hvor Johanne ganske vist brød modstanderens første 2 server, men da hun til gengæld selv blev brudt i sine egne 4 server, førte Robbe 6-2, og hun havde dermed 4 sætbolde.
Det lykkedes dog for Johanne at afværge alle 4 sætbolde, og i Dansk Tennis Forbunds omtale herunder har Johanne selv denne forklaring på sit comeback:
Jeg tænkte der, at første sæt var tabt, men så giver hun mig nogle gratis point, og jeg har nogle gode server. Det gav mere blod på tanden, jo tættere på hende, jeg kom. Jeg synes, jeg tager nogle enormt gode beslutninger og spiller modigt på den rigtig gode måde. Jeg får spillet pointene klogt. Det er grunden til, jeg kommer sejrrigt ud af tie breaken.

Resten af kampen havde Johanne fuldstændig kontrol over begivenhederne, og kun i et enkelt parti havde Robbe et par fordele efter at have afværget break-muligheder ved 0-3 15-40, men Johanne vandt alligevel partiet, og da Robbe i alle de øvrige partier højst vandt et enkelt eller to point, vandt Johanne kampen 7-6(9), 6-0.
Kommentaren efter denne præstation lød således:
Jeg synes, det er helt vildt fedt. Jeg er glad for at være i semifinalen, men ikke mindst er jeg super glad for, at jeg nu får en rangering på verdensranglisten, for det er seniorranglisten, der virkelig betyder noget. Jeg havde slet ikke regnet med det før turneringen. Nu har jeg bare endnu mere motivation for at gå hele vejen.

Selvom sejren i kvartfinalen indbringer 2 WTA-point, rækker det dog ikke til en plads på WTA-ranglisten, hvor der ifølge reglerne kræves, at der er optjent point i mindst 3 turneringer eller mindst 10 point, som kun er mulig, hvis Johanne vinder turneringen.
Muligheden er fortsat intakt, idet Johanne lørdag fulgte sejren i kvartfinalen op med endnu en sejr i semifinalen, hvor hun mødte 18-årige Priska Madelyn Nugroho (INA), der ligesom Johanne var kvalificeret til at deltage i hovedturneringen på en Junior Reserved (JR) plads, på grund af deres junior-rangering som henholdsvis no. 31 og no. 53.

Indoneseren var i starten af året no. 9 på junior-ranglisten, men Johanne havde til gengæld fordel af hjemmebane, og hun havde uden tvivl tanket masser af selvtillid som følge af hendes præstationer i de tidligere kampe.

Allerede i kampens første parti brød Johanne modstanderens serv, og hun bevarede forspringet, indtil det lykkedes for Nugroho at bryde rent tilbage til 4-4, men allerede i det næste parti brød Johanne serven igen til 5-4, hvor kampen midlertidig måtte afbrydes, da regnen for alvor tog til.

Da kampen blev genoptaget, servede Johanne sættet hjem fra 40-15 til 6-4, og hun indledte 2. sæt med et break, som hun understøttede ved at holde serv til 2-0.
Herefter fulgte et monster-langt parti, hvor Nugroho ikke formåede at udnytte sine 4 fordele, mens Johanne først på den 9. break-mulighed udbyggede føringen til 3-0, hvilket reelt afgjorde kampen, som Johanne vandt 6-4, 6-1.

Dermed er Johanne klar til finalen, hvor hun søndag kl. 1000 møder den 19-årige 1. seedede no. 426 Sohyun Park (KOR), der efter 3 sikre sejre i 2 sæt måtte bruge 3 sæt i semifinalen, da hun vandt 6-7(5), 6-2, 6-2 over no. 835 Jantje Tilbuerger (GER).
Finalen bliver vist direkte på Sport Live kl. 1000.

Som det fremgår af opslaget herover fra Dansk Tennis Forbund var der også mulighed for dansk finale-deltagelse i Men’s singles, idet 23-årige August Holmgren senere lørdag mødte 6. seedede no. 613 Jonathan Mridha (SWE), der slår så hårdt til boldene, at August vurderede at hans eneste chance for at undgå at blive udspillet var at forsøge at slå mindst lige så hårdt tilbage, og det overraskede tilsyneladende svenskeren, at August kunne følge med i hans tempo, så han begyndte at lave flere fejl, hvorimod August spillede bedre og bedre.
Derved fik August overtaget i duellerne, hvilket afspejles i resultatet af kampen, som August vandt 3-6, 6-3, 6-4.

I finalen møder August 22-årige 1. seedede no. 401 Ergi Kirkin (TUR), der indledte turneringen med at afgive et sæt mod kval-spilleren Andrea De Federico (ITA), men derefter har han på vejen mod finalen udelukkende vundet sikre sejre i 2 sæt.
Finalen spilles efter kvindernes finale, og den vises forskudt på Sport Live kl. 1800.

August er en af de danske deltagere, som fik wildcard til hovedturneringen, og det samme gjorde 27-årige Anders Grinderslev, som til daglig spiller for Give, og derfor var det ikke den optimale lodtrækning, at de trak hinanden i 1. runde, hvor August efter mere end 2½ time vandt knebent 3-6, 7-5, 7-5.
Lodtrækningen blev ikke bedre af, at vinderen allerede skulle møde 2. seedede no. 534 Mats Rosenkranz (GER) i 2. runde, som på grund af det ustabile vejr først færdigspillet fredag, hvor August efter 1 tim. 37 min. havde sikret sejren 6-2, 7-6(4).

M15 Vejle 2021
Foto: Thomas Svendsen

Derfor måtte August allerede samme dag i kvartfinalen møde 5. seedede no. 588 Patrick Kypson (USA), som forinden havde vundet 6-1, 6-1 i 1/8-finalen over Carl Emil Overbeck, der i 1. runde havde sikret sit første point til ATP-ranglisten, da han vandt 6-3, 6-4 over no. 725 Giorgio Ricca (ITA), efter at han i kvalifikationen havde vundet 6-2, 4-6, [10-7] over Lukas Hellum Lilleengen (NOR) og 6-1, 6-7(5), [10-7] over Benedikt Emesz (AUS).

August fik en meget lang dag på tennisbanerne, idet kvartfinalen mod Kypson varede 2 tim. 41 min. inden August havde sikret sejren 6-2, 3-6, 7-6(5), og derefter spillede August desuden double sammen med Adrian Oetzbach (GER) mod 4. seedede Mick Veldheer (NED) og Sandro Kopp (AUT), som vandt 6-2, 6-3.

Men’s Doubles blev domineret af de danske deltagere, idet Carl Emil Overbeck sammen med Benjamin Hannestad havde spillet sig frem til finalen, hvor de lørdag mødte Christian Sigsgaard og Johannes Ingildsen i finalen i et tæt opgør, hvor Carl Emil og Benjamin sikrede titlen 7-6(6), 4-6, [10-8].

Foto: Dansk Tennis Forbund – Carl Emil Overbeck og Benjamin Hannestad

Som tidligere nævnt sikrede Carl Emil sig sit første point til ATP-ranglisten, og det samme gjorde 25-årige Henrik Heise Korsgaard, der havde fået wildcard til hovedturneringen, hvor han i 1. runde vandt 6-3, 6-3 over Leonardo Catani (ITA), og han fordoblede point-summen, da han i 1/8-finalen vandt 7-5, 6-2 over Christian Sigsgaard, der ligeledes havde wildcard til hovedturneringen.
Sigsgaard havde i 1. runde vundet 6-3, 6-2 over 8. seedede Ryan Nijboer (NED), hvorved han også optjente et enkelt point til ATP-ranglisten.

18-årige Elmer Møller havde ligesom Carl Emil spillet sig videre fra kvalifikationen, da han i kvalfinalen vandt over den danske mester Valdemar Frederik Pape, der er fra samme årgang (2003) som Elmer.
Elmer vandt opgøret, der blev vist direkte på Sport Live, 6-2, 6-4, hvorefter Elmer i 1. runde af hovedturneringen mødte no. 753 Sandro Kopp (AUT), der vandt 6-0, 7-5.

Selvom ingen af de danske junior-piger, som havde wildcard til kvalifikationen eller hovedturneringen, optjente point til ranglisten, er der alligevel grund til at kippe med dannebrog, da de i de fleste tilfælde fulgte modstanderne til dørs i tætte opgør, inden de måtte forlade turneringen.

Alle resultater for de danske deltagere findes under henholdsvis ITF Men og ITF Women sektionerne herunder.

Turneringer uge 30: Sport Live sender fra ITF 15K i Vejle med flere danskere på programmet. Holger klar til ATP uden wildcard

 

Forrige artikelDH: HRT tager imod Lyngby i udsat kamp
Næste artikelTennisalbue – hvordan kan Body SDS hjælpe?
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.