Et uventet nederlag til Djokovic og en flyvende Nadal har gjort grussæsonen noget mere åben, end den var for blot to uger siden. Djokovic skal forsøge at vinde den eneste slam-titel han mangler og den fjerde på stribe. Vi ser nærmere på Djokovic og hans udfordrere – herunder bl.a. Rafael Nadal, Stan Wawrinka, Dominic Thiem, Andy Murray og Kei Nishikori.
Tennissæsonen er nået til Europas røde grus og er allerede kommet godt i gang. Den næste halvanden måned rummer et heftigt program med Masters-turneringer i Madrid (begynder i morgen, lodtrækning her) og Rom, en række ATP-250 turneringer og så kulminationen på det hele: French Open i Paris med finale på Grundlovsdag.
Men selvom både Madrid og Rom er store turneringer, er det French Open, det handler om. French Open er nemlig den eneste slam-turnering, den ellers så suveræne verdensetter Novak Djokovic endnu ikke har vundet. Derfor står det trofæ naturligvis også absolut øverst på Djokovic’ ønskeliste. Men presset er enormt.
For det første har gruskongen Rafael Nadal indtil de seneste to uger været så langt fra fordums styrke, at Djokovic er bookmakernes favorit i en grad, så ikke en eneste vil give mere end 1,9 gange pengene igen på Djokovic-sejr.
For det andet skal Djokovic forsøge at gøre, hvad ingen mandlig tennisspiller har præsteret siden legendariske Rod Laver i 1969: Vinde fire slams i træk for en såkaldt “Djoker Slam” (Lavers bliver kaldt en “Calendar Grand Slam”, da han vandt alle fire samme år).
Ved hvert eneste interview, Djokovic laver mellem nu og en eventuel finale i French Open, vil han blive mindet om, hvad der er på spil. Da Serena Williams sidste år lykkedes med sin anden “Serena Slam” og skulle forsøge at tage femte i streg og dermed få en 2015 Calendar Grand Slam ved sidste års US Open, var mediepresset så stort i måneder op til, at hun nægtede at tale om det og på den måde forsøgte at beskytte sig mod presset.
Resultatet? Et højst overraskende nederlag til Roberta Vinci i semifinalen, hvorpå Williams derpåaflyste resten af sit tennisår i ren skuffelse og stadig kæmper for at finde sidste års form.
Det er som sagt blot en “Djoker Slam” samt en “Career Grand Slam”, der er på spil for Djokovic, men det er også alt rigeligt. I den første Masters-turnering i Monte Carlo led han for to uger siden et sjældent, men måske kærkomment nederlag, da han for første gang siden 2010 tabte til en spiller uden for top-32 i form af verdens nr. 55, tjekkiske Jiri Vesely.
Dermed har han fået ro og hvile til at finde sit fokus, og forventningspresset falder samtidig en smule for hver forhåndsvinder, Nadal sender afsted.
Og i Madrid har han modtaget en kærkommen lodtrækning med Nadal, Murray, Federer og Thiem i den anden halvdel, så mon ikke, han finder sin footing på gruset igen?
I en klasse for sig
Pres eller ej, hvad der i hvert fald hjælper Djokovic, er hans placering som verdens helt og aldeles suveræne nr. 1. Spiller han noget nær sit bedste, er det kun ganske få spillere, der har noget der minder om en chance p.t.
Hvor suveræn er han? Temmelig suveræn:
- Han er 28-2 i sejre og nederlag i år – eneste reelle nederlag kom mod Vesely i Djokovic’ første gruskamp i år (i det andet nederlag trak han sig nede med et sæt mod Feliciano Lopez p.g.a. en øjeninfektion).
- Han har vundet ni af sine seneste 11 turneringer og blot afgivet et eneste sæt i de ni vundne finaler.
- Fra og med Paris Masters i efteråret 2014 har han vundet 119 kampe og blot tabt otte.
- I samme periode har han enten vundet eller spillet finale i samtlige slams, Masters’ og WTF-turneringer, han er stillet op i – frem til sidste uges Monte Carlo Masters.
- I samme periode er han vanvittige 47-5 mod andre top-10 spillere.
- Hans forspring på verdensranglisten er så stort, at lagde man nr. 2, Andy Murrays, og nr. 3, Roger Federers, point sammen, er de kun lige akkurat foran Djokovic (han førte før Monte Carlo-nederlaget).
- Han ville også være nr. 1, selv hvis man ikke talte hans point fra slams med (tre titler og en finale)
Jeg har tidligere skrevet om Djokovic’ i et to-delt portræt, hvor der også blev fokuseret på nogle af de spillemæssige kvaliteter, der har bragt ham i denne position.
Det skal vi ikke ind på her. I stedet vil vi fokusere på, hvilke spillere har en chance for at gøre turneringerne lidt mindre forudsigelige igen.
For med al respekt for Djokovic, så er det lidt kedeligt, at han vinder hver eneste turnering – specielt når han ikke engang behøver spiller sin bedste tennis i størstedelen af dem, hvilket har været tilfældet i år, hvor han har spadseret sig igennem turneringerne på autopilot for så at skrue niveauet op, hvis modstanden en sjælden gang har krævet det.
Er vi vidne til en genfødsel af den aldrende gruskonge?
Hvilken forskel et par uger kan gøre i tennis. Da jeg for små tre uger siden skrev et par ord ned til dette indlæg, skrev jeg bl.a.:
“Af respekt for hans tidligere resultater, så fortjener Rafael Nadal en plads her. Ingen har været ligeså suveræn på et underlag ligeså længe, som Rafa var på grus i årene 2005-2014.
Når det så er sagt, så har Nadal på ingen måde vist en form, der viser, det er ham, der kan udfordre Djokovic. Djokovic har vundet 10 af de sidste 11 kampe mod Nadal (Nadal vandt dog finalen i French Open 2014), og Nadal har end ikke vundet et sæt de sidste seks kampe i streg. Ved French Open sidste år fik han tæv med cifrene 5-7, 3-6, 1-6.
Derudover har den før så grussuveræne Nadal brugt de sidste to år på at tabe til alle andre end Djokovic. Engang spillede han 81 gruskampe uden nederlag – i år har han spillet seks og tabt to“.
En del af det holder stadig. Men med forbehold. For i mellemtiden har Nadal vundet 10 kampe og to turneringer i streg på grus og sejret i en Masters-turnering for første gang i 23 måneder. Dermed har han tanket noget af den åh så vigtige selvtillid.
Måden han gjorde det på, kalder i den grad minder om “den gamle” Nadal tilbage.
Mod stortalentet Dominic Thiem (mere om ham nedenfor) i Monte Carlo reddede han 15 ud af 16 breakbolde i første sæt og sled ham så ned i andet sæt. Mod den regerende French Open-mester Stan Wawrinka slog han med dybde og topspin og frustrerede Wawrinka ud i fejl på fejl.
Mod Andy Murray var han i store problemer i halvandet sæt, inden han sled ham op og vandt 6-2 i tredje sæt. Og i finalen mod Gael Monfils var Rafa igen bedst desto længere kampen blev og gav æg til en udmattet Monfils i tredje efter to lange, klassiske 7-5, 5-7 sæts forinden.
En så stærk række af gode grusspillere har Rafa ikke slået i årevis. Nadal viste en mental styrke på de afgørende point, som man længe har savnet. Og han viste et fysisk overskud, som han har bygget sin karriere på, men som også har været væk det meste af de sidste to år.
Hvad der stadig mangler, er mere sikkerhed i egne servepartier. Han har længe servet med hastigheder, der er mere normale på WTA-touren end på ATP-touren. Det ændrede sig i nogen grad i Barcelona, hvor han ikke afgav et sæt i fem kampe, slog Fabio Fognini, der var lidt af en ond ånd for ham sidste år, og slog den regerende Barcelona-mester Kei Nishikori i en brandkamp i finalen.
Men selvom vi så server på både 211 og 213 km/t i Barcelona – hurtigere end noget vi har set fra hans ketcher i flere år – er statistikken stadig grim. I år har han blot vundet 80 % af sine egne servepartier på grus. I årene 2012-2015 vandt han hhv. 89, 87, 83 og 81 %.
Uden en konsistent bedre serv slår han næppe Djokovic. Men Nadal er en momentum-spiller, og de seneste to uger har i den grad givet ham noget af det momentum, han har savnet.
Han slår med mere dybde, mere selvtillid og mod Nishikori lignede han fra tid til anden den ubrydelige defensive mur, der gjorde ham så umulig at slå på grus i en årrække.
I Madrid står han til at møde Federer i kvartfinalen. Og hvis der er noget, der tradionelt har hjulpet Nadals form, så er det at se Federer på den anden side af nettet – ikke mindst på grus. Dernæst venter Murray, hvis seedningen holder, inden den helt store test, Djokovic, potentielt møder ham i finalen.
Stan the Man
Så er der Stan the Man Wawrinka. Den regerende French Open-mester, der sidste år snuppede trofæet for næsen af Djokovic med herlig, aggressiv, tung grustennis, der efterlod den ellers så defensivt velfunderede Djokovic uden mange chancer for modværge:
Hvis Djokovic ikke slår sig selv, er Wawrinka måske bedste bud på en mand, der kan.
De to har mødt hinanden fem gange i slams de senere år, hvor alle kampe undtagen sidste års French Open er gået i fem sæt. Wawrinkas power fra forhånden, baghånden og serven er en af de eneste midler til at låse Djokovic’ defensiv op og presse ham så langt tilbage i banen, så han ikke kan diktere spillet.
Dertil er Wawrinka en af de eneste, der for alvor tror på egne chancer mod Djokovic. Såvel Murray som Nadal har sagt, at de ikke har en chance mod Djokovic p.t., medmindre Djokovic dykker i niveau.
Den slags tabersnak hører man ikke fra den schweiziske duo. Og de har da også nået at have det i. Mens Federer med tre sejre var den eneste til at besejre Djokovic mere end én gang i 2015, er Stan den eneste, der igen og igen både presser og slår serberen i grand slams.
Wawrinka er blevet så mentalt stærk under svenske Magnus Norman, at han har vundet sine seneste ni finaler i streg – en stime der begyndte med Australian Open 2014 og bl.a. også tæller sejre i Monte Carlo (2014) og French Open (2015).
Djokovic vil formentlig hellere se enhver anden end Wawrinka i French Open-finalen. Det kan selvfølgelig diskuteres, om Nadal ville være endnu værre for ham. På den ene side har Nadal historisk set haft krammet på Djokovic i French Open og slået ham hele seks gange. Og når han til finalen, spiller han alt andet lige godt.
På den anden side har Djokovic som sagt ikke afgivet et eneste sæt i seks kampe i streg mod Nadal, inkl. sidste års kvartfinale i Paris, hvor han måske brød Nadals mentale overtag på ham i Paris. Så indtil Nadal har vist noget andet mod Djokovic, er der i hvert fald argumenter for at betegne Wawrinka som “skrækmodstanderen” for ham.
Men det møde står ikke skrevet i sten. For modsat Djokovic, er Stans dårlige dage ikke altid gode nok. Når han ikke rammer sit gudeniveau, kan forsøget på at nå det resultere i fejl på fejl på fejl, som vi senest så mod Nadal i Monte Carlo.
Wawrinka er dog i den grad blevet en “big match player”, og han plejer at gemme sit bedste tennis til grand slam-turneringerne. Lever både han og Djokovic op til deres seedning, kan de mødes i semifinalen i Madrid. Wawrinka har dog typisk ikke klaret sig så godt på Madrids hurtigere grus og kan meget tabe til Nishikori i kvartfinalen – eller til Kyrgios, Monfils eller Kohlschreiber forinden.
Den kommende grusstjerne: Dominic Thiem
Den 22-årige østriger Dominic Thiem har printet sit navn fast i bevidstheden hos de fleste tennisfans det sidste års tid. Med hele fem titler – alle i mindre turneringer, men alligevel – er han kravlet op som verdens nr. 15.
Grus er hans foretrukne underlag, og flere tenniseksperter ser ham allerede som en kommende French Open-mester.
Som spiller minder han på flere måder om Stan Wawrinka. Han spiller med en enhåndsbaghånd, masser af topspin og masser af tyngde fra både for- og baghånd samt serv. Her er et par smagsprøver på hans kunnen:
I de seneste uger har han spillet “næsten” lige op med både Djokovic (Miami) og Nadal (Monte Carlo). Han vandt ganske vist ikke et sæt i nogen af kampene, men når man tilspiller sig hhv. 15 breakbolde i to sæt mod Djokovic på langsom hard court og 16 (!) i et sæt mod Nadal på grus, så bliver det bemærket.
At Thiem så præsterede håbløst ringe mod de to mestre på netop breakboldene og blot formåede at vinde to (!) af de ovennævnte 31 breakchancer, vidner om en spildt mulighed og en ung spiller, der lige mangler det sidste.
Ikke desto mindre bliver han læringskurve interessant at følge denne grussæson, og lur mig om det ikke lykkedes for ham at tage en eller flere store skalpe. Han er seedet til at møde Federer i 3. runde i Madrid, Nadal i kvartfinalen, Murray i semi og Djokovic i finalen.
Federer slog ham overbevisende i Brisbane, men det var før sin knæoperation, og før Thiem for alvor kom on a roll.
I skrivende stund skal han spille finale mod Kohlscreiber i München om en time – der er en lovende grusfremtid for den unge østriger.
Hold også øje med: Murray, Nishikori, Monfils og Federer
Andy Murray havde sin bedste grussæson nogensinde sidste år, hvor han vandt sin første grus Masters med sejr over Nadal og gik ubesejret gennem grussæsonen frem til semifinalen i French Open, hvor Djokovic slog ham i fem sæt.
Problemet for Murray? Han taber altid mod de bedste i de her år. I 2014-2016 er han 1-11 mod Djokovic, 0-5 mod Federer, 1-4 mod Nadal og 0-1 mod Wawrinka. Det er svært at tro på ham i en semifinale mod en af de fire.
Japanske Kei Nishikori er lidt af et enigma. Han bliver næsten hele tiden skadet og har derfor ry for at være fysisk svag. Omvendt har han tourens bedste statistik i afgørende sæt, hvor han vinder hele 78 % af de kampe, der går i hhv. tre og fem sæt.
Topniveauet er der. Men som spillertype minder han lidt for meget om en dårligere version af Djokovic til for alvor at udgøre en trussel for netop Djokovic. Verdensetteren presser ham simpelthen så langt tilbage i banen med sine ekstremt dybe grundslag, at Nishikoris ellers så potente grundlag ikke udgør den fare, de eksempelvis gør mod en Rafael Nadal.
Det er derfor næppe ham, der eventuelt fælder Djokovic. Men de fleste andre kan han slå på sin dag.
Så er der de to uforudsigelige franskmænd og entertainere, Gael Monfils og Jo-Wilfried Tsonga. Begge har tidligere gjort det godt i French Open, og begge viste gode takter i Monte Carlo. Tsonga ved at nå semifinalen og slå Federer ud, Monfils ved at nå finalen og spille fuldstændig lige op med Rafael Nadal i de to første sæt.
Tsonga havde i 2012 hele fire matchbolde mod Djokovic i French Open. Monfils og Djokovic har ikke mødtes på grus i et årti, men Monfils har presset ham lidt i deres seneste hard court-kampe, og han elsker at performe foran hjemmepublikummet i Paris.
Endelig er der Federer. Hans tid som seriøs grustrussel har været ovre nogle år, men hvis man kan nævne Monfils og Tsonga, skulle man være et skarn, hvis man ikke også nævnte Federer. Sammen med Nadal og Wawrinka er det ham, der har endt Djokovic’ franske drømme de sidste fem år.
I Federers tilfælde skete det i 2011, da han slog en mindst ligeså suveræn Djokovic ud i fire sæt i semifinalen og tilføjede serberen sit første nederlag i sæsonen. Men allerede året efter tog Djokovic revanche og slog Federer i tre sæt.
Siden er Federer ikke nået forbi kvartfinalen i Frankrig, og det skulle undre en smule, hvis det sker i år. I Madrid, vel nok hans bedste grusturnering, har han fået en lodtrækning fra helvede med Thiem i 3. runde, Nadal i kvartfinalen, Murray i semi og Djokovic i finalen
Alt i alt er grussæsonen blevet noget mere åben, uforudsigelig og spændende i løbet af den sidste uge med Djokovic’ uventede nederlag og Nadal, der har rejst sig som en anden fugl Føniks.
Føj dertil Thiems søgen mod toppen, Wawrinkas power, Murrays vilje, et par flamboyante franskmænd og en japansk ninja, og grusæsonen bliver – forhåbentlig – lidt sværere at forudsige end den suveræne Djokovic-dominans, vi har været vidne til i halvandet år.
I dag spilles der finale i ATP-250 turneringerne i Estoril (Portugal), München samt Istanbul. I morgen følger Madrid Masters og Rome Masters ugen efter. French Open spilles fra 22.5 – 5.6.
En stor del af dette indlæg er tidligere publiceret på Sportfortalt.dk
