Den forsvarende mester Marin Cilic besejrede Jo-Wilfried Tsonga i et brag af en fem-sætter, mens verdensetteren Novak Djokovic måtte kæmpe hårdere end forventet mod spanske Feliciano Lopez. Samtidig ser vi frem mod aftenens og nattens to kvartfinaler.

Marin Cilic har et specielt forhold til US Open. Det var her, han for seks år siden spillede sig frem til karrierens første grand slam kvartfinale, da han besejrede Andy Murray i tre sæt.

Det var, naturligvis, også her, han vandt karrierens første og hidtil eneste grand slam-sejr, da han vandt turneringen sidste år. Alligevel var der ingen, der rigtigt regnede med ham i år – knapt nok som en outsider.

På årets rangliste, altså ATP’s race, var han da også blot nr. 21 lige bag Viktor Troicki inden US Open. Man kunne med andre ord tilgives for at overse ham.

Men i eftermiddagskampen på Arthur Ashe stadium, var han nok engang ikke til at overse, da han vandt over franske Jo-Wilfried Tsonga med 6-4, 6-4, 3-6, 6-7 (3), 6-4.

Tsonga var ubrudt i sine 56 servepartier i de første fire kampe. Det lavede Cilic godt og grundigt om på.

Et tæt første sæt så fire breakbolde gå Tsongas næse forbi, mens Cilic efter at have misset chancen på sine første fire lykkedes i femte forsøg ved 4-4 for derefter at serve sættet hjem.

Andet sæt var mere ensidigt – et tidligt Cilic-brud fik Tsonga til at ligne en spiller, der egentlig var afklaret med sit nederlag. Han bevægede sig sløvt, servede halvdårligt (hele 11 dobbeltfejl i alt), manglede skarphed i sine grundslag og kunne slet ikke få styr på Cilic’ andenserv.

Omvendt styrede Cilic kampen med sin serv og sine tunge, velplacerede grundslag – særligt hans baghåndsreturnering var flyvende.

Men så rejste Jo-Willie sig ellers som en anden fugl Føniks midt i tredje sæt – ikke længe efter at have fået forbundet sit venstre knæ, som voldte ham smerter og begrænsede hans bevægelsesfrihed.

Forhånden begyndte at lyne, baghånden begyndte at stå bedre imod. På sin syvende breakbold kom breaket endelig. Og da han efterfølgende skulle serve sættet hjem og kom bagud 15-30, fulgte serven trop: 2 servevindere og et es senere, var Tsonga pludselig med igen.

Da han så sent i 4. sæt formåede at redde tre Cilic-matchbolde med storslået spil for efterfølgende at tage tiebreaken fra en svagt spillende Cilic, var man fristet til at tro på franskmanden i femte.

Omvendt var det Cilic, der var tættest på at bryde i fjerde, og Tsonga havde tydelige smerter, når han blev sendt ud at løbe.

Femte sæt var det bedste sæt tennis, og de kom hver især op med nogle vanvittige slag. Tsonga med en umulig stopflugtning, da han egentlig var på vej den anden vej, Cilic med nogle stopbolde, der døde fuldstændigt.

Cilic brød Tsonga i første halvdel af sættet, og Tsonga havde chancen for at bryde retur, da Cilic servede kampen hjem.

Det lykkedes ikke, og den forsvarende mester fortsætter sit usandsynlige forsvar af sin titel. Næste gang venter manden, han selv kalder sin værste modstander: 13 gange har Djokovic og Cilic mødt hinanden, og 13 gange har Djokovic vundet.

Højdepunkter kan ses her:

Djokovic overvandt Lopez’ uortodokse stil

Jeg regnede ikke med, at Lopez kunne gøre meget væsen af sig mod Djokovic. Jovist kunne han holde sættene tætte med sin serv, men Djokovic grundslag er bare grundlæggende bedre.

Og første sæt, 6-1 til Djokovic, gjorde da heller ikke noget for at ændre den vurdering.

Men jeg undervurderede, hvor godt Lopez er spillende, og hvor meget Djokovic hader at blive bragt ud af fatning med varieret spil.

Hele 41 gange spillede Lopez således serve & flugt, og vandt 28 af de dueller. I det hele taget lykkedes det i stor udstrækning at frustrere Djokovic, som – igen – lignede en mand, der var ved at miste fatningen, da han havde tabt 2. sæt.

Alligevel var der aldrig for alvor tvivl om udfaldet i Djokovic’ 6-1, 3-6, 6-3, 7-6 (2) sejr.

Når først Djokovic fik involveret Lopez i en baglinjeduel, var det ham, der havde overtaget. De sluttede hver med 36 vindere, men med hele 48 uprovokerede fejl fra Lopez mod Djokovic’ 17, var der et klart mønster: desto længere en bold, desto større sandsynlighed for en Lopez’ fejl.

Trods et tæt fjerde sæt, hvor Lopez formåede at holde Djokovic stangen bag sin serv, var tiebreaken ikke rigtigt spændende. Højdepunkter finder I her:

Wawrinka-Anderson

Forleden skrev jeg allerede lidt om kvartfinalerne, her følger en mere udførlig gennemgang.

Stanislas Wawrinka-Kevin Anderson er den første, og den – med danske øjne – bedst placerede tidsmæssigt. De går på efter de to første kvindekampe, så ca. kl. 21-21.30 dansk tid er nok ikke helt usandsynligt.

Anderson har vundet de sidste fire, alle i 2014-2015, mens Wawrinka har vundet de første tre. Til gengæld virkede Anderson noget kun slidt i sidste del af fjerde sæt mod Murray – en kamp der varede 4 timer og 18 minutter.

Opgøret vil formentlig, ligesom Tsonga-Cilic, indeholde relativt få breaks, og Wawrinkas evne til at returnere store server vil blive testet gevaldigt.

Mod Murray lykkedes Anderson i allerhøjeste grad med ‘first strike tennis’, hvor han dominerende duellerne med tunge grundslag fra begge kanter og angreb Murrays andenserv, hver eneste gang.

Stans andenserv er noget kun sværere at angribe, men Anderson vil utvivlsomt alligevel gøre forsøget. Samtidig slår Stan også både hårdere og tungere end Murray, så de vil duellere om, hvem der får lov til at diktere tempoet fra baglinjen.

I modsætning til Murray har Stan nemlig næppe tænkt sig at rende rundt og agere defensiv stopper.

Jeg tror, at Wawrinkas erfaring fra de store kampe og evne til at spille bedre jo mere der er på spil vil være den afgørende faktor i denne kamp.

Men Anderson har bestemt de spillemæssige kvaliteter til at gøre kampen endog meget tæt, så hvis han er klar både fysisk og psykisk ovenpå karrierens største sejr og kan holde sine nerver i ro, når det gælder, kan han godt gå hen og overraske igen.

Federer-Gasquet

Federer-Gasquet går først på i nat kl. 2. eller senere. Federer fører 14-2 i indbyrdes opgør, 12-0 uden for grus.

Og selvom Gasquet har spillet særdeles godt i årets turnering og i de seneste måneder i det hele taget, er det på forhånd svært at se, hvordan han skal overrumple, overraske og besejre Federer.

Baghånd til baghånd har han en fordel, men Federers forhånd er markant bedre end Gasquets, det samme er hans serv, hans returneringer (i mindre grad) samt hans spil ved nettet.

Når Gasquet samtidig har for vane at stå flere meter bag baglinjen, er det svært at se, hvad han skal angribe Federer – som ikke har tabt et sæt og blot tabt serv to gange siden Wimbledon – med.

Mit bud vil derfor være en tre sæts sejr til Federer, måske fire hvis Gasquet gør det godt.

Mit bud vil samtidig være, at vi ser en reintroduktion af SABR-returneringen (sneak attack by Roger), som fornuftigt nok blev lagt på hylden mod Isners 180 km/t og opefter hurtige andenserver.