Efter sejren over 5. seedet belgier var spillere fra kvalifikationen eneste mulige modstandere frem mod semifinalen, hvor 7. seedede Dan Added venter

Forhåbningerne om et dansk møde i hovedturneringen ved M15 turneringen ITF RAFA NADAL ACADEMY BY MOVISTAR WORLD TENNIS TOUR BY LG i Manacor på Mallorca led skibbrud, da Christian Sigsgaard i kvalfinalen ikke havde marginalerne på sin side i den afgørende match-tiebreak mod 16-årige Peter Benjamin Privara (SVK), der vandt 3-6, 6-1, [10-8].

Da Holger i sin første kamp vandt 6-1, 6-0 over 5. seedede Jeroen Vanneste (BEL), og Privara vandt 6-4, 6-2 over 2. seedede Vaclav Safranek (CZE) var der – udover Holger -udelukkende deltagere fra kvalifikationen tilbage i nederste 1/4-del.

ITF Manacor: Efter 2 sejre snublede Sigsgaard i kvalfinale. Sikker sejr til Rune over 5. seedet

Da der som følge af corona-situationen er begrænsede muligheder for at booke flybilletter, er Sigsgaard og hans coach fortsat i Manacor indtil lørdag, hvilket Holger har gavn af ved opvarmningen om morgenen.

Holger mødte i sin 1/8-finale torsdag ATP-ranglistens no. 647 Clement Tabur (FRA), der i 1. runde havde vundet 6-2, 6-4 over no. 757 Andrew Paulson (CZE), der ligeledes var videre fra kvalifikationen.

Ligesom i den første kamp havde Holger godt styr på sin modstander, som først ved stillingen 0-5 holdt serv for første gang i kampen, inden Holger sikrede 1. sæt 6-1.
I 2. sæt fulgte Tabur med til 2-2, men i det efterfølgende franske serveparti, blev han brudt til 2-3 efter dobbeltfejl ved 15-40.
Tabur blev også brudt i sit næste serveparti, hvorefter Holger kunne serve kampen hjem, men en oplagt mulighed for et smash ved 30-30 blev sendt ud, hvorefter en stopbold fra Holger blev forvandlet til en fransk vinder og break til 3-5.

Franskmanden øjnede chancen for et comeback i kampen, og efter et velspillet serveparti, hvor han løftede sit spil og bragte sig foran 40-0, inden Holger dog fik reduceret med en returnering på linjen og en fremprovokeret fejl til 40-30, men en efterfølgende dansk baghånd i nettet betød, at Tabur fik reduceret yderligere til 4-5.

Da Holger igen servede for kampen, blev der ikke slækket på koncentrationen, og Holger sikrede derved sejren 6-1, 6-4.

I fredagens kvartfinale mødte Holger den 33-årige veteran og venstrehåndsspiller Kenny De Schepper (FRA), der tilbage i april 2014 opnåede sin højeste rangering som no. 62.
De Schepper havde dagen før stoppet sejrsstimen for 16-årige Priveara, som blev besejret 6-2, 6-3 i 1/8-finalen.

Holger kom igen bedst fra start, da han med en forhånd cross vinder brød franskmandens serv til 0-2, men i Holgers næste serveparti blev De Schepper lukket tilbage i sættet uden selv at gøre andet end at lukrere på hele 4 danske fejl i partiet.

Herefter fik Holger dog løftet sit spil væsentligt, og han fik derved igen kontrol over sættet, da han brød franskmandens serv til 4-2 og efterfølgende holdt serv til 5-2.
I franskmandens næste serveparti havde Holger 2 matchbolde efter fransk dobbeltfejl til 15-40, men begge blev afværget, og De Schepper fik reduceret til 3-5, inden et smash fra Holger i egen serv ved 40-30 afgjorde sættet, som Holger derved vandt 6-3.

I 2. sæt kom Holger igen foran med et break i De Scheppers første serveparti, og han brød endvidere til 0-3 i franskmandens næste serveparti, hvor han ved stillingen 0-30 var presset ud i baghåndshjørnet, men han nåede tilbage til det modsatte hjørne, hvor han i en presset situation sendte en longline forhåndsvinder forbi franskmanden ved nettet til 0-40, og efter et rent break var stillingen 0-3.

Holger fortsatte med at kontrollere begivenhederne, og han brød franskmandens serv for 3. gang i træk, hvorefter han kunne serve for kampen ved 5-0, og han indledte partiet med et servees, der sad i T’et.
De Schepper vandt derefter de næste 2 dueller, hvor Holger først var uskarp ved nettet og derefter sendte en baghånd i nettet, og ved 30-30 blev en dansk baghånd for bred, og da et efterfølgende forsøg på en stopbold mislykkedes, kom De Schepper alligevel på tavlen i sættet.

Holger havde derefter i franskmandens serv den første matchbold, som dog blev afværget med et smash efter en fremprovokeret høj bold fra Holgers baghåndshjørne, hvorefter De Schepper holdt serv til 2-5.
Da Holger igen servede for kampen, betød et servees til 40-15 2 nye matchbolde, og da Holger satte endnu et es, var kampen afgjort – troede Holger i det mindste, men dommeren dømte serven ude, og i stedet brød De Schepper til 3-5 og skabte fornyet spænding i kampen.
De Schepper havde mulighed for at reducere til 4-5, da han førte 40-30 i egen serv, men en forhånd longline fra Holger fremprovokerede en fransk fejl, og efter yderligere to franske fejl var den danske sejr sikret 6-3, 6-3.

I semifinalen lørdag møder Holger den 21-årige 7. seedede franskmand, no. 393 Dan Added, der i kvartfinalen vandt 6-4, 6-3 over 3. seedede no. 357 Baptiste Crepatte (FRA).
I den anden semifinale er der ligeledes fransk deltagelse, idet 22-årige no. 391 Evan Furnes (FRA), der i sidste uge var finalist i Manacor, vandt 6-0, 6-2 over sin 6. seedede landsmand no. 392 Sadio Doumbia.
Furness møder i semifinalen 8. seedede no. 407 Tobias Simon (GER), der vandt 7-6(5), 1-6, 6-3 over no. 433 Matteo Martineau (FRA).

Holger er indkvarteret på Rafa Nadal Academy på samme værelse, som hans store idol Roger Federer benytter under ophold på akademiet, hvor der desuden er værelse til det andet store idol Rafael Nadal.

På billedet øverst ses Holger foran et billede af Federer i en ramme på væggen med det gode inspirerende råd:
Der er ingen genvej udenom hårdt arbejde. Omfavn det. Du er nødt til at lægge timerne i det, der er altid noget, du kan forbedre“.

Rafa Nadal Academy
Foto: Privat

Semifinalen spilles kl. 1000 på Court 2, hvor den kan følges på livestream – https://live.itftennis.com/en/live-streams/

 

Forrige artikelAO kval: Mikael Torpegaard alligevel til Australien og sandsynlig deltager i Grand Slam
Næste artikelAustralian Open: Foreløbig 47 spillere i isolation uden mulighed for at træne i 2 uger
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.