Karen Barritza spiller i denne uge i Oslo, hvor hun er videre til 2. runde i både double og single

På Norges Tennisforbunds hjemmeside blev 1. november omtalt som “Super-tirsdag”, idet hele 13 norske spillere var i aktion ved $10.000 turneringen Collector Bank Norwegian Open i Oslo, heriblandt turneringens største trækplaster Casper Ruud, som er seedet 1 hos herrerne, og han havde som ventet ingen problemer med at gå videre til 2. runde, da han vandt sikkert 6-1, 6-1 over den svenske kvalspiller Eric Samuelsson.

Casper Ruud
All rights reserved Espen Hildrup 2015 – Casper Ruud

Hos damerne så det heller ikke ud til, at 3. seedede Karen Barritza ville få de store problemer, da hun efter 21 minutter havde sikret sig 1. sæt mod Amelie Intert (GER), der er no. 984 på WTA-ranglisten.

Som det ofte er set før, er et nyt sæt ofte en helt anden kamp, og tyskeren kom langt bedre med i 2. sæt, hvor hun på et tidspunkt førte 4-2, og ved stillingen 5-4 havde hun et par sætbolde, som Karen dog fik afværget, og i de to næste partier fik hun igen kontrol over kampen og sikrede sig sejren 6-0, 7-5.

I 1/8-finalen bliver modstanderen Aleksandra Buczynska (POL), som med en sikker sejr på 6-0, 6-0 over no. 1251 Boba Kotlica (SRB) for tredje gang i år opnåede et enkelt point til WTA-ranglisten, hvor hun dermed gør entre ved næste opdatering.
Karens opgave bliver at forhindre, at det bliver med mere end de 3 point, som serberen hidtil har optjent.

Mandag spillede Karen sammen med Michaela Honcova (SVK) double, hvor der er seedet 2, og i 1/8-finalen vandt de over Thea Sund Jacobsen/Marthina Diyana Schwencke (NOR) 6-2, 6-0.
I kvartfinalen møder de det polske par Zofia Kulig/Dorota Szczygielska, som har wildcard.

Tennisspilleren Thomas Schwencke Lindqvist

Endnu en dansker har deltaget i turneringen, idet Thomas Schwencke Lindqvist forsøgte at kvalificere sig til hovedturneringen hos herrerne, men han blev i 1. kvalrunde besejret af 9. seedede no. 1623 Alexander Centenari (USA) 6-4, 6-4.

Set med norske øjne blev der tyndet en smule ud i rækkerne, men der er dog fortsat 3 videre til 1/8-finalen i herresingle (Casper Ruud, Viktor Durasovic og Fredrik Ask) og 2 i damesingle, hvor Malene Helgo og kvalspilleren Hedda Gurholt stadig er med.

Emilie Elde
All rights reserved Espen Hildrup 2016 – Emilie Elde

14-årige Emilie Elde deltog for første gang nogensinde i en 10K turnering, og hun blev straks kastet for løverne mod 4. seedede no. 520 Chayenne Ewijk (NED), som vandt sikkert 6-0, 6-3, så den unge norske indendørs seniormester fik uden tvivl en god fornemmelse af, hvor stort springet er fra Grade 4 hos juniorerne.

Forrige artikelITF Sheffield: Kvalifikation glippede for Søren Hess-Olesen
Næste artikelITF Sheffield: Løchte sikkert videre efter startbesvær
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.