Danmark indleder tirsdag kl. 15 mod Finland i pulje med Portugal og Egypten

Forud for lodtrækningen til de indledende puljer til Fed Cup Group II Europe/Africa blev det betegnet som en “ønske-pulje”, hvis Danmark undgik både Tunesien – med Ons Jebeur – og Georgien.

Fed Cup Group II: Danmarks målsætning er oprykning i Helsinki

Da lodtrækningen blev offentliggjort mandag, undgik Danmark begge førnævnte nationer, hvorved Pool B består af Danmark, Portugal, Finland og Egypten, og selvom Moldavien formentlig var at foretrække i stedet for Egypten, var holdkaptajn Jens Anker Buus Andersen dog godt tilfreds med lodtrækningen, som dog ikke ændrer ved holdets forberedelser, udtalte Anker til DTFs hjemmeside.

Pool A består således af Israel, Tunesien, Georgien og Moldavien, hvor Tunesien og Georgien betragtes som favoritter til en kamp om oprykning fredag.

Tennisavisen talte efter lodtrækningen med Finlands holdkaptajn, Emma Laine, der ligesom Jarkko Nieminen på herresiden historisk er det største finske navn på kvindesiden.
Emma Laine har alle tænkelige finske rekorder i Fed Cup sammenhæng, og hun har spillet for Finland siden 2001, indtil hun i 2019 var med til at sikre oprykning til Group II i hendes sidste optræden på Fed Cup holdet efter en karriere med en højeste rangering som no. 50 i single.

Afslutningen med oprykning til Group II var et af karrierens absolutte højdepunkter, som var et perfekt punktum på hjemmebanen, men selvom Emma Laine ikke selv spiller på holdet mere, anser hun det alligevel realistisk, at Finland har chancer for at rykke op igen, da holdet efter hendes opfattelse er endnu bedre end sidste år.
Hun finder det dog svært at udpege en favorit, og hun ser frem til mange gode og tætte kampe som følge af stor jævnbyrdighed blandt de deltagende nationer.

Finland blev styrket sidste år, da russiske Anastasia Kulikova fik finsk pas og var med til at sikre oprykning som 1. single, men da hun i år er no. 2 på det finske hold, vurderer Emma Laine at Kulikova er en af de bedste no. 2 blandt deltagerne, og hun forventer en meget tæt kamp, hvis Kulikova kommer til at møde Karen Barritza, som hun tidligere besejrede på hardcourt (2-6, 7-6(4), 7-5 i Helsinki 2017), hvorimod Karen sidste år vandt på grus (6-3, 6-1 i Estland).

Emma Laine ser hjemmebanen som en stor fordel, da spillerne kan nyde atmosfæren og støtten fra publikum i omgivelser, hvor de er vandt til at spille, og hun ser frem til mødet mellem Finlands talentfulde Oona Orpana, som netop er fyldt 19, og den endnu yngre 17-årige Clara Tauson, som Emma Laine endnu ikke har set spille live.

Både Finland og Danmark undgår Tunesien i den indledende pulje, men Emma Laine påpeger, at det kan blive tilfældet senere, og selvom Tunesien i Ons Jabeur har den bedste 1. single, betragter hun ikke Tunesien som et bedre hold end de nationer, som har bedre spillere som no. 2 og i double.

Finlands yngste spiller, Laura Hietaranta, der fyldte 16 år dagen før, hvilket blev fejret med fødselsdagskage, blev betegnet som en meget talentfuld spiller, der fik debut allerede sidste år, og Emma Laine kan godt forestille sig, at hun kan få mulighed for at få kampe i løbet af ugen, men hun ser også deltagelsen på holdet som en god mulighed for den unge spiller til få erfaring ved at betragte de øvrige spillere på banen.

Ella Haavisto er ligeledes en ung spiller (18 år 28. marts), der allerede for 2 år siden var med på holdet, og Emma Laine ser hende som en god spiller, der kan træde ind i både single og double, hvis der er brug for det, og hun betegnes som en meget vigtig spiller for holdet.

Emma Laine håber, at både Finland og Danmark når frem til at spille om oprykning, når de 2 puljevindere møder no. 2 i modsatte pulje.

Efterfølgende fik Tennisavisen også lejlighed til en snak med Anastasia Kulikova, der havde tydelig erindering og gode minder fra 2015 og 2016, da hun vandt titlen ved den årlige Grade 4 turnering i KB, og hun huskede, at hun i finalen det første år vandt over Sandra Ortevall (SWE), samt at hun året efter vandt finalen mod en dansk spiller (Helena Francati), og at hun havde vundet over Olga i en semifinale – hvilket i øvrigt var tilfældet begge år.

Kulikova har både russisk og finsk statsborgerskab, men i 2018 valgte hun at repræsentere Finland, og det var et stort øjeblik, da hun sidste år var med til på hjemmebane at sikre Finland oprykning, og hun var godt tilfreds med at få mulighed for at spille på hjemmebane igen i år.

I en eventuel kamp mod Karen Barritza, hvor den indbyrdes stilling som nævnt er 1-1, fandt Kulikova udfaldet afhængig af, hvordan spillet fungerer på dagen for begge spillere.
Ligesom Emma Laine mente Kulikova, at der er så stor jævnbyrdighed blandt nationerne, at næsten alle har chance for at rykke op.

Om sine personlige ambitioner på ITF/WTA touren fortalte Kulikova, der er no. 526 på WTA-ranglisten, at skolearbejde sidste år var med til at begrænse, hvor meget hun kunne spille, men i år er hun klar til at spiller flere turneringer, og hun har fokus på at opnå en rangering omkring top 300-350

Emma Laine og Anastasia Kulikova stillede efterfølgende velvilligt op til fotografering sammen med Tennisavisens udsendte.

Anastasia Kulikova, Ole Dalsgaard Jensen, Emma Laine
Foto: Georg Beyer Clausen – Anastasia Kulikova, Ole Dalsgaard Jensen, Emma Laine

Hovedparten af den trup ankom til Helsinki søndag, men Clara Tauson stødte først til truppen mandag eftermiddag, da hun efter sidste uges deltagelse ved en W60 turnering i Frankrig tog på et træningsophold, og hun var derfor ikke med, da Tennisavisen efter førnævnte interviews med Emma Laine og Anastasia Kulikova fik en snak med den danske trup.

Da holdkaptajn Jens Anker Buus Andersen blev spurgt, hvad han synes om lodtrækningen, hvor Danmark undgik at møde Tunesien og Ons Jabeur, var svaret at det ikke ændrer noget overhovedet ved holdets forberedelser.
Han synes lodtrækningen var fin, og at holdet glæder sig til at møde Finland på center court.
Anker mente ikke, at det gør den store forskel, at Danmark undgår Tunesien og i stedet møder Portugal, som han formoder har en bredere trup, og han tilføjede, at det gælder om at tage “en kamp ad gangen”.

Holdkaptajnen mente ikke, at Egypten er forstærket – men blot havde byttet rundt på holdet – i forhold til for 2 år siden, da Danmark vandt 3-0.
Dog tyder oplysninger på Fed Cups hjemmeside på, at Egyptens højst rangerede spiller, 23-årige no. 188 Mayar Sherif slet ikke spillede i 2018.

Hverken Karen Barritza, der forventes at spille 2. single, eller double-spillerne Emilie Francati og Maria Jespersen har spillet ITF-turneringer på det seneste, hvor studier også har været en del af deres hverdag, men der har alligevel været plads til, at tennis har været højt prioriteret, og derfor føler de sig klar til at yde toppræstationer ved Fed Cup.

Karen Barritza, der sidste år modtog Jan Leschly legatet, gav udtryk for, at hun har fundet en god balance, hvor tennis fortsat fylder rigtig meget.
Med udsigten til et eventuel møde mod Anastasia Kulikova, mindes Karen at det gik rigtig godt i det seneste møde sidste år mod Kulikova, hvis spil hun derfor kender udmærket.

Emilie Francati har afsluttet HF, og hun skal nu for alvor gå videre. Hun nyder den nye hverdag, hvor tennis fortsat fylder meget.
Maria Jespersen har færdiggjort sin uddannelse som Cand.scient, og hun derfor fået endnu mere tid til tennis.
Hun mener ikke, at studierne har påvirket tennissen negativt, men tværtimod givet en god balance, hvor der også er plads til andre ting.
Jonas Svendsen, der er træner for Emilie og Maria, bekræfter at de har trænet rigtig meget, og han melder dem begge i topform forud for kampene ved Fed Cup.

Hannah Viller Møller har ligeledes trænet en del og melder sig i god form, og hun er helt afklaret med, at hun ikke er førstevalg til holdopstillingen, men Anker pointerer at Hannah er en del af truppen på lige fod med de andre, og at der sagtens kan blive brug for hende i løbet af turneringen.

Holdets fysioterapeut Anne Dorthe Madsen håber dog ikke på, at der blive brug for hende, hvilket hun ikke forventer, da alle ser ud til at være fit for fight.

Kampen mod Finland indledes kl. 14 dansk tid – dog er der ikke mulighed for at følge kampen på livestream udenfor Finland, og derfor henvises til at følge stillingen på livescore på https://live.fedcup.com/en/tie-overview.php/G2

Det forventes, at Karen Barritza indleder 2. singlen mod Anastasia Kulikova, efterfulgt af 1. singlen mellem Clara Tauson og Oona Orpana.
I en eventuel afgørende double stiller Danmark uden tvivl med Emilie Francati og Maria Jespersen, hvorimod det er mere uvist, om Finland også benytter Orpana og Kulikova i doublen.

Samtidig spiller Portugal mod Egypten i Danmarks Pool B, mens Israel møder Georgien i Pool A, hvor også Tunesien og Moldavien mødes.

Tilføjelse: Efter offentliggørelse af holdopstillingerne spilles således:

Pool B:

Finland vs. Danmark – CC
R1: Anastasia Kulikova vs. Karen Barritza
R2: Oona Orpana vs. Clara Tauson
R3: Ella Haavisto/Laura Hietaranta vs. Emilie Francati/Maria Jespersen

Portugal vs. Egypten – C4
R1: Maria Ines Fonte vs. Sandra Samir
R2: Matilde Jorge vs. Maiar Sherif Ahmed Abdelaziz
R3: Francisca Jorge/Ines Murta vs. Rana Sherif Ahmed/Maiar Sherif

Pool A

Israel vs. Moldavien – C3
R1: Lina Glushko vs. Ekaterine Gorgodze
R2: Vlada Katic vs. Mariam Bolkvadze
R3: Gorgodze/Oksana Kalashnikova

Tunesien vs. Moldavien – C9
R1: Chiraz Bechri vs. Daniela Ciobanu
R2: Ons Jabeur vs. Anastasia Vdovenco
R3: Bechri/Jabeur vs. Ciobanu/Vdovenco

Forrige artikelDH 1. division: Hvilke hold kan rykke op?
Næste artikelFed Cup Helsinki: Danmark vandt nøglekamp mod hjemmeholdet
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.