Når der fredag kl. 16 tages hul på Davis Cup opgøret mod Puerto Rico i Holbæk Sportsby, indleder Danmarks 1. single Mikael Torpegaard mod Puerto Ricos 2. single, og han efterfølges af Holger Rune mod 1. singlen

Der var ingen overraskelser, da den nye danske Davis Cup kaptajn Frederik Løchte offentliggjorde den danske holdopstilling inden de 2 første singler til opgøret i World Group II mod Puerto Rico fredag kl. 16 i Holbæk Sportsby.

Som ventet blev 25-årige Mikael Torpegaard (Torpe) og 16-årige Holger Vitus Nødskov Rune udtaget som henholdsvis 1. og 2. single, og det blev desuden oplyst, at 29-årige Søren Hess-Olesen er udtaget til at spille double sammen med 36-årige Frederik Løchte.
Desuden indgår 18-årige Sebastian Grundtvig Jørgensen i truppen.

Puerto Rico havde oprindelig oplyst 4 navne, men efterfølgende er truppen reduceret til 3, heriblandt den 29-årige holdkaptajn Alex Llompart, der er det seneste årtis mest vindende spiller fra Puerto Rico.
Llompart har dog ikke sat sig selv på holdet, idet 20-årige Ignacio Garcia og 27-årige Quinton Vega spiller henholdsvis 1. og 2. single, og sammen er de udtaget til doublen.

ITFs regler foreskriver, at der skal oplyses navne på lørdagens doubler, som dog kan ændres indtil en time før kampstart kl. 12, og Frederik Løchte nævnte i interviewet herunder, at der tages endelig stilling hertil efter fredagens singler, hvor Løchte ikke havde større overvejelser, da Torpe og Holger anses som selvskrevne.

Løchte erkender, at han ikke har det store kendskab til Puerto Ricos spillere, selvom han en enkelt gang har mødt en af dem i double, og på papiret har de ikke resultater, der umiddelbart virker skræmmende, men i Davis Cup udlignes forskellene ofte, og derfor er han usikker på, hvad der kan forventes fra mostanderne, men han har stor tiltro til det danske hold.

Løchte var imponeret over de rammer, som er skabt i Holbæk Sportsby, og bortset fra opgøret mod Spaniens verdens-stjerner i Odense i 2015 – og måske mod Sydafrika samme sted i 2003, har han formentlig ikke tidligere spillet Davis Cup med 800 tilskuere, som forventes at møde op til det udsolgte arrangement.

Desuden påpeger Løchte i interviewet, at Danmark kan være på vej mod den mest spændende tid, mens han har været med, idet han – bortset fra starten, hvor Kenneth Carlsen og Kristian Pless spillede – tidligere gennem årene selv har været no. 1 på holdet, hvorimod han med både Torpe og Holger på internationalt niveau anser det som realistisk, da Danmark kan få mulighed for at spille med i Qualifiers, som Løchte fortsat kalder “World Group”.
Endvidere forudser Løchte, at college-spillerne med tiden kan være med til at skærpe den indbyrdes kamp om pladserne, hvorved spillerne kan løfte hinanden.

Inden interviewet med Løchte stillede Davis Cup træner Martin Linnet Killemose op til en snak om hans nye rolle, som er væsentlig anderledes end, da han 2006-2015 selv spillede på holdet, men han betegner det som helt fantastisk at være tilbage.

Martin spiller selv i samme klub som Søren Hess-Olesen, og derfor har han trænet en del med ham i det daglige, og Søren meldes både skadesfri og i god form gennem kampe som 1. single på KBs hold i elitedivisionen, hvor han har spillet på et rigtig godt niveau.
Derudover bliver der så vidt muligt arrangeret træningssamlinger, når nogle af spillerne og holdkaptajnen, der også selv spiller turneringer i udlandet, er hjemme i Danmark.

Det blev også til en snak med Mik Ledvonova, der er træner i Holbæk og en af de mange frivillige, som har været med til at stable arrangementet på benene.
Mik var også med, da Holbæk var vært for Davis Cup mod Kenya i 1992, hvor Mik som 11 årig var bolddreng, da Kenneth Carlsen og Christian Camradt i single og Morten Christensen og Kenneth i double vandt 5-0 over Kenya.

Tjansen som bolddreng var med til at motivere Mik, som senere selv har spillet 6 gange for Danmark, og han er både glad og stolt over, at han nu kan være med til at sørge for, at Davis Cup igen kan afvikles i Holbæk.

Mik fremhæver den store lokale opbakning som årsag til, at det har været muligt at skabe så stor interesse, at alle 800 pladser er udsolgt, og det er indtrykket, at hovedparten af billetterne er solgt til personer fra lokalområdet, hvoraf nogle formentlig kommer for første gang for at overvære tenniskampe,
Mik håber at tilskuerne derved kan få et bedre indtryk af, hvor hårdt der slås til boldene, og hvor atletiske spillerne er.
Han er overbevist om, at Danmark vinder 5-0, da han anser Danmark for at have et for stærkt hold i forhold til Puerto Rico.

Fredagens singler indledes kl. 16, hvor Mikael Torpegaard møder Quinton Vega, og derefter spiller Holger Rune mod Puerto Ricos 1. single Ignacio Garcia, der til daglig spiller på college i USA.
Kampene kan følges på livestream på www.dr.dk/tv.

Lørdag kl. 12 fortsættes med doublen, hvor holdopstillingen stadig kan ændres indtil en time før kampen, og det samme gælder de 2 afsluttende singler.
Om lørdagen er det dog helt sikkert, at Thomas Kromann kommer på banen – ikke for at spille – men for at blive hyldet efter sin mangeårige indsats på holdet, som han har været en fast del af i perioden 2008-2018, og sammen med Frederik Løchte udgør han Danmarks mest vindende double i Davis Cup.

Davis Cup: Thomas Kromann takker af efter 9 år med styrmand Carlsen

Forrige artikelChallenger Columbus: Mikael Torpegaard klar til at møde Puerto Rico efter succes i Ohio
Næste artikelForbedre din tennis-performance med disse 3 vigtige fokusområder
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.