Efter 8 sejre på stribe og et enkelt nederlag til tidligere holdkammerat i Ohio er Mikael Torpegaard atter til rådighed for Danmarks Davis Cup hold

Danmarks højst rangerede mandlige tennisspiller, 25-årige Mikael Torpegaard har fået en perfekt optakt til denne uges Davis Cup opgør i Holbæk Sportsby, idet han forleden gik hele vejen og vandt titlen ved ATP Challenger turneringen Cleveland Open i Ohio.

Challenger Cleveland: Torpegaard atter på sejrsspor med titel forud for Davis Cup

I sidste uge blev de 5 sejre i Cleveland fulgt op af yderligere 3 sejre, da Torpegaard på sin daglige hjemmebane i Columbus i Ohio deltog i endnu en ATP Challenger, Oracle Pro Series.

Både i den første kamp i R32 mod Kevin King (USA) og i 1/8-finalen mod Zhe Li (CHN) var Torpegaard ganske vist i problemer undervejs, men som det ofte er tilfældet i en periode med resultatmæssig succes, bevirker den deraf følgende større selvtillid, at mange af de tætte partier går den rigtige vej, og derved vandt danskeren i den første kamp 6-7(5), 6-4, 6-4 og derefter 7-6(2), 4-6, 6-4.

Kvartfinalen mod Marc Polmans (AUS) blev ligeledes et tæt opgør, som Torpegaard vandt 7-5, 7-6(2).

Det samme var tilfældet i semfinalen mod den tidligere team-kammerat fra college tiden, Jeffrey John Wolf (USA), som danskeren besejrede i 2 gange i Challengers i 2018 med 6-3, 6-3 i Winnipeg og 6-1, 6-4 i Columbus, men i 2019 fik Wolf revanche, da han i Columbus vandt 6-7(4), 6-3, 6-4.

Efter endnu et tæt opgør blev det til endnu en sejr til Wolf, der i semifinalen vandt 7-6(2), 7-6(5), og han brød dermed den danske sejrsstime efter 8 sejre i træk.
Efterfølgende vandt Wolf finalen 6-4, 6-2 over Denis Istomin (UZB).

Herefter kunne Torpegaard pakke tennis-tasken og sætte kursen mod fædrelandet i Danmark, hvor han forventes at spille 1. singlen, når Danmark møder Puerto Rico 6-7. marts i Holbæk Sportsby.

Foto: Michael Torpegaard – Instagram

De mest opmærksomme læsere har formentlig bemærket, at der tilsyneladende stikker enden af en guitar op fra tennistasken, hvilket kan være en indikation på, at Torpegaard er klar til at blæse Puerto Rico omkuld med et Chaos-nummer fra Mardröm’s album Non Compos Mentis, som tidligere er omtalt i Tennisavisen.

Tennisspillerens musikalske drøm

Torpegaard har ikke været til rådighed for Davis Cup holdet siden juli 2016, hvor han i den afgørende 5. kamp mod Finland i Lyngbyhallen leverede et enestående comeback og vandt i 5 sæt over Harri Heliovaara, der havde vundet de første 2 sæt.

Davis Cup: Største øjeblik nogensinde for Torpegaard efter matchbold

Hidtil har Torpegaard en statistik på 3-3 i single for Danmark, men alle 3 nederlag var mod nogle af Verdens bedste, i det han i 2015 tabte til både Rafael Nadal og David Ferrer  i Odense, og i førnævnte opgør mod Finland blev han i den første kamp besejret af Finlands største navn, Jarkko Nieminen.

TV2 Øst har været forbi hallen i Holbæk, hvor frivillige har sørget for, at rammerne er på plads inden opgøret.

Mens Mikael Torpegaard var på vej hjem for at slutte sig til truppen, benyttede de øvrige spillere mandagen til en ryste-sammen tur i biografen.

Forrige artikelITF Sunderland: Clara Tauson kortvarigt tæt på top 200 efter 8 sejre i træk
Næste artikelDavis Cup: Mikael Torpegaard og Holger Rune spiller singlerne mod Puerto Rico
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.