2 Grade 1 titler fulgt op med højdepunktet med French Open titel og vinder af Junior Master og 1. plads på ranglisten gjorde Holger Rune selvskreven som Årets Juniortennisspiller

2019 blev et forrygende år for Holger Vitus Nødskov Rune, der kort før sin 16-års fødselsdag 29. april vandt sin første Grade 1 titel i Beaulieu Sur Mer i Frankrig, og allerede få uger senere efter fulgte den næste i samme kategori i Santa Croce Sull i Italien.

Egentlig havde Holger allerede forinden vundet en titel i forbindelse med årets første Grade 1 turnering i Traralgon ugen inden Australian Open i januar, idet han vandt consolation-rækken, der niveau-mæssigt er på højde med Grade 1.

De førnævnte titler var en konsekvens af en målrettet træning, hvor de indøvede detaljer både teknisk og taktisk fungerede i kampene, og derfor var Holger sprængfyldt med selvtillid forud for French Open, hvor han med finalesejren allerede som 16-årig opnåede det ultimative mål for junior-karrieren.

Senere på året blev der sat prik over i’et, da Holger vandt det afsluttende Junior Masters i Chengdu, som desuden sikrede ham 1. pladsen på juniorranglisten.

Disse bedrifter var svære – umulige – at komme udenom, da Dansk Tennis Forbund (DTF) 10. april bekendtgjorde, at Årets Juniortennisspiller 2019 er Holger Rune, der herunder takker for kåringen, samt opremser de bedrifter som gjorde 2019 til et fantastisk år.

Herunder følger Tennisavisens omtaler af de junior-titler, som Holger vandt i 2019.

Grade 1, Beaulieu Sur Mer

ITF Junior Beaulieu-Sur-Mer: Holger igen i 2003-førertrøjen efter største sejr

Grade 1, Santa Croce Sull

ITF Junior Santa Croce Sull: Holger Rune suveræn vinder af Grade 1

Højdepunktet, Grand Slam, French Open

French Open: Holger Rune Grand Slam vinder på Roland Garros

Prikken over i’et, Junior Masters og 1. pladsen

Holger Rune sætter prikken over i’et i et juniorår med Grand Slam og Masters titel samt no. 1 i Verden

Udover de omtalte junior-titler, som er baggrunden for kåringen som Årets Juniortennisspiller, er det værd at nævne, at Holger i 2019 blev den yngste vinder af DM nogensinde.

DM Inde: Holger yngste vinder nogensinde. Hannah vinder sin 3. DM-titel

Endvidere vandt Holger titlen ved Red Bull Next Gen Open i Milan, hvor han desuden modtog sin hidtil største præmie-check.

Next Gen Open: Revanche med suveræn finalesejr og 100.000 kr. til Holger Rune

Udsigt til tennis efter ufrivillig Corona-pause

Selvom Holger stadig er junior i både 2020 og 2021, er der ingen planer om at spille flere junior-turneringer, og Holger har selv sat et yderst ambitiøst mål om at nå top 100 allerede i 2020, men da samtlige internationale turneringer er aflyst foreløbig frem til 13. juli, og mange desuden forventer, at der kommer nye udsættelser, kan der være lange udsigter til, at kampen mod målet kan genoptages.

I nedenstående video fra Eurosport fortæller både Holger, Frederik Løchte Nielsen (der afslørede at han bliver far til august) og Mikael Torpegaard om, hvordan de håndterer de udfordringer, der er forbundet med, at de ikke kan træne optimalt, og – ikke mindst – den manglende udsigt til at kunne træne frem mod konkrete turneringer, som har stor betydning for motivationen.

Video: Eurosport.dk

Det forventes dog, at nogle af de nuværende restriktioner lempes, så der snart igen bliver mulighed for at komme ud og slå til boldene, i det mindste udendørs, hvorved træningsmulighederne snart kan blive nogenlunde som tidligere.

Mange havde forventet, at der allerede efter Påske bliver åbnet mulighed for udendørs sportsaktiviteter under kontrollerede former, men DIF og DGI har 2. Påskedag udsendt en opfordring til fortsat tålmodighed, indtil der – efter yderligere drøftelser med Kulturministeriet og Sundhedsministeriet om en genåbningsplan indenfor de eksisterende regler – kommer en ny udmelding.
DTF støtter op om udmeldingen fra DIF og DGI, men DTF anbefaler samtidig, at klubberne benytter ventetiden til at gøre udendørs banerne klar.

Anbefalingerne fra DIF/DGI er dog ikke et påbud, og derfor vil det være indenfor rammerne af de eksisterende reglerne, hvis bestemmelser om at holde afstand og sikre hygiejne samt højst 10 personer samlet overholdes ved udendørs aktiviteter.

UTR-turnering som motiverende alternativ

Et væsentligt og motiverende aspekt er dog den manglende udsigt til kampe, hvor der virkelig er noget på spil, men måske kan der etableres alternative turneringer, som kan bidrage til at holde motivationen oppe og sikre mulighed for kamptræning.

Morten Lyngbæk, der er Programchef hos Leschly Tennis Foundation, ser gode perspektiver i, at der i løbet af sommeren afvikles kampe i UTR-regi, hvor hver kamp tæller til Universal Tennis Rating.

Morten fortæller, at der i forvejen er planer om en UTR-sommerturnering, som måske vil blive fremrykket eller udvidet som følge af corona-situationen, og han tilføjer, at UTR-platformen stilles til rådighed for alle klubberne, som er velkomne til at afvikle en masse UTR-kampe.

En forudsætning er naturligvis, at myndighedernes anbefalinger og restriktioner overholdes angående antal tilskuere, og så længe det ikke er muligt at rejse på tværs af grænserne, vil kampe mod udenlandske spillere næppe være muligt.

I takt med at der lukkes mere op for grænserne, kan UTR-kampe mellem de bedste danske spillere – eksempelvis Holger, Clara, Løchte – og udenlandske spillere formentlig også være attraktive for TV i en periode, hvor de kun har mulighed for at vise nostalgiske kampe fra fortiden.

Hvis det bliver muligt at afvikle DM individuelt og/eller for hold, kan det også tænkes at have interesse for TV.