Holger Rune gav sig selv en fornem 16-års fødselsdagsgave, da han sikrede karrierens første Grade 1 titel og med et avancement til top 15 generobrede førerpositionen i 2003 årgangen

Når Holger Vitus Nødskov Rune mandag den 29. april fylder 16 år, foretager han samme dag et kæmpe spring til en placering i top 15 på ITFs junior-rangliste, hvor han desuden genvinder positionen som den højst rangerede fra den talentfulde årgang 2003.

På grund af begrænsninger i det antal turneringer, der tillades for 15-årige, har Holger siden årets start og indtil det fyldte 16 år højst mulighed for at deltage i 8 turneringer, og som de to sidste valgtes sidste uges Grade 2 turnering i Plovdiv i Bulgarien, hvor Holger i finalen blev besejret 6-4, 3-6, 6-2 af 16-årige Arthur Cazaux (FRA).

Den sidste turnering inden fødselsdagen var Grade 1 turneringen 24e tournoi ITF Juniors de Beaulieu-sur-Mer i Frankrig, og det var derfor sidste mulighed for, at Holger allerede som 15-årig kunne indfri et af sine store sæson-mål, som netop er at vinde titler i Grade 1 og A kategorierne.

De første turneringer i 2019 afslørede dog, at det kræver ekstraordinære præstationer af en 15-årige at indfri så høje mål, og i årets første turneringer i Australien blev Holger både ved Grade 1 i Traralgon og Grade A ved Australian Open besejret af top 10 spillere, som dog fik kvalificeret modstand.

I de næste to turneringer i Brasilien tabte Holger i 1/8-finalen ved både Grade 1 i Criciuma og Grade A i Porto Alegre til henholdsvis Toby Alex Kodat og Martin Damm, der begge er fra Holgers årgang 2003 og er tilknyttet IMG Tennis Academy, og begge amerikanerne har passeret Holger på ranglisten, hvor Holger i en længere periode har været den højst rangerede fra årgangen.

Den sejrsvante dansker var ikke selv tilfreds med disse resultater, og han konkluderede, at han ikke havde arbejdet hårdt nok, og han proklamerede derfor, at han var indstillet på at forbedre sig og komme endnu stærkere tilbage.

I marts måned var Holger derefter i semifinalen ved en Grade 1 turnering i Nonthaburi i Thailand, hvor han i semifinalen blev besejret 6-4, 3-6, 6-3 af 18-årige Dane Sweeny (AUS), og ugen efter fik Holger blot en enkelt kamp ved Grade 1 i Kuching i Malaysia, hvor han tabte 5-7, 3-6 til 17-årige Ethan Kai Xin Lye (SGP).

Herefter har Holger både deltaget ved DM indendørs for både hold og individuelt, og efter at han forleden blev den hidtil yngste vinder af DM, har han forberedt sig målrettet på grus-sæsonen, bl.a. ved at træne på Mouratoglou Tennis Academy i Nice, inden han som omtalt nåede finalen ved Grade 2 i Bulgarien.

Som omtalt i nedenstående midtvejs-rapport fra den aktuelle Grade 1 turnering i Frankrig blev programmet forsinket en del, men efter sejre i R32 6-2, 7-5 over Mathys Erhard (FRA) og 1/8-finalen 6-3, 6-1 over Nicholas David Ionel (ROU) var Holger videre til kvartfinalen.

ITF Junior Beaulieu-sur-Mer: Holger klar til kvartfinale i regnfyldt Grade 1

Imidlertid havde Holger udsigt til udelukkende at møde modstandere, som han havde revanche til gode imod.
I kvartfinalen lørdag mødte Holger 8. seedede Taha Baadi (CAN), som vandt 6-4, 6-3, da de mødtes i kvartfinalen i Mixico City sidste år, men det lykkedes Holger at få revanche i en jævnbyrdig kamp, som Holger vandt 6-3, 2-6, 6-4.

I den anden kvartfinale mødtes 2. seedede Toby Alex Kodat over 7. seedede Arthur Cazaux, der som nævnt begge havde vundet over Holger tidligere i år, og det blev Kodat, der trak det længste strå, da han vandt 6-2, 3-6, 7-5, hvilket var 2. gang i turneringen, at han vandt 7-5 i 3. sæt, idet han i R32 havde vundet 6-3, 1-6, 7-5 over Lodewijk Weststrate (NED).

På grund af de førnævnte forsinkelser skulle semifinalen afvikles senere samme dag, og ligesom i det tidligere møde i Brasilien dominerede Holger 1. sæt, hvor han uddelte æg (6-0) til amerikaneren, der i Brasilien vendte 1-6 til sejr i 3 sæt, og han var godt med i 2. sæt, som Holger dog sikrede efter en suveræn tiebreak, og han vandt derved 6-0, 7-6(1).

Dermed havde Holger fået revanche mod både Taha Baadi og Toby Alex Kodat, men for at gå hele vejen var det inden kvartfinalen forventet, at der blev brug for endnu en revanche, hvis modstanderen blev 1. seedede Bu Yunchaokete (CHN), men det blev forpurret af 17-årige Andres Martin (USA), der er no. 116 på ranglisten, idet amerikaneren vandt 6-3, 6-3.

Martin blev derefter i semifinalen besejret 7-6(4), 6-1 af no. 117 Timo Legout (FRA), der fyldte 17 i marts.
Franskmanden har siden U12-tiden kæmpet for at komme ind i folden hos det franske forbund, som var massivt repræsenteret ved turneringen.
Da Timo Legout tidligere havde vundet det indbyrdes møde i en Tennis Europe turnering, da Holger var 1. års U14, var der også i finalen tale om et revanche-opgør.

Ved at følge finalen på livescore kunne konstateres, at 1. sæt var meget jævnbyrdigt, da spillerne fulgtes ad til 4-4, og Holger var tilsyneladende godt på vej til at holde serv, da han førte 30-0, men 4 franske point i træk betød break og 5-4 til Legout, som kunne serve for 1. sæt, og efter et par misbrugte danske break-muligheder havde franskmanden sætbold, men Holger afværgede sætbolden, og på den 4. break-mulighed udlignede Holger til 5-5.

Herefter holdt Holger serv til 6-5, og Legout kom derefter i problemer ved 0-30 i egen serv, men han fik udlignet til 30-30, hvorefter det var Holgers tur til at få sætbold ved 30-40.
Franskmanden afværgede den første sætbold, men på den næste sikrede Holger sig sættet 7-5.

Som det ofte er set efter en tæt afgørelse på et sæt, bliver der ubevidst slækket en anelse på koncentrationen, hvilket formentlig også var tilfældet, da Holger fra starten af 2. sæt blev brudt ved 15-40, og Legout havde flere chancer for at udbygge føringen, da han både førte 40-15 og havde endnu en fordel til 2-0, men Holger fik alligevel brudt tilbage, hvilket skete i præcis samme øjeblik, hvor mange af seerne på TV2 overværede Jakob Fuglsangs balanceakt, da han var snublende tæt på at styrte få kilometer før karrierens største triumf ved cykelløbet Liege-Bastogne-Liege.

Holger holdt derefter serv til 2-1, og samtidig med at Jakob Fuglsang fuldbyrdede sin triumf, brød Holger igen serv til en afgørende 3-1 føring, som blev udbygget da Holger holdt serv til 4-1, og meget tydede på, at “fuglen var fløjet” også i tenniskampen.

Der fulgte dog et par tætte partier, da Legout med nød og næppe holdt serv til 2-4 efter 4 fordele, og Holger holdt serv til 5-2 efter 3 fordele, hvorefter Holger med et rent break sikrede sejren 7-5, 6-2.

Nedenstående opslag på Holger Instagram, som har passeret 10.000 følgere, efterlader ingen tvivl om, hvilken betydning Holger selv tillægger denne titel.

Sejren indbringer 280 point til ranglisten, hvor Holger derefter har i alt 1.076,25 point, hvilket forventes at betyde en rangering som no. 15 på den nye rangliste, som udkommer på Holgers 16-års fødselsdag.

Dermed er Holger – ligesom det tidligere har været tilfældet i en lang periode – atter den højst rangerede i den meget talentfulde årgang 2003, som i stadig højere grad er begyndt at sætte sit præg på ranglisten, der fortsat domineres af den ældste årgang 2001.
Kun 3 spillere fra årgang 2002 er højere rangeret end Holger, der som følge af sin rangering kan se frem til at blive seedet ved French Open, som afvikles fra 2. juni.

Et par uger forinden er hovedparten af de bedste juniorer tilmeldt Grade A turneringen 60th Trofeo Bonfiglio – Campionati Internazionali d’Italia Juniores i Milan, og flere af spillerne forventes desuden at deltage ugen forinden (fra 13. maj) ved en Grade 1 turnering i Santa Croce Sull’Arnoi, som ligeledes er i Italien.

Tennisavisen ønsker Holger stort tillykke med både titlen og fødselsdagen.

 

 

Forrige artikelWimbledon 2019 tegner til at blive rigtig spændende
Næste artikelKampe uge 18: Torpegaard, Løchte og Tauson i aktion i uge kun med streaming
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.