Aneke Rune bekræfter torsdag, at Holger Rune ikke deltager i Wimbledon i år trods fremskridt og positive scanninger
Torsdag meddelte Aneke Rune via Holger Press Group, at Holger ikke kommer til at deltage i dette års udgave af Wimbledon.
Ganske vist skrider rehabiliteringen efter problemer med både knæ og achillessene frem, og alle scanninger ser positive ud, men teamet vurderer, at det stadig er for tidligt at gøre comeback.
Det understreges dog, at det går i den rigtige retning, da Holger er i stand til at træne længere tid uden negative reaktioner, men da målet er at gøre et fuldt holdbart comeback, ønsker han ikke at fremskynde det.
Holger erkender i meddelelsen, at det ikke var en nem beslutning, men han påpeger, at de langsigtede mål er uforandrede, og at han kommer tættere på for hver dag.
Aneke Rune: “Skadefrekvensen er bekymrende”
I en opfølgende meddelelse reflekterer Aneke Rune over de vilkår, som spillerne konkurrerer under på ATP-touren, og hun påpeger et stigende antal skader blandt unge spillere, samt at kalenderen er længere og mere krævende end tidligere.
Hun fremhæver blandt andet, at boldene efter hendes vurdering er blevet tungere og langsommere, samt at banernes hastighed generelt er blevet langsommere gennem årene, og den kombination giver både længere dueller, flere kraftfulde accelerationer og større fysisk belastning.
Som eksempel nævner hun den aktuelle ATP 500 i Queen’s Club, hvor 8–9 spillere trak sig i år.
Aneke Rune efterlyser ikke revolutioner, men justeringer i form af lidt lettere bolde og hurtigere baner samt en mere balanceret belastning i kalenderen, som er blevet mere sammenpresset med flere obligatoriske turneringer.
Selvom kritikpunkterne er fremsat i en konstruktiv tone, erkender Aneke Rune, at hun var “kontrolleret gal”, da hun skrev det.

Holgers fokus flyttes til den fortsatte genoptræning og et muligt comeback senere på sommeren.
Som svar på spørgsmålet om Holger kunne overveje at gøre comeback på gruset i Båstad, der indledes 13. juli umiddelbart efter Wimbledon, lød svaret:
“Nej, han talte om det, men det bliver en rodet start på et comeback med skiftende underlag når man har været ude af gamet så længe. Så mere noget med at tage til Canada i rigtig god tid, så jet lag er helt ude af kroppen etc.”
Konklusionen er således, at Holger satser på et comeback ved ATP 1000 Montreal i Canada uge 32 (start 2. august) efterfulgt af ATP 1000 Cincinnati i Ohio, inden US Open uge 36.














































