Holger Rune ramte sit højeste niveau i finalen ved Red Bull Next Gen Open og fik revanche mod en chanceløs italiensk modstander

Da 16-årige Holger Vitus Nødskov Rune havde vundet karrierens hidtil største sejr som vinder af junior Grand Slam titlen ved French Open var træner Lars Christensen ikke i tvivl om, at ingen andre juniorer har samme topniveau som det danske supertalent, som Lars havde spottet allerede som 6-årig.

Da Lars helt fra starten kunne mærke Holgers passion og dedikation besluttede han allerede dengang, at han var villig til at støtte Holger 100 procent i bestræbelserne på at nå de skyhøje mål om at blive Verdens bedste, og familien har ligeledes været parat til at yde samme støtte til Holger, hvis mor har fulgt sønnen overalt i Verden.

Kort tid før Holger fyldte 12 år havde Tennisavisen en snak med både Holger og mor Aneke samt Lars, der udførligt beskrev, hvordan Holger gennem træningen blev udfordret på en måde, der var tilpasset både alder og det aktuelle niveau på udviklings-stigen.

Danmarks næste store tennisstjerne: Holger og drømmen om Roger Federer

Som billedet herover afslører havde Holger allerede dengang vundet utallige præmier, og efterfølgende har Holger fortsat vundet stribevis af titler, hvor højdepunkterne er Europamesterskab i U14 Boys singles, French Open titlen og forleden titlen ved Junior Masters i Chengdou, hvor han  derved røg til tops som no. 1 på ITF’s junior-rangliste.

Holgers præstationer er blevet bemærket hos Red Bull, der er sponsor for ATP Next Gen Finals i Milano for de højst rangerede U21 spillere på ATP-ranglisten, og sideløbende hermed afvikles Red Bull Next Gen Open 2019, hvor Holger modtog et wildcard.

Next Gen Open: Holger Rune overlever “Varona’s kanoner” og er finaleklar

Som tidligere omtalt i Tennisavisen kvalificerede Holger sig til finalen, efter at han som no. 2 i den indledende Group A vandt i semifinalen over no. 1 fra Group B, Nicolás Alvarez Varona.
Da vinderen af Group A, 21-årige Enrico Dalla Valle vandt den anden semifinale 3-0 i sæt over Zizou Bergs (BEL), blev finalen et revanche-opgør mellem Holger og Dalla Valle, der i den første puljekamp vandt 3-4, 4-3, 4-2, 4-2 over Holger, der i de sidste 2 sæt fortsat var frustreret efter et par tvivlsomme domme, da italieneren vandt 2. sæts tiebreak 9-7.

Finalen blev ligesom semifinalerne afviklet på Allianz Cloud Court, hvor også kampene ved ATP Next Gen Finals blev spillet, og finalen blev derved afviklet i en atmosfære, som normalt kun opleves af de største stjerner.

Formålet med Red Bull Next Gen Open er at give deltagerne, som forventes at blive kommende topspillere, mulighed for at få en fornemmelse af, hvordan tilværelsen som professionel kan være, og det er præcis sådanne oplevelser, der er med til at motivere Holger til at yde en hård træningsindsats i hverdagen.

For Holger var oplevelsen at spille på så stor en scene med så mange store spillere, som at spille en professionel kamp, og Red Bull Next Gen Open var en utrolig mulighed for at spille foran et stort publikum, hvilket uden tvivl vil være en hjælp i fremtiden.

De professionelle rammer omkring finalen inspirerede Holger på en måde, som fik det allerbedste frem i hans spil, og selvom Dalla Valla havde været dominerende i sine tidligere kampe, var han totalt chanceløs, da Holger var flyvende og for alvor rullede sit potentiale ud i finalen, som han vandt suverænt i 3 sæt 4-1, 4-1, 4-2.

Tennisavisen har modtaget nedenstående video-clip, hvor Holger afslutter kampen med et serve-es, fra en dansk tilskuer, der desuden fortæller, at det kun var i de indledende kampe, der var gratis adgang, så tilskuerne til finalen måtte alligevel til lommerne for at få adgang.

Kort efter finalen modtog Tennisavisen nedenstående billeder og video-clip, da Holger fik overrakt sin præmie.

På det næste billede ses de to finalister med pokalerne, og derudover modtog Holger sin hidtil største præmiecheck på $15.000, hvilket svarer nogenlunde til 100.000 danske kroner, hvorved der bliver et tiltrængt tilskud til de store udgifter, der er forbundet med at etablere sig som professionel spiller.
Det er dog ikke oplyst, hvor meget der eventuelt modregnes for rejseudgifter eller til de kinesiske skattemyndigheder.

Holger Vitus Nødskov Rune, Enrico Dalla Valle
Foto: Privat

I artiklen herunder fra Red Bull fremhæves betydningen af, at deltagerne kan optræde på den helt store scene i forbindelse med ATP Next Gen Finals, som sensationelt blev vundet af 18-årige Jannik Sinner, der selv deltog i Red Bull Next Gen Open sidste år.

Sinner fra Grade 4 kval i KB i 2017 til Next Gen vinder

Som nævnt i starten af denne artikel har Lars Christensen tidligere givet udtryk for, at ingen juniorer er bedre end Holger, når han spiller sit bedste, og efter præstationerne ved både Junior Masters og Red Bull Next Gen Open har Tennisavisen også fået lov til at citere ham for det.
Selvom Lars overværede noget af ATP Next Gen finalen, hvor 18-årige Jannik Sinner sensationelt vandt overbevisende 4-2, 4-1, 4-2 over storfavoritten Alex de Minaur, er han overbevist om, at Holger allerede på nuværende tidspunkt har spillet til at slå spillere i top 100.

Ligesom Holger er den suverænt yngste deltager ved Red Bull Next Gen Open, er Jannik Sinner den yngste – og eneste junior-årgang (2001) – ved ATP Next Gen Finals, hvor han kom med på et wildcard, da Denis Shapovalov meldte afbud.

ITF Junior KB: Jonas Schwarz og Mikkel Møller Larsson videre fra kval

Det lå bestemt ikke i kortene, at Sinner skulle gå hele vejen, og slet ikke hvis man går blot et par år tilbage i tiden.
Sinner deltog i 2017 i den årligt tilbagevendende ITF junior Grade 4 turnering i KB, hvor han i kvalifikationen havde stort besvær i 2. kvalrunde, hvor han vandt 6-4, 7-5 over Alexander Schou, der godt kan huske, at han mødte Sinner, der dog ikke efterlod et indtryk, så Alexander husker specifikke detaljer fra mødet.

Alexander Schou
Foto: Sportsfotograf.com. – Alexander Schou

Sinner blev derefter besejret i kvalfinalen 6-0, 6-4 af Mathias Gavelin (SWE), men han fik dog en ny chance som Lucky Loser, hvor han i 1. runde blev sendt ud i 3 sæt af Kevin Chahoud (SWE), som Holger i øvrigt slog 6-2, 6-4 i 1. runde i dette års udgave af junior Wimbledon.

Da Sinner for et år siden fik wildcard til Red Bull Next Gen Open, var han omkring no. 760 på ATP-ranglisten, og hans højeste rangering som junior var no. 133 i starten af 2018.
I starten af 2019 nåede Sinner aldrig forbi 1/8-finalen i en række $15.000 (M15) turneringer, men i februar fik han en smule hul på bylden, da han nåede semifinalen ved en M25 i Kazakstan, og det egentlige gennembrug kom ugen efter, da han gik hele vejen og vandt titlen ved en ATP Challenger i Berrgamo, hvor han havde fået wildcard, og successen fortsatte med M25.titler i Trento og Santa Margherita Di Pula.

Efterfølgende har Sinner været i yderligere et par ATP Challenger finaler, hvor han vandt titlen i Lexington for et par måneder siden, og den fortsatte fremgang gav adgang til kvalifikationen til US Open, hvor han vandt 3 kval-kampe, og i 1. runde vandt han et sæt mod Stan Wawrinka, der også stoppede Sinner i semifinalen ved ATP 250 i Antwerpen, hvor Sinner forinden havde vndet over både Kamil Majchrzak (POL), Gael Monfils (FRA) og Frances Tiafoe (USA), som han også besejrede i den indledende pulje ved ATP Next Gen Finals.

Sinners komet-agtige karriere er således et skole-eksempel på, at en spiller stadig kan opnå succes, selvom der ikke er opnået de helt store resultater i junior sammenhæng, og den foreløbige kulmination var finalesejren over Alex de Minaur ved ATP Next Gen Finals.

Holger videre til London for at træne med Zverev

ATP’s formand var imponeret af Holgers præstation, som han betegnede som “Unreal”, og der var al mulig grund til at nyde situationen og fejre den flotte titel, men det blev der ikke tid til, da Holger måtte tidligt til køjs, fordi han allerede næste dag har en meget vigtig opgave i London.

Holger har nemlig fået til opgave at træne med Alexander Zverev, der søndag spiller sin første kamp ved Nitto ATP Finals i O2 Arena i London mod 1. seedede Rafael Nadal, og derfor måtte Holger kravle under dynen, så han kunne nå at være toptunet og udhvilet, inden flyveturen til London og mødet med Zverev og de øvrige ATP-stjerner i løbet af ugen.